45. Paul Winkler: "De danske jøder" (Washington Post 29.10.1943)

                                                                                        De Danske Jøder
                                                                                          Af Paul Winkler

                                                                                     Tysklands Pogromer

Tysklands skånselsløse pogromer mod de danske jøder viser de listige metoder, som nazisterne forfølger for at nå deres mål.
Den nazistiske antisemitisme blev ikke udtænkt blot med det åbenbare mål at udslette jøderne. Den havde andre indirekte mål. For andre lande end Tyskland havde den også propaganda værdi: den nærede den tanke, at nazismen kun var rettet mod en minoritet. Den tjente til også at  opelske antisemitismen overalt, idet den delte nationer, der var mulige fjender eller reelt var fjendtlige overfor Tyskland.
Indenfor Det 3. Rige tjente den anvendte antisemitisme flere formål: den skabte en følelse af overlegenhed hos alle ikke-jødiske tyskere, den tillod et angreb på alle borgeres frihedsrettigheder ved først at underminere lovene for en forsvarsløs minoritet; dernæst tjente den til at sikre ofrenes værdier for det nazistiske partis ledere.
Også i Danmark udgik udbruddet af antisemitisme ikke blot fra et ønske om at udsondre jøderne. Den udgik fra et ønske om at sikre tyske interesser i landet.

                                                                                                     *
Alle tyske anstrengelser for at etablere en tyskvenlig Quisling regering i Danmark er slået fejl. Kong Christian har, skønt han har måttet finde sig i besættelsen af landet, været en uvenlig vært. Det har vist sig umuligt at finde en tilstrækkelig tyskvenlig statsminister, og Erik Scavenius, det nærmeste til en nazist som tyskerne kunne tvinge danskerne til at acceptere, ville ikke gå så langt, som Berlin ønskede. Dansk modstand mod besættelsesstyrkerne er stærkere end nogensinde.
Tyskland er klar over, at løbet er ved at være kørt, og at det militære nederlag kommer før eller siden. Hvis Tyskland ønsker at fastholde noget af sit erobringsbytte, selv efter overgivelsen, må dette sikres nu og så godt som muligt. I Danmarks tilfælde betyder det at Tyskland har brug for en samarbejdsregering der, ligesom Vichy regeringen, ville overgive økonomi og virksomheder til tyskdominerede karteller, der efter krigen legalt kan fastholde forbindelserne.
Tysklands problem var at finde nye måder at presse Danmark på. Den metode, der blev valgt, var et angreb på Danmarks jøder.

                                                                                                       *

Der var ca 8.000 jøder i Danmark – 6.000 danskere plus 2.000 flygtninge fra Norge. Mange var prominente personer indenfor kunst og litteratur. Danskerne har altid beskyttet deres jødiske landsmænd, og tyskerne fandt derfor på at true danskere til at samarbejde ved at indføre anti-semitiske tiltag, hvis danskerne ikke samarbejdede.

D. 9. september indkaldte Dr. Werner Best, den civile tyske øverstbefalende guvernør i Danmark, de 18 departementschefer til et møde, hvor han meddelte dem et ultimatum fra Hitler, der fortalte, at hvis de ikke umiddelbart indgik i et samarbejde ville landet blive udsat for det samme regime som andre besatte lande – begyndende med indførelsen af antisemitiske love. Departementscheferne svarede, at de ville gå af med det samme. Dr. Best sagde at hvis det var tilfældet ville de umiddelbart blive henrettet. Derfor blev de på deres poster, men nægtede fortsat at samarbejde. Den tyske trussel blev derfor sat i værk.

Gestapo agenter fik fat i fødsels-, døds- og ægteskabsattester for at opspore jøderne i Danmark. 3.000 Gestapo officerer, hjulpet af et stort antal SS mænd, der havde deltaget i likvideringen af de norske jøder, gennemsøgte dag og nat jødiske hjem. 70-80 årige mænd og kvinder blev slæbt bort fra plejehjem og kørt væk i Gestapo biler. Medlemmer af det danske Frikorps (: sjældne danske nazister og tyskere der bor i Danmark) hjalp til med arbejdet. De arresterede jøder fik besked på at tage varmt tøj på og tage mad med til 7 dage. De blev sat på deportationsskibe til Polen og gaskamrene.

Danskere, der ikke havde givet efter for presset, lod sig ikke true. Men hele befolkningen kæmpede imod pogromen. Der blev organiseret en illegal transportrute til Sverige, hvor 3000-3.500 jøder slap væk – eller næsten halvdelen af Danmarks jøder. Den danske modstandsbevægelse, skønt dårligere organiseret end den norske, hollandske og franske havde held til at bryde ind i fængsler og frigive 10 jøder og i at dræbe chaufføren og vagten på en Gestapo bil for at sende fangerne til Sverige.

De tusinder, der undslap, er blevet modtaget gæstfrit i Sverige, der har fundet arbejde til de, der kan, mens de, der ikke kan, er indlogeret på store godser i Sydsverige. Den svenske regering er fast besluttet på ikke at samarbejde med en nation der så skånselsløst og umenneskeligt forfølger sine mål.