Flugten til Sverige

Flugten

Indtil efteråret 1943 havde jøderne afholdt sig fra at søge ud af landet. Så længe den danske regering havde en hånd med på roret, håbede man det bedste og kun i undtagelsestilfælde var der folk, der vovede sig illegalt ud af Danmark. Man havde informationer om jødeforfølgelser ude i Europa og i det jødiske samfund ønskede man af gode grunde at holde en lav profil. Dertil kom, at de illegale transportforbindelser til Sverige endnu ikke var udviklet, og at man ikke var sikre på, hvordan man ville blive modtaget i Sverige. Efter den danske regerings fald den 29. august 1943 og advarslen, den 28. september 1943, om en kommende tysk razzia, og Sveriges tilbud om at modtage alle danske jøder, var de fleste dog ikke længere i tvivl. Man satte alt på et bræt og begav sig - med frygt for liv og lemmer - ud i uvisheden.

De mere end 7.000 menneskers reaktioner, flugtforberedelser og færden kan ikke kortlægges præcist. Men efter advarslen den 28. september, der bredte sig som en lynild flygtede mange direkte ud i de sjællandske havne for at skaffe sig overfart til Sverige. Andre gemte sig hos venner og bekendte, for der at arrangere overfart til Sverige. Atter andre, oftest de ubemidlede, søgte skjul i parker og skove, indtil de blev fundet af hjælpegrupperne. Variationerne er utallige.

Det lykkedes mange på egen hånd at finde vej over til friheden i Sverige. I begyndelsen arrangerede de fleste selv deres transport over Sundet. Ofte måtte der spørges flere steder, førend f.eks. en beredvillig fisker indvilligede. En uges tid efter razziaen mellem 1. og 2. oktober havde hjælpeorganisationerne, der efterhånden etablerede sig forenklet flugten. Man blev instrueret i, hvor man skulle tage hen, og hvem man skulle henvende sig til. Flugten var dermed gledet ind i en mere organiseret fase, der sparede mange for mislykkede forsøg og altså dermed mindskede risikoen for tyske arrestationer. Sideløbende med, at hjælpegrupperne efterhånden etablerede sig, lykkedes det fortsat en del selv at arrangere deres flugt. Forudsætningen var som oftest, at man selv havde midlerne til at finansiere overfarten.

Masseflugten begyndte mellem 28. og 29. september. At det skete på dette tidspunkt – og ikke først efter razziaen mellem 1. og 2. oktober – må i hovedsagen tilskrives Duckwitz’ advarsel, den 28. september 1943. Den 2. oktober om aftenen, hvor det fra Sverige officielt blev meddelt, at man ville tage imod flygtningene fra Danmark, var det første godt halve tusind allerede ankommet til Skåne. Antallet af flygtninge voksede støt i den første uge efter razziaen, og flugten kulminerede den 8. - 9. oktober, hvor der i løbet af 48 timer blev bragt op imod 2.500 flygtninge over Sundet. I løbet af masseflugtens anden uge nåede endnu op imod 2.000 over. Omkring midten af oktober var 9 ud af 10 på svensk grund, og efter 2 uger havde masseflugten hermed nået sin afslutning. De sidste kom i hovedsagen over i løbet af de sidste to uger af oktober, mens en række eftersendelser af små børn og ægtefæller strakte sig helt ind i vinteren 1943/44.

Der findes en lang række eksempler på, hvorledes det lykkedes at nå over Sundet. Nogle enkelte svømmede over, mens en del kom over som blinde passagerer på færger og fragtskibe. Men hovedparten sejlede over på mere regulær vis. Der var tale om kajakker, kanoer, robåde, sejljoller, fiskefartøjer, stenfiskerskibe, sandsugere, lodsbåde, fyrvæsensfartøjer, politibåde, toldbåde, ja sågar havnerundfartsbåde fra Christianshavn.

Langt hovedparten af flygtningene blev sejlet til Sverige af andre danske medborgere. En håndfuld endog meget store transporter bragte knap 1/5 af samtlige flygtninge i sikker svensk havn. Frem for alt var det dog mere end et halvt tusind hovedsagelig natlige transporter med især fiskekuttere - som udgik fra alle steder på den østsjællandske kyststrækning - der bragte mere end 3 ud af 4 flygtninge det sidste stykke over Sundet. Langt hovedparten af flygtningene var bosiddende i hovedstadsområdet og København var den vigtigste afskibnings havn. Der blev sejlet fra mere end 15 forskellige pladser og op mod 3000 kom over herfra. De øvrige blev afsejlet fra mere end et halvt hundrede andre steder på hele strækningen fra Holbæk i nord til Gedser i syd.

At det lykkedes op mod 7.000 flygtninge at bringe sig i sikkerhed i Sverige inden for få uger, hang blandt andet sammen med den omfattende hjælpeindsats, der blev ydet fra dansk side. Megen hjælp var improviseret og spontan, men i løbet af den første uge efter aktionen opstod en række hjælpegrupper, som forsøgte at bringe flugten til Sverige ind i mere organiserede baner. Tods et tæt samarbejde grupperne imellem var der imidlertid ingen samlet flygtningeorganisation. Derimod var der mange initiativer, som ofte krydsede hinanden og kunne skabe forvirring og misforståelser.

  Hjælpegrupperne organiserede forplejning, mens man ventede på overfartslejlighed; tog kontakt til bl.a. fiskere og sørgede for, at overfarterne kom vel af sted fra havne og kystområder, hvor det danske kystpoliti aktivt eller "passivt" gav en hånd med. Endvidere indsamledes der penge blandt flygtningene til at betale fiskerne, og var der ikke penge nok, rejstes der betydelige beløb fra andre kilder. Mange forskellige hjælpere var involveret. Der var organisationerne i København, de medfølgende flugthjælpere, folkene i lokalområderne, der bragte flygtningene til afskibningsstederne, og endelig fiskerne og andre, der lå i mere eller mindre fast rutefart til Sverige.

  Hjælpen til jøderne blev ikke kun ydet af de mange på den danske side af Sundet. Vigtigt var det, at man fra svensk side åbnede fuldt op for modtagelsen af jøderne fra Danmark. Ellers havde flugten selvsagt fået et andet forløb. Fra svensk side havde man i Berlin forsøgt at gribe ind over for den forestående tyske aktion. Da dette mislykkedes, meddelte man den 2.oktober om aftenen over svensk radio, at man ville tage imod alle jøder fra Danmark. Dette blev fulgt op af praktiske tiltag. Fra den 3.oktober placerede den svenske marine om natten patruljebåde uden for alle svenske havne fra Höganäs i nord til Trelleborg i syd. For at lede de mange flygtningetransporter i sikker havn, førte alle svenske patruljebåde undtagelsesvis fuld lanterneføring. Den 5.oktober blev patruljesejladsen udvidet til at omfatte hele det svenske territorialfarvand. Hjælpen til flygtningene blev hermed yderligere intensiveret. Skulle eksempelvis forfølgende tyske patruljebåde blive truffet i svensk farvand, havde marineledelsen udstedt ordrer om, at der med alle midler skulle gribes ind.
  Marinenes indsats blev sekunderet af andre svenske fartøjer. For at sikre flygtningene den bedst mulige assistance til søs, udleverede marinen brændsels- og smøreolie til godt 30 svenske fiskekuttere og enkelte lodsfartøjer. Disse bidrog på frivillig basis til den svenske del af redningsaktionen.
  For de mange både med flygtninge ombord betød de svenske tiltag en øget sikkerhed. En meget stor andel af flygtningene blev fra de danske fartøjer til søs overleveret til svenske patruljebåde midtstrøms. I andre tilfælde reddedes flygtninge fra små, overbelastede robåde. Desuden vidste de danske fiskere efter 2.oktober, at man kunne sejle ind i svensk havn uden at få problemer med de svenske myndigheder.