Menu
CFU logo © CFU
 
• Indhold

26. Afhøring af Werner Best den 31.august 1945

1945 31/8.

Ekstrakt-afskrift af rapport angående afhøring af Dr. Best. 1)

 

--- blev afhørt om sin andel i de her i landet omkring d. 1.10.1943 stedfundne jødeforfølgelser. Han forklarede, at han ikke direkte havde noget med disse at gøre, idet han efter d. 29.8.1943 blev fritaget for tjeneste som Rigsbefuldmægtiget og således kun opholdt sig her i landet som en slags tilskuer. Han havde allerede i begyndelsen af september på telegrammer fra RSHA IV, der da blev ledet af en Dr. Mueller, forstået, at der indenfor visse tyske aggressive kredse ønskedes iværksat en pogrom i Danmark 2). Han hævder, at han protesterede gennem Auswärtiges Amt 3) og bl.a. fremførte, at der efter hans formening for det første ikke bestod noget jødeproblem i Danmark, idet jøderne var så fåtallige, at de ikke havde nævneværdig indflydelse hverken på handel eller det offentlige liv og sluttelig ikke på regeringen, for det andet ville det være danskerne fuldstændig uforståeligt, at jøderne ikke var en integreret del af det danske folkelegeme, og for det tredje mente han, at det ville gøre et meget dårligt indtryk i Sverige. Overfor disse betragtninger fik han kun svaret at hvad Sverige angik, skulle han ikke blande sig i dette forhold.

Internerede fik foreholdt, om det ikke havde været ham og de andre tyske chefer i Danmark muligt at nedlægge en så skarp protest, evt. under trussel om tilbagetræden, at jødeaktionen og med den andre større aktioner kunne være standset, hvortil han erklærede, at dette af flere grunde ville have været et slag i luften. For det første ville de omgående være blevet arresteret og sat i koncentrationslejr, eller også ville der være blevet indledt repressalier overfor deres familie. Internerede var derfor af den formening, at det var bedre, at han blev på sin post og søgte at mildne i den udstrækning, det nu engang var ham muligt. Undertegnede indvendte her overfor, at det dog var ham, der havde afgivet indberetning til det danske udenrigsministerium d. 1.10. om, at aktionen skulle finde sted, og at dette ikke syntes at falde i tråd med hans påståede standpunkt som "tilskuer". Hertil svarede internerede, at vel var han tilskuer, men da spørgsmålet i første række måtte ses under et udenrigspolitisk synspunkt, og han var Auswärtiges Amts Repræsentant her, tilfaldt det alligevel ham at underrette det danske udenrigsministerium.

Han vil påstå, at han, når der fra herværende danskere er blevet klaget til ham over den behandling, danskere har været genstand for i tyske koncentrationslejre, da har protesteret i Berlin, og han vil hævde, at han stadig har foreslået og forlangt, at germanere 4) i al fald skulde anbringes i en særlig lejr og behandles ordentligt.


Sign.: H. Frost Høeg Madsen.

 

_____________________________________________________________________________


1) Werner Best sad de første uger efter befrielsen i en slags husarrest i sin villa Rydhave på Strandvejen. 20.maj blev han overført som fange til Kastellet. Senere blev han sendt til Nürnberg for at vidne ved krigsforbryderdomstolen der – men kom tilbage til Danmark, hvor man længe tøvede med at starte en egentlig retssag mod Best
2) Pogrom – udtrykket kommer fra russisk og betyder et voldeligt overfald på jøder
3) Auswärtiges Amt – Udenrigsministeriet i Berlin
4) Germanere – danskerne blev jo af nazisterne betragtes som ariere

26. Best 1945