Det var ikke de positive tanker, som dominerede faggruppen, da der sidst på foråret 2000 lå besked til historielærerne om, at faget skulle evalueres og at vores institution var udtaget som en af de 15 selvevalueringsskoler.

Den negative reaktion bundede først og fremmest i, at opgaven føltes overflødig. At bruge mange timer på spørgeskemaer og opstilling af en status quo oplevedes uendelig lidt kreativt og fremtidsskuende, og der var mange gode forslag til, hvordan tiden kunne anvendes mere hensigtsmæssigt for institutionen og eleverne. Den kontante udmelding var også, at gruppen ikke agtede at deltage i undersøgelsen, medmindre den anvendte tid blev honoreret.

Det stod imidlertid også klart, at udtagelsen til selvevaluering var en invitation, man ikke kunne sige nej til. Og heldigvis var der fra ledelsesside fuld forståelse for, at det ekstra arbejde skulle honoreres, således at der helt uden sværdslag kunne aftales en rimelig betaling for arbejdet.

Evalueringsinstituttets udmelding til selvevalueringsskolerne om fremgangsmåden var ganske klar, og det var da også den fremgangsmåde, som blev fulgt.

Ledelsen udgjorde én gruppe, rektor fandt frem til en elevgruppe, som bestod af en sproglig og en matematisk elev fra hvert klassetrin og lærergruppen bestod af alle historielærerne, hvilket i vores tilfælde drejede sig om det overkommelige antal på fem personer. At gruppen er lille og er præget af et tæt dagligt samarbejde med stor konsensus om fagets praktisering har ganske givet været en væsentlig faktor for en smertefri gennemførelse af evalueringsprocessen.

Når man nu i dag omkring et år efter evalueringen genlæser spørgsmålene fra evalueringsinstituttet, gribes man på ny af den træthed, som var den umiddelbare reaktion på det overvældende store antal spørgsmål i skemaet. En del af spørgsmålene er meget konkrete og nemme at give et éntydigt svar på. En lang række spørgsmål er mere diffuse og kan besvares med hvad som helst mellem to linier og ti sider. Og en del af svarene ville man kunne få ved at se på pensumindberetningerne i faget.

Hver evalueringsgruppe udarbejdede sit eget svar uden nogen påvirkning fra de andre grupper. I lærergruppen fordelte vi evalueringens afsnit imellem os, således at hver udarbejdede et udkast til en besvarelse af det pågældende afsnit. Udkastene blev fremlagt, gennemdiskuteret og redigeret på en række faggruppemøder, og én kollega påtog sig på den baggrund den endelige redigering. Det foregik som nævnt tidligere uden problemer, idet gruppen har tradition for et nært samarbejde og fundamentalt er af den opfattelse, at faget er velfungerende og har en bekendtgørelse, som giver gode rammer for formidlingen af faget.

Næste led efter indsendelsen af rapporten var besøg af evalueringsgruppen i februar 2001. Denne dag må karakteriseres som en frugtbar del af processen. Det var en meget velforberedt evalueringsgruppe, som havde nærlæst rapporten og spurgte til en lang række forhold, som har betydning for fagets praksis. Vi har på vores skole afholdt et antal forsøg, som specielt har drejet sig om at styrke elevernes historiske bevidsthed, og der blev spurgt med stor interesse til disse forsøg. Den skriftlige dimension i faget var ligeledes til debat og endelig placeringen af historieopgaven i 2.g, hvor det fra evalueringsgruppens side blev udtrykt, at den burde placeres i slutningen af skoleåret. Et synspunkt, som lærergruppen var stærkt imod.

Nu foreligger så rapporten i sin endelige form med en række konstateringer om status quo og en række anbefalinger. Inden den endelige offentliggørelse var der en foreløbig rapport til høring på et møde, hvortil alle selvevalueringsskolerne var inviteret. Mødet var præget af en saglig og nøgtern debat, og det var meget glædeligt at opleve, at lærergruppens og elevgruppens protester mod at flytte historieopgaven til slutningen af 2 g blev hørt, således at denne anbefaling blev taget ud af den endelige rapport.

Hvad fik vi så med rapporten? Et dokument, som på forskellig vis plæderer for en styrkelse af faget, hvilket ikke er så dårligt set i lyset af en kommende gymnasiereform. En henstilling til skoleejerne om at sørge for ensartede økonomiske vilkår overalt i landet. Påpegning af, at det centrale pædagogiske tilsyn ikke må nedskæres. Alt sammen udmærket. Men fik vi ny viden? Fik vi nye erkendelser? Her kniber det mere. Vi har fået en række konstateringer af en praksis, som fagets udøvere kender temmelig godt i forvejen. Vi har fået en række anbefalinger, hvoraf en række er temmelig banale og i lige så høj kunne rettes til samtlige gymnasiets fag: som f.eks. at man skal arbejde med at udvikle nye undervisningsformer. I al beskedenhed kunne man godt spørge, om de mange mange mandtimer, der er brugt rundt på institutionerne og i evalueringsinstituttet, har været den rigtige anvendelse af samfundets ressourcer? Essensen af de udsagn, rapporten giver os, kunne være skaffet til veje på enklere og billigere vis. Og det har været nedslående at se den måde, hvorpå rapporten er blevet refereret i medierne. Misvisende og sjældent med vægt på det essentielle i rapporten er det indtryk, som står tilbage hos fagets udøvere.