Dybbøl Mølle som nationalt symbol – tom nostalgi eller meningsfyldt nutidsrelevans?
National identitet og nationale symboler med udgangspunkt i lokalområdet.
Historie A i Almen Studieforberedelse med dansk og naturgeografi. Interview med Mikkel Bencke, Sønderborg Statsskole.
Dybbøl som nationalt symbol

Mikkel Bencke underviser i historie og religion på Sønderborg Statsskole. Som historielærer har han deltaget i et AT-forløb om Dybbøl. Mikkel Bencke fortæller:
”Det var i et AT-forløb, med naturgeografi, historie og dansk, hvor vi var oppe at kigge på skanserne og på mindesten. Der er en masse mindesten spredt ud over hele området.

Vi besøgte Dybbøl Mølle, fordi overskriften for AT-forløbet var ”National identitet og nationale symboler med udgangspunkt i lokalområdet”. Vi fik en rundvisning på Dybbøl Mølle og et foredrag om møllens historie og møllen som symbol. Omviseren fortalte, hvordan møllen er blevet brugt (Der findes et katalog til udstillingerne: Inge Adriansen: Dybbøl Mølle – monument og museum), for eksempel i Dybbølmærket.
Der er en skæg udstilling af souvenirs på Dybbøl Mølle, med bl.a. Dybbølskeer.
Vi talte om: ”Hvorfor gør man det? Har souvenirs?”, ” Hvorfor producerer man dem?”, ” Hvorfor er der et marked for den slags?”
Bagefter gik vi rundt i landskabet og fandt nogle af mindestenene. Vi kiggede på udsigten og snakkede om, at det var Broagerland, de kunne se. Det var der, man skød fra. Min kollega med naturgeografi kunne så supplere med at fortælle om landskabet. ”Hvorfor ser landskabet ud, som det gør?”. I dansk var de nede på Sønderborg Slot at se på nogle af de historiemalerier, der er udstillet der (Peter Jordt Jørgensen, Sønderborg Statsskole, har lavet et undervisningsmateriale til dem: 10 billeder af historien på Sønderborg Slot. Museet på Sønderborg Slot 2002).
Det fungerede rigtigt godt. På Dybbøl Mølle fik eleverne tre kvarters forelæsning.
Det var en tidlig morgen, og det var enormt koldt, men omviseren kunne alligevel holde en 2.g´s opmærksomhed fanget. Han fortalte udførlig om Dybbøl Mølles betydning, om genforeningen og symbolikken omkring det. Om de nationale farver, om, hvordan man i lokalområdet plantede tulipaner i rød og hvid. Man måtte ikke have flag oppe, men så kunne man lave et blomsterbed, der udtrykte det nationale. Det var den helt nære, menneskelige historie, vi fik deroppe, som eleverne syntes var spændende. Det var de eksempler, de nævnte bagefter. Det, at man går ud og planter tulipaner, eller hvad det nu var for en blomst, i de to farver. Når man gør sådan noget, må man have et behov for at signalere et nationalt tilhørsforhold.
Naturgeografi og historie supplerede hinanden for så vidt, at det er det samme landskab, vi kigger på, men det er jo noget helt forskelligt, vi kigger efter.
Min kollega så på: ”Hvorfor er der en bugt ind her?”, og i historie var fokus på, at det er den bugt, man har skudt ind over, og området her kunne man lave skanser i …
Da vi kom hjem, så vi Dansk Folkepartis Valgvideo fra valget i 2007 (http://www.youtube.com/watch?v=jBSoMiG94Es).

Den varer 3 minutter, og en del af den er optaget på Dybbøl. Valgvideoen er meget interessant. Der er klip med kanoner, der er rettet ud i det fjerne, med Dannebrog, og med et skib, der sejler rundt på bugten hernede. Man kigger man hele tiden op på møllen. Lige pludselig klipper videoen over til noget med indvandring og ballade i København, mm. Vi kunne sammenligne den symbolværdi, der var omkring Dybbøl Mølle ved Genforeningen og den symbolværdi, man tillægger Dybbøl Mølle i dag. Hvorfor laver Dansk Folkeparti en video deroppe?
Den diskussion kunne vi også få.”
Om
Materialer
Materiale fra dansk og historie i forbindelse med AT-forløbet om national identitet og symboler
National identitet og nationale symboler med udgangspunkt i lokalområdet
Historie:
- Rode, Helge: Sangen om Danmark (Som en rejselysten flåde)
- Mogensen, John: Der er noget galt i Danmark
- Dybbøl-Ekspeditionen: En road-movie om os selv kap.6. Politiken 14/7 2007
- Adriansen, Inge: Dybbøl – et dansk og tysk nationalt symbol. Særtryk fra Sønderjyske Årbøger 1992 (afsnittene ”Hvad giver symboler livskraft” samt ”Krigen som turistattraktion”)Dybbøl-mærket fra 1921
- Rundvisning på Dybbøl Mølle
Dansk:
Rundvisning på Sønderborg Slot med introduktion til og analyse af diverse malerier
Herman Bang: Tine kap. 2 "Dannevirkenatten"

Dybbøl Mølle som nationalt symbol - tom nostalgi eller meningsfyldt nutidsrelevans?
Arbejdsplan:
2.g AT-historie den 15/4 2008
Temaet for dette AT-forløb er Dybbøl Mølles funktion som nationalt symbol historisk og aktuelt. Fremgangsmåden er gruppearbejde om Dybbøl Mølle i forskellige sammenhænge: I sang, i jagten på dansk identitet og i en idehistorisk sammenhæng omkring national identitet. Og sidst men ikke mindst i valgkampen anno 2007 set fra Dansk Folkeparti (http://www.youtube.com/watch?v=jBSoMiG94Es)
Tekst 1-2: Sangene
Gruppe 1 og 2:
Tekst 3: Jagten på den danske identitet
Gruppe 3 og 4:
Tekst 4: Symbolets livskraft?
Gruppe 5 og 6: Mikkel
For alle grupper er opgaverne følgende:
1) Hvad er det vigtigste i teksterne set i relation til dagens tema? Giv eksempler.
2) I hvilken sammenhæng optræder/omtales Dybbøl Mølle? Giv eksempler.
Produktkrav:
Forbered et oplæg på cirka 5 minutter hvor I præsenterer resten af klassen for jeres besvarelse. I fremlæggelsen skal indgå tavlenoter/overhead. Når vi mødes trækker vi lod om hvilke grupper der skal fremlægge (en pr. tema) – de øvrige grupper skal efterfølgende supplere.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

