36. Brev fra Helen -- til David i New York

Rosens Pensionat                                                                                           Stockholm, 18. oktober 1943
Malmskillnadsgt. 36.

 

Mr. Dr. David XX,
St. Moritz Hotel
New York

 

Kære alle!

Jeg har længe ønsket at skrive til jer. Men jeg har haft lidt svært ved at tage mig sammen. Jeg går imidlertid ud fra at I har modtaget vores telegram.

Jeg håber at alle har det godt i New York og at I ikke har været alt for bekymrede. Vi har sandelig været igennem en del, men for mange har det været meget, meget værre. I har sikkert set en del i aviserne, men her vil jeg forsøge at give jer mine egne indtryk.

D. 29. august tog tyskerne magten i Danmark med magt. Vores elskede konge opfatter sig som krigsfange. Han bor udenfor København på sit lille slot 1). Kronprinsen bor i byen 2). Når han ses rundt omkring i byen bliver han nu fulgt af en tysk vagt. I kan ikke forestille jer hvad det betyder for danskerne. Vi er vant til at se den kongelige familie bevæge sig rundt uden ledsagelse. – Alle danske officerer og soldater blev taget til fange. Det lykkedes for nogle at flygte til Sverige. Så startede rygter om at forfølgelser var under opsejling. (Ingen fik lov til at bevæge sig omkring fra kl 8 eller 9 til klokken 5 om morgenen.) Jeg havde været til middag hos nogle venner. Da jeg vendte tilbage, ringede jeg først på Adas dør. Hun åbnede rystet døren og fortalte at en af vores venner havde ringet for at sige at vi ikke skulle blive hjemme den nat. Den nat overhørte vi advarslen og også den næste nat. Så syntes det som om uroen havde lagt sig en smule. Men om onsdagen, jeg tror det var den sidste dag i september, kom der en alvorlig advarsel til mit kontor. Som du måske husker, arbejder jeg i et at de største danske ingeniørfirmaer. Vores chef gik til Udenrigsministeriet for at få rygterne bekræftet. I mellemtiden skyndte jeg mig hjem for at overtale far til at komme ud af byen. Men han sagde, at han intet havde at frygte. Han havde aldrig gjort noget galt og var under beskyttelse af dansk lov. Jeg tog tilbage til kontoret og blev bedt om at få fat på nogle penge og straks komme ud af byen. Så jeg skyndte mig hjem for at hente det mest nødvendige. Far sagde at der ikke var grund til at være urolig. Ada, Eli, vores stedbroder, og jeg tog ud til nogle venner udenfor byen. Det var om torsdagen. Denne og den næste nat gik.

Lørdag morgen bragte alle aviserne nyheden om, at det var bevist,  at jøderne var skyld i sabotagen og nu var blevet fjernet fra alle ledende stillinger, og at alle danske soldater og officerer nu kunne løslades. På det tidspunkt vidste jeg stadig ikke hvad der var sket. Jeg tog ind til byen for at få mit hår vasket. På hovedgaden mødte jeg en ven, der så på mig og sagde, ”Nå, så de fik ikke fat på dig”. Ikke førend jeg kom til en boghandler, hvor jeg kendte indehaveren, fik jeg at vide hvad der faktisk var sket i løbet af  natten. En af de vigtigste ting var at fjerne alle sabotørerne, og de havde tømt det jødiske plejehjem. Mange hundrede mennesker formodedes allerede at være på bådene. Jeg skyndte mig hjem og fandt den kvinde der gør rent hos mig hver lørdag grædende. De havde været hos min far klokken fire om morgenen og havde ringet på døren ca. et kvarter. Så var tyskerne gået uden at bryde døren op som de havde gjort de fleste steder. Fra den dag blev min far heller ikke hjemme.

  Mandag morgen blev min kæreste kaldt til telefoncentralen, vi var nemlig på landet i et lille hus, og han kom tilbage for at fortælle os, at vi skulle besøge ”Onkel Gustav”. Så forstod jeg at venner forsøgte at få os til Sverige. En time senere blev vi bedt om at mødes hos en af vore venner i byen. Jeg fandt det klogest at spørge min chef, om han bifaldt dette og han ikke blot rådede mig dertil, men fortalte mig at han også sendte sin kone af sted. Jeg vendte hjem for at hente de få ting, som jeg kunne have i en lille taske, en ulden bluse, en varm kjole og en varm frakke. En ven fra kontoret kom med nogle penge, men jeg kunne ikke finde far. Lige før jeg ringede efter en taxa, kom far og fortalte, at han ville komme med os. Han virkede forfærdelig chokeret og var helt grå. Men jeg var meget glad for, at han kom med os. Vi kom ud til min ven, men klokken 6 fik vi at vide, at det var umuligt at komme af sted den nat. Den næste dag, om tirsdagen, havde de udskiftet vagten på Sundet, så den dag kunne ingen både sejle.  Så vi fik igen en nat uden søvn.

Den næste morgen besluttede jeg at gøre noget selv. Jeg ville mødes med min chef igen. Jeg tog en sporvogn og da jeg skiftede, mødte jeg en ven, som var meget overrasket over at jeg stadig var i byen. Hun prøvede at finde ud af, om en af vores fælles venner stadig var i byen. Min chef lovede at få fat på en fisker. Da jeg ringede på hos nogle andre venner, var de meget langsomme til at åbne døren. Da jeg kom ind, fandt jeg ud af at de skjulte en lille dreng på 6 måneder. Forældrene var blevet fjernet, og barnet ladt tilbage. Det viste sig imidlertid, at det danske politi havde reddet forældrene, og idet de ventede bedsteforældrene dagen efter (adopterede bedsteforældre) havde de ment, at barnet var mere sikkert dér. En tjenestepige blev hos barnet den nat, og så kom der 6 tyskere for at få barnet. Pigen svarede,  at det var hendes barn og prøvede endda at bevise det ved at vise et billede af sig selv med sin lille nevø  i armene. Bedsteforældrene turde ikke skjule barnet, fordi deres hjem helt sikkert ville være det første, der blev gennemsøgt. Så pigen bad mine venner om at skjule drengen og her var han, glad og smilende. Efter dette blev han bragt ud af byen.

  Om aftenen ringede min ven fra sporvognen for at fortælle at vores fælles ven var kommet til Sverige, men hun skulle hilse fra en af drengene på kontoret og bede mig om at ringe den næste dag. Det viste sig, at han gerne ville være den næste til at hjælpe os, hvis vi ikke kom væk om torsdagen.

  Vi blev alle samlet hos nogle venner, og kort efter klokken 2 om eftermiddagen tog vi ud af byen.  En fuldstændig fremmed mand tog med os. Vi havde aldrig set ham før. Han tog os med til sin svigerinde. Hun boede i en lille fiskerlandsby. Hun stod klar med kaffen. Kort efter 6 kom en bil og hentede os. Hendes søn på 19 tog med os. Vi blev ført ud til kysten, hvor der kun var en lille badebro. Slet ikke en havn. Betalingen var efter den sædvanlige målestok. Men det var selvfølgelig stadig en meget stor sum penge. Vi måtte skynde os ombord i den lille fiskerbåd med motor. Blandt de 12 passagerer var der to damer på 74 og 76. Og lige efter tog vi af sted. Vi blev alle lagt ned i bunden af båden. Søen var ikke særlig hård, men dog så hård, at mange af os blev meget våde. Mit hår blev mere end vasket. Og min lille kuffert blev våd indeni. Jeg tror det tog 40 minutter, men det føltes som år. Vi mødte en svensk båd, der vinkede os ind. Og sådan kom vi til Sverige, et lille sted.

Myndighederne ventede allerede i havnen. “Velkommen”, sagde de. Kan I forestille jer, hvilket indtryk det gjorde. Vi blev ført hen til et lille sted, hvor toldembedsmænd undersøgte os, og herfra i biler til et feriecenter, der var blevet åbnet for flygtninge. Der var allerede folk, og den næste dag kom der flere til. Ada og jeg blev der kun i 2 dage da en af mine chefer havde sagt, at ville garantere for mig i Stockholm. Så vi tog til Stockholm. Min chef betalte mig løn for 2 måneder, sagde han. Det var faktisk en hjælp og ved hans mellemkomst fik jeg et arbejde på den danske ambassades flygtningekontor. Jeg er meget glad for at arbejde her, meget glad. Nu bliver der oprettet et rigtigt kontor med meget personale under ledelse af den ledende juraprofessor fra København. Mange af de bedst kendte læger er flygtninge, mange kunstnere og mange advokater. Antallet af flygtninge formodes at være på omkring 8.000 politiske og racemæssige flygtninge inkluderet.

  Det er endnu ikke lykkedes for Ada at få et arbejde. Vi håber og håber, men hvis der ikke dukker noget op i morgen vil hun forsøge at tage arbejde i huset, selvom det vil blive hårdt. Jeg mener ikke arbejdet i sig selv, men i givet fald skal vi skilles ad, og eftersom jeg ikke kender mange her, vil jeg blive meget ensom. Men, selvfølgelig, det er ikke det værste. Folk, der kommer lige fra Danmark, siger, at situationen er meget spændt. Og vi er blevet stærkt opfordret til ikke at skrive hjem. De ved derhjemme at vi er i sikkerhed, men vi ville så gerne have takket dem alle. Det ser ud som om der er en lille mulighed for at få fat på vores tøj, men jeg regner med, at det vil tage nogen tid. Der er masser af tøj i Sverige, men det er rationeret. Og dertil har vi ingen penge til den slags. Selvom jeg får min løn, er der meget dyrt her. Ydermere er det endog meget svært at finde et lejet værelse. Vi bor på et lille hotel i et lille værelse med en lille håndvask, men værtinden har været meget sød og i forhold til svenske forhold er det temmelig billigt. Madrationerne er meget små her, men der er ingen, der sulter. Frugt er forfærdelig dyrt.

  I går aftes inviterede legationssekretæren os alle her på kontoret hjem til en kop kaffe, og vi havde en dejlig aften. Jeg havde aldrig troet, vi ville komme til at grine igen, men vi grinede meget.

  Jeg har måttet skynde mig for at slutte dette brev, fordi flygtningekontoret skal flytte i morgen og det betyder at de tager denne skrivemaskine fra mig. Så du må undskylde min stavning og skrivning. Faktisk ville jeg have skrevet om mange flere detaljer, men det er stadig lidt hårdt. Jeg håbet at vi snart kommer hjem igen.

Mange tusinde hilsener til jer alle sammen  jeres Helen

 

(håndskrevet er tilføjet:)

Kære alle! Helen har allerede fortalt hvordan vi kom til Sverige. Jeg har endnu ikke fundet et arbejde. Men det skal nok gå på en eller anden måde. Jeg sender jer alle mine kærligste hilsener og håber at I alle har det godt i Amerika og at vi alle snart får fred igen.

Jeres Ada

_____________________________________________________________________________

 

1) Kong Christian den 10. sad på Sorgenfri Slot nord for København
2) Kronprinsen er Kronprins Frederik - den senere Frederik den 9., konge i Danmark 1947-1972