34. Beretning afgivet af ejendomsmægler Gilbert Lassen, Smidstrup Strand 21.5.56 i uddrag

Jeg havde siden 1938 drevet en købmandsforretning ved Smidstrup Strand. Jeg tilså desuden sommerhusene her omkring om vinteren og havde derfor nøglerne til en lang række af dem. Efter april 1940 kom tyskerne til Gilleleje, men her mærkede vi ikke meget til dem. Vi havde heller ikke forbindelse med noget illegalt arbejde før i efteråret 1942. På det tidspunkt begyndte jeg regelmæssigt at modtage illegale blade. Jeg blev hurtigt klar over at det var Rutebil Sørensen der kom med dem og efterhånden også at de stammede fra en boghandler i Helsinge. Jeg brugte dem til at pakke ind i, og fik dem på den måde fordelt blandt mine kunder. Der hændte derudover intet den vinter og heller ikke den følgende sommer.

  I midten af september 1943 kom imidlertid en ung mand, A H., herop til sin moders sommerhus. Det hed sig at han var på ferie, men en dag stjal han en af naboernes både. Han ville til Sverige. Jeg opdagede det tilfældigvis og overtalte ham til at opgive den farefulde sejlads. Jeg lovede at jeg til gengæld ville forsøge at overtale en af gillelejefiskerne til at sætte ham over. Det lykkedes. Prisen var lidt tobak.

  Der var nu roligt i nogen tid, men i begyndelsen af oktober kom de første jøder. Som nogle af de første husker jeg et ungt par der kom hertil Smidstrup Strand. De var skrækslagne og tilbød 1.000 kr. for at blive sat over til Sverige. Jeg fandt en fisker i Gilleleje som i forvejen skulle over med et selskab af velhavende jøder som var kommet hertil. Han indvilgede i at tage dem med.

  I dagene derpå kom jøderne strømmende herop, enten til deres egne eller til deres venners sommerhuse; ofte var deres ikke-jødiske venner med. Det var ganske naturligt at de henvendte sig til mig. Jeg var jo den "stedlige" de kendte bedst. Jeg tog til Gilleleje, der var unægtelig "gang" i foretagendet. Så at sige alle fiskere var med i det. Det viste sig at prisen for en sådan fiskerbåds Sverigestur med et "selskab" lå omkring 25.000 kr. Jeg tog hjem igen og i lillebiler fik vi så transporteret de jøder der var samlet i Smidstrup ind til Gilleleje, hvorfra de kom over. Det hele gik fredeligt og egentlig meget "legalt"! Jeg havde slet ingen risikofornemmelse. Jeg har den fornemmelse at når så mange jøder kom med introduktion til mig skyldtes det min tidligere kommis, M.S., som på det tidspunkt var i København.

  Jøderne strømmede nu til Gilleleje - i bogstaveligste forstand. Og da vi havde 8 jøder her i Smidstrup tog jeg en af dagene til Gilleleje for at få ordnet deres overfart. De kom over med en båd som ved højlys dag stak ud med hen ved 100 jøder. Det var imidlertid netop den dag Gestapo slog til i Gilleleje og jøderne som var gemt i menighedshuset og på kirkeloftet blev arresteret. Jeg tog selv af sted for at standse et tog som kom fra København og som vi vidste måtte have mange jøder med. Vi fik det standset i Pårup og de jøder som var med blev indlogeret på Søberggård og Saksegård. Herfra kom de med lektor Berthelsens hjælp til Humlebæk. Jeg vidste at der var jøder skjult hos forskellige folk på egnen og ville om natten advare dem. Jeg forsøgte at få lærer A.F. med mig, men han svarede ikke på min banken. Den nat overværede jeg arrestationen af jøderne på kirkeloftet.1)

  Nattens begivenheder mundede den næste morgen ud i dannelsen af en såkaldt jøde-komite som ville forsøge at skaffe hjælp og nye flugtmuligheder til de jøder som stadig befandt sig i Gilleleje og omegn. Mødet fandt sted hos mekaniker P. som var medlem af sognerådet. Læge W. blev komiteens kasserer. Medlemmer var i øvrigt lærer A.F., fabrikant E.K. konsulent A.J., jeg selv, samt flere, som jeg ikke kan erindre.

  Vi fik i løbet af formiddagen kontakt med de jøder som var tilbage i Gilleleje og skjult i hølæs, fiskerbiler og ambulancer fik vi dem transporteret til Smidstrup, hvor jeg indlogerede dem i de huse i plantagen, som jeg havde adgang til. Forplejningen fik vi fra "Havregården".

  Komiteen fik nu kontakt med en båd, som lå i Gilleleje. Det var den største båd som kunne gå ind i havnen. Det aftaltes med skipperen, at han den følgende aften skulle gå langs kysten ved Smidstrup og udfor et aftalt sted modtage de jødiske flygtninge som ville blive sat ud i små både. Skipperen skulle have 50.000 kr. for sin risiko og fiskerne der roede de mindre både 5.000 kr. hver for deres. I løbet af dagen var flere jøder kommet til bl.a. fra Rågeleje og i alt overførtes vel den aften hen ved 200. Pengene skaffede vi ved en indsamling blandt jøderne og der indkom så stort et beløb, at der også var penge til at dække udgifterne ved de ubemidlede jøders overfart.

  Den første aften var der tilløb til panik, men efterhånden som organisationen blev bedre blev det hele mere roligt. Der kom de følgende 10-14 dage stadig mange jøder hertil. Først og fremmest ført herop af lektor Berthelsen og fabrikant Weeke, samt af professor Ege og hans hjælpere. En anden mand som kom herop med jøder var Erik Bennike. Jøderne kom som regel i taxaer. Ved overfarten hjalp læge fru Strandbygård os med at berolige de nervøse og særlig med at give børnene indsprøjtninger så de var stille under overfarten. Hende havde vi fået kontakt med gennem Berthelsen og Weeke. Hun afløstes senere af læge Lemming Christensen fra Vejby. Transporterne foregik stadig på den tidligere omtalte måde. Selve overfarterne fra kysten til Sverige tog gillelejefiskerne sig som oftest af. Om natten lagde de ud langs kysten og tog passagererne ombord fra de små både som gik ud fra stranden. Til at begynde med var der formelig konkurrence mellem fiskerne om at komme til at sejle for os, men efter nogen tid blev Carl Rasmussen med båden "Thor" fra Gilleleje den mand vi benyttede mest. Han havde en meget human indstilling og sejlede meget billigt.

  Vi havde et fint samarbejde med politiet i Gilleleje. Kystpolitiet mærkede vi intet til. Vi satte i øvrigt selv vagtposter ud når afskibningerne fandt sted, et arbejde som mine unge sønner gik op i med liv og sjæl.

  Efterhånden som vi kom over midten af oktober kom der færre og færre jøder. De sidste var fortrinsvis syge og det gav jo nogle meget besværlige transporter.

  Komiteen havde allerede fra begyndelsen haft det princip at man ikke ville hjælpe sabotører, hverken med overfart eller med nogle af de penge som kom ind fra indsamlingerne blandt jøderne. Det var for farligt syntes man og ikke komiteens opgave. To sabotører fra Fredericia blev således afvist mod min vilje og da den politik som komiteen her lagde for dagen i det hele forekom mig urigtigt kom det til mindre stridigheder med de øvrige medlemmer. Da komiteen opløstes fordi der ikke kom flere jøder stod jeg helt alene. Jeg havde dog stadig kontakter bagud til de illegale kredse jeg var kommet i kontakt med, først og fremmest til fabrikant Weeke og gennem ham til ingeniør Halse og skibsreder Otto Christensen. De havde kontakten med "sabotørkredse" og de kunne skaffe midler. Selv havde jeg jo adgangen til sommerhusene og dermed et udmærket "depot" for folk, som skulle videre til Sverige. Halse og Christensen kom selv herop med flygtningene. Der kunne være 5-10 personer i en enkelt gruppe. Det hændte også at der kom folk til mig uden at jeg vidste hvorfra de kom. I denne forbindelse kan jeg nævne at det hændte at Halse bad mig afvise sådanne folk. Han havde en kontakt til politiet som skaffede ham oplysninger om disse personer.

  Ruten som anvendtes gik fra Hundested med fyr- og vagervæsenets 2 både, "Ene" og "Enke" 2), som var stationeret her. Det var noget Halse og Christensen havde ordnet. Bådene sejlede en omvej til Holmstad, Mölle, Höganäs. Vejret var tit hårdt og der kunne ofte opstå vanskeligheder. I Hundested var Sylvester Nielsen, som døde i tysk koncentrationslejr, os en glimrende hjælp ved udskibningen, ligesom også politiinspektøren, ----------, i kystpolitiet. Fra husene i Smidstrup til Hundested kørte vi "passagererne" i lillebiler. Den største gruppe jeg husker var på 16 mand. Det var nogle dyre taxature.

  Ved juletid 1943 købte Weeke, skibsreder Christensen og jeg et lille bondehus i Smidstrup. Vi lod som om det tilhørte K.F.U.M.'s Amagerafdeling. Meningen var at det skulle tjene som "depot" for folk som skulle af sted. Kælderen gravede vi ud så den tjente som skjulested for nogle våben, som Halse kom med.

  Efter nytår 1944 fik vi gennem Halse kontakt til "Holger Danske". Løjtnant Andersen kom op med folk fra denne organisation som skulle sættes over. "Flammen" traf jeg en dag i et møde hos Weeke hvor man diskuterede muligheden af en fast rute til Sverige med en motorbåd 3). Jeg skulle skaffe fiskerpas m.v. fra Sylvester Nielsen til "Flammen". Holger Danske folkene kom op med en motorbåd som stammede fra Furesøen. Transporten formede sig som en hel kortege og folkene var bevæbnede til tænderne. Båden kom af sted til Sverige fra Stenvej i Smidstrup. Vi måtte have den ned til vandet på en blokvogn som imidlertid brød sammen og måtte erstattes med ruller. Efter at skruen var sat på startede den dog godt nok og kom af sted. Den blev taget af tyskerne på tilbagevejen og nogen fast rute kom aldrig i gang på denne måde.

  Jeg var stadig kontaktmand her på stedet og anvendte fortsat husene som "depoter". Som flugtmuligheder benyttede vi fiskerne i Gilleleje og her arbejdede bl.a. fiskerne Kai Nielsen og Børge Jensen udmærket. Vi fik også nogle folk af sted gennem skibsreder Schønnemann der havde sommerhus i Rågeleje, og hvis både nu og da anløb Gilleleje efter formsand. Samarbejdet med Sylvester Nielsen fortsatte.

  Henimod sommer fik jeg en fornemmelse af at det ikke gik ret meget længere. Der havde været en del stikkeri her på stedet. I maj og juni var transporterne med "Ene" og "Enke" mange og store og det endte da også med at de blev taget og det forlød at vi var blevet angivet. Der kom bud fra Weeke og Halse og en sabotør og jeg gik under jorden i det omtalte bondehus. Vi fik her besked om at komme til København. Vi boede først på Sct. Annæ Plads og senere i et lysthus på Amager. Min kone og yngste søn skaffede Weeke herover og den 19. juli 1944 kom vi alle 3 til Sverige med skibet "Virginia". Halse havde arrangeret flugten.

Dateret
Signeret Gilbert Lassen.

 

_____________________________________________________________________________

 

1) Gilleleje var stedet, hvor den største katastrofe under redningsaktionen indtraf. Den 5.oktober overraskede sikkerhedspolitiet en transport i havnen, og den næste dag vendte de tilbage og arresterede ca.80 jøder, som var skjult på kirkeloftet.
2) Fyr- og vagervæsenet - en vager er et lille, forankret sømærke.
3) "Flammen" er dæknavnet for modstandsmanden Bent Fauerschou-Hviid (1921-1944)