Folketingsdebat januar 2006
19/1 2006 (uddrag)
[Fra: Folketingets hjemmeside]
Udenrigsministeren (Per Stig Møller):
Udenrigsministeren i Folketinget 2006
(…)
Jeg vil godt takke for en omhyggelig debat, men før jeg kommer med de afrundende bemærkninger, vil jeg godt anfægte hr. Hoydal, der fortæller, at Folketinget sagde ja på et forkert grundlag, for det er jo simpelt hen ikke sandt.
Hvis hr. Hoydal havde ulejliget sig med at se beslutningsforslaget, havde han kunnet se, at det er det manglende samarbejde med FN, som anføres i de 13 punkter, der er begrundelsen for, at der blev sagt ja i marts 2003. Der er endnu ikke nogen, der har påstået, at Irak op til marts 2003 samarbejdede med FN på et tilfredsstillende grundlag, så det er simpelt hen ikke rigtigt. Men i øvrigt er det jo ikke emnet i dag. Emnet i dag er, om vi vil imødekomme FN's opfordring til at være med til at stabilisere og sikre Irak i 2006, og jeg er meget glad for, at et meget bredt flertal fortsat ønsker at imødekomme FN's ønske.
Jeg er godt klar over, at nogle af dem, der er med i flertallet i dag, siger, at det kun er frem til den 1. juli. Det skal jeg vende tilbage til, men i hvert fald er vi enige om at imødekomme FN's opfordring indtil den 1. juli. Vore 530 soldater, der siden juni 2003 efter opfordring fra FN og Irak har lavet et fremragende stykke arbejde, kan nu få at vide, at de også efter den 1. februar kan udføre det arbejde, FN og Irak beder dem om: stabilisere og sikre Iraks og det irakiske folks ret til at bestemme over sig selv og ikke blive underkastet diktatorer eller terrorister. (…)
Exitstrategien skal gå på at sørge for mere og mere irakisering, så man, som fru Thorning-Schmidt sagde, kan efterlade et fredeligt og stabilt Irak. Man skal ikke efterlade et uroligt, borgerkrigshærget og anarkistisk Irak. (…)

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

