54. Brev fra Sven til Erik 1.maj 1945

Rosöga, d. 1-5-1945.

 

Kære Erik.

 

For det første vil jeg takke dig mange gange for den dejlige pakke, din kone har sendt til os. Dernæst for det rare brev og tilslut for den venlighed, du har udvist for mine i den tid, de har været her i Sverige.

  Ja, du gamle, det er jo et vidunder, at vi er her. Vi har jo været ude for lidt af hvervt. Vi kørte jo sammen af sted den 23.11.43, indtil vi kom til en by, der hed Ravensbrück 1) cirka 100 km før Berlin. Her fik vi besked om, at kvinder og børn skulle af og bringes til en lejr der for 2 dage, så skulle transporten gå videre til Theresienstadt. De blev faktisk revet ud af toget efterladende alt bagage plus mad. Efter nogle stationer blev vi kommanderet ud i Sachsenhausen ved Oranienburg 2). Her stod vi et par timer om natten i øsende regn sammen med 30 danske kommunister. March til koncentrationslejren, så vi var ved at segne. 500 meter til og vi var faldet om.

  Her blev vi modtaget af unge SS med dødningehoved i hatten. Han spurgte en af os: "Er du jøde" svar: "Ja". Næste det samme svar: "Ja". Tredje: "Er du jøde" svar: "Nej". Så sagde han: "Det er dit held". Sådan begyndte det. Så gik det slag i slag. Ind at klædes af, klippet skaldet på kroppen også, sprøjtes med petroleum, og så fik vi udleveret tøj. Stribet fangedragt, hue, store hollandske træsko, et nummer: 73087, en jødestjerne og du havde sluttet med det civile liv.

  Jeg var heldig, for at fatte mig i korthed, fik ingen øretæver eller slag, grundet på mine talegaver og held. Sultede vanvittigt. Arbejdede svært med cementsække og lignende, fik så endelig et job som tolk for hollænderne, danskere, nordmændene og flamlænderne. Tog nattevagt 2 timer hver nat, og fik dermed lidt mere mad. Stod hver dag op kl. 3.45. Arbejdet fra 5.30 til 11.00 uden mad; videre fra 2 til 6. Gik i seng 7-8. Herfra gik altså 2 timers vagt foruden når du ikke kunne sove af sult. Jeg tabte mig selvfølgelig kolossalt, men så kom hjælpen.

Nordmanden, 3000 i alt, hjalp os med mad, den værste tid var forbi.

  Den ene uge gik med den anden, og vi kom ikke sammen med konerne. Jeg forsøgte at få sendt noget af baggagen til Corrie, men det blev ikke bevilget, eller rettere jeg fik ikke noget svar. Endelig efter 7 ugers forløb, næh, efter 6 1/2 uges forløb fik jeg efter en fornyet ansøgning tilladelse til at sende tøj til Corrie og børnene, men 8 dage efter fik vi besked om, at vi skulle rejse og da baggagen ikke var afsendt endnu, fik jeg den med. De sagde, vi skulle sendes til Lublin 3),  så udsigterne var jo morsomme. Vi kørte i en lastbil ind til Berlin til en "Sammellager", og dér fik vi at vide,  at vi skulle rejse til Theresienstadt. Vi var glade, og håbede selvfølgelig, at konerne også kom dertil så vi samlet kunne rejse dertil, men konerne kom ikke.

  Efter en uges forløb blev vi udkommanderet til at rydde op i bomberamte bydele.

Efter en halv dags hårdt arbejde blev jeg syg og fik 40 i feber. Jeg lå i et par dage dér uden at de kunne finde ud af, hvad jeg fejlede. Endelig fandt de ud af, at det var skarlagensfeber, og jeg blev med ambulance kørt på det jødiske sygehus. De første 4-5 dage lå jeg meget syg uden at spise noget. Jeg lignede et skelet. Så begyndte jeg at føle mig bedre og forespurgte straks, om konerne og børn var kommet. Svar: "Endnu ikke".

  I mellemtiden blev de andre mænd (3 stk) sendt til Theresienstadt. Vi kom 6 til Sachsenhausen, kun 4 derfra. Den ene sendte de bort derfra på sindsygetranport, og ham har de vist nok hurtigt gjort det af med. Den anden, min fætter SH, beholdt de der. Han var i en blok for sig selv, fuldstændig afsondret fra os.

Jeg lå på sygehuset 10 uger. 10 uger med bombardement nat og dag indtil klimaks kom, da der blev kastet 10 bomber mod sygehuset. Jeg hører dem endnu komme: Den hvislede lyd, der kom nærmere og nærmere. Vi vidste det alle, fuldtræffere var undervejs. En evighed varede det, før de faldt. Tilsidst ønskede jeg, de ville komme, for det var ikke til at holde ud. Endelig kom de, et brag, murerne rystede; støv, skidt og fortyndet fosfor forpestede luften. Vi ville ud, men det blev forbudt, angrebet var stadig i fuld gang. Vi var fem timer i kælderen, indtil vi fik lov at gå op på afdelingerne. Du kan måske tænke dig hvilket syn der mødte os der. Alt lå hulter til bulter, alle ruder væk, døre lå på gulvet, hele dele af bygningen var revet bort. Det eneste som blev skånet, var den kælder hvor vi var i. 30 meter fra det sted vi stod, var de faldet på den ene side og 40 på den anden. Det var et vidunder. Fra det øjeblik følte jeg, at jeg ville komme sammen med Corrie igen, at det var meningen, jeg skulle overleve det.

  Da jeg efter 10 ugers forløb var smittefri og følte mig bedre, selvom jeg langt fra følte mig rask, blev jeg beordret til "Sammellageren" igen. Corrie og børnene havde endnu ikke passeret. Jeg prøvede på alle måder at blive i Berlin for at få Corrie med, men alt forgæves; jeg blev sendt af sted den 19. april til Theresienstadt. Et nyt afsnit skulle begynde for mig. I 5 måneder havde jeg ikke set kone og børn, ingen brev, intet og hvor længe kunne det ikke vare før vi sås igen.

  Efter dette kan du måske tænke dig, hvad der foregik indeni mig, da jeg ved ankomsten til Theresienstadt så Corrie stå dér og kigge på os, da vi marcherede ned til "Entwesung" 3). Først da hun havde svaret på mine spørgsmål om hvor børnene var, med et: "Her", vidste jeg, at det virkelig var hende. Hun var en skygge af selv. Radmager, bleg, nærmest ukendelig.

  Men nu var alt jo godt, vi var sammen, var lige begyndt at få dejlige pakker fra Danmark, så nu gik det alt sammen. Børnene var vokset meget, Olafs krøller væk, begge meget tynde. Nu er Olaf godt i stand, Peter stadig noget for tynd, Corrie normal og jeg nærmest for tyk. Jeg begyndte i Theresienstadt med lidt arbejde, men da sygemeldt. Det viste sig nemlig at mine lunger ikke var helt i orden efter sygdommen. Jeg lå så 3 måneder og fik så et job ved posten, hvor jeg var til slut.

  Corrie, ja hvad var der blevet af hende og hvordan var hun pludselig kommet til Theresienstadt? De kom til kvindekoncentrationslejren "Ravensbruck" og forblev 7 uger i fængsel. Efter et uger blev Olaf syg af difterites, blev fjernet og først efter 3 ugers forløb, den 24. december kom han tilbage, så svag, at han ikke kunne stå på benene og næste ikke tale. Han spiste, jeg tror 7 rundnommer lige efter hinanden hos Corrie og kom efter en uges forløb så meget til hægterne, at han kunne gå igen. De fik ustandselig at vide at de skulle rejse, men hver nat blev det ikke til noget, indtil de efter 7 ugers forløb endelig blev sendt af sted, og nu kommer gådens løsning. De blev sendt direkte til Theresienstadt, derfor ventede jeg forgæves i Berlin de 10 uger.

 I Theresienstadt boede Corrie og børnene på et slags børnehjem og jeg i en kaserne med 50 på vores værelse, indtil vi i juni blev forflyttet til bedre boligforhold, grundet på et forestående internationalt besøg. Det viste sig senere, at der var 2 danskere imellem, og at det var grunden til, at vi kom til at bo så godt; vi fik et lille værelse sammen, men det var så lille at vi kun kunne have 3 senge, så børnene sov sammen, men vi var så lykkelige ved at kunne bo sammen, at
størrelsen af værelset var ganske uvigtig. Det var som en anden bryllupsnat kan du tænke dig. Her boede vi til vi rejste.

  Den 13. april ved 11-tiden så vi pludselig en dansk bil med CD og dansk flag kører op for kommandanturen. De 420 danskere, eller rettere sagt danske transporter, for danske var de jo ikke alle 4), samtalede om dette; det måtte betyde noget. Men hvad?

 

Om eftermiddagen kl. 2.30 hørte jeg at kommandanten (SS) havde forlangt en liste over alle danskere og kl. 3.30 sprang bomben.Vi skulle afsted. Afsted. Nogen mente Sverige, andre Danmark endnu andre Schweiz. Den næste dag fik vi detajler at vide. Vi skulle med store busser gennem Danmark til Sverige. Den 15. april kom de, de skønne hvide 31 svenske Røde Kors biler. Det var et syn, vil jeg sige dig. Da vi tog af sted, var hele gettoen samlet, 17.000,  og vinkede os farvel.

  Så gik det dag og nat gennem Tyskland. To gange blev der kastet lysbomber lige foran os, men de rigtige bomber fulgte heldigvis ikke efter. Efter 2 dage og nætter var vi i Padborg. Også kørte vi til Odense. I Haderslev og flere af grænsebyerne blev vi modtaget med flag og blomster, chokolade, cigaretter osv. Fantastisk vil jeg sige dig. I Odense fik vi logi og dejlig mad: Suppe, hakkebøf og wienerbrød med ligeså meget mælk, vi kunne drikke og den næste morgen dejligt smørrebrød med. Vi nåede omsider til Frihavnen hvor vi atter blev lettere bespist, og så færgen, Malmö og hertil. Vi håber nu blot snart at komme ud, man længes jo vanvittigt efter familien.

  Jeg har nu givet dig en skildring i kort om vores ophold. Når vi træffes personligt, skal jeg fortælle dig i detaljer, der er nok af dem. En lille bøn har jeg til dig; Hvis du eventuelt skulle se far og mor, så vis dem ikke dette brev, da vi jo helst personligt vil fortælle dem om vore oplevelser. Du finder det måske en selvfølge og du forstår måske også, at det kun er ment som en lille påmindelse, eller hvad det nu hedder.

  Jeg vil nu slutte Erik, rollerne er vendt om. I sin tid var jeg soldat og du civil, nu er det omvendt, kun var der dengang fred og ingen farer, nu er krigen der, om end snart forbi. Hold dig munter, giv dem lakrids de hunde. På gensyn i Danmark.

 

Mange venlige hilsner din hengivne
Sven.

P.S. Tillykke med de børn du har. UG, du gamle!

_____________________________________________________________________________

1) Ravensbrück var en koncentrationslejr specielt for kvinder ved byen Fürstenberg nord for Berlin
2) Sachsenhausen var en koncentrationslejr lige udenfor byen Oranienburg lige nord for Berlin
3) "Entwesung" - desinfektion
4) "Danskere var de jo ikke alle" - også de jøder, der var kommet til Danmark som flygtninge og i oktober 1943 blev fanget og sendt til Theresienstadt, forblev dér og blev ikke sendt til udryddelseslejrene.