Elevberetning fra Virgin Islands sommeren 2008

Min caribiske drøm

Det var en kold vinter eftermiddag, da telefonen ringede; jeg løb ud af klasselokalet for, til min store fornøjelse, at finde ud af at jeg havde vundet turen til Dansk Vestindien! Jeg var ovenud lykkelig over at få denne besked. Tiden efter det, gik med at snakke med Helle, Brandon og Miguelina. Jo flere dage der gik, jo mere spændt blev jeg. Men det var ikke sådan lige til, havde en studentereksamen der skulle overstås først.

Nu nærmede tiden sig, jeg blev student og tog til de obligatoriske studenterfester. Kun en uge efter, jeg var udklækket som student, skulle jeg af sted. Jeg hentede Helle på Næstved station kl. 14.03   d. 2.juli 2008, og derefter gik turen mod Københavns lufthavn. På vej derind gik snakken lystigt på bagsædet og både mig og Helle var meget spændte på den foreliggende rejse.
Helle og jeg tjekkede ind i Københavns lufthavn kl. 18.55 og derefter går turen mod London hvor vi skulle overnatte. For mit vedkommende gik min første flyvetur rigtig godt, med god hjælp fra vores fremragende steward Mark. Vi ankom til London kl. 22.00 (London time).
Næste morgen stod den på: Engelsk morgenmad og en LANG flyvetur til St. Thomas. Vi blev modtaget af Brandon, Miguelina, Mrs. Connor, og Judith Grybowski. Det var meget overvældende, lige pludselig stod vi der, på en ø og kendte ikke en sjæl. Det gik dog rigtig godt, og vi blev hurtigt indlogeret hos Brandon. Samme aften havde vi vores første møde med caribisk mad. En ting som jeg var virkelig glad for. Men allerede her sås den første forskel, vi spiste jo ingenting! Som de udtrykte sig. Selvom jeg nok synes at jeg spiste godt den aften, blev vi stemplet som svage spisere
Vi hyggede og snakkede den første aften. Vi grinte og dansede rundt i familien Connors hus. Det var en fantastisk velkomst vi fik.
Næste dag, d. 4.juli, gik turen til St. John hvor vi skulle overvære det årlige karneval. Vejen til St. John var et mareridt. Vi skulle nemlig derhen med en såkaldt færge, men det var ikke en færge som i Danmark. Denne ”færge” sejlede så stærkt at man skulle tro at formålet med turen ikke var at komme fra A til B, men derimod at udvikle søsyge hos alle passagererne. Og oven i det havde jeg haft en ubehagelig oplevelse med en hel anden lokal velkomstkomite – nemlig myggene. Jeg havde fået omkring en milliard myggestik over det hele plus at jeg havde udviklet en allergisk reaktion på myg. Men heldigvis kunne det dårligt blive værre, og der var da også en hvis underholdningsværdi i at jeg havde været så uheldig. De andre synes i hvert fald at more sig over det. Karnevalet var meget overvældende, alle de farver, alle de glade og feststemte mennesker – det var en oplevelse for livet. Brandon var med i optoget, så Miguelina tog sig af os. Det var en rigtig sjov dag. Da vi kom hjem til St. Thomas havde Mrs. Connor lavet et traditionelt caribisk måltid. Mrs. Connor er en formidabel kok, og havde en ”food-van” der stod ven Lindberg Beach, så hvis I nogensinde kommer forbi, må i prøve hendes ”pate”, som vi havde glæde af hver morgen.
Jeg havde en fantastisk tid på St. Thomas, og vil aldrig glemme de mange indtryk jeg fik dernede. Jeg drømmer mig tit tilbage til øerne, når vi kørte rundt i Brandons bil, og skrålede med på de lokale sange.
Jeg er personligt meget interesseret i historie, og nød derfor at vi skulle rundt til forskellige steder som alle sammen havde noget med historie at gøre. Det var en fornøjelse at opleve et stykke af Danmark som lå så langt væk. Mange danskere kender ikke noget til Dansk Vestindien, og det er en skam. Jeg oplevede mange gange at blive konfronteret med danskernes manglende viden om vores fortid. Det var noget der fik mig til at tænke over tingene, og jeg blev meget pinlig på mit lands vegne. Og ikke nok med det, så var der stadig folk som var ”sure” over danskernes behandling af de indfødte på øerne, og det med rette. Alle disse ting blev vi tit konfronteret med. I starten var det lidt underligt at blive gjort ansvarlig for mit lands gerninger, længe før min levetid. Men med tiden lærte vi at det ikke var noget personligt mod os, men mod os som nation. Vi burde i Danmark, i højere grad, tage ansvar for de ting vi har gjort i fortiden.
Da jeg opholdt mig på St. Thomas oplevede jeg en masse historiske ting, bl.a. var vi på besøg på UVI (University of the Virgin Islands) hvor vi mødtes med to historie professorer. Og den ene af de professorer var den tidligere guvernør Turnbull. Det var en meget stor oplevelse. Vi besøgte et nyrenoveret bibliotek, hvor vi fik mulighed for at undersøge lige nøjagtig det emne der passede os. Og som den store mad-freak jeg er, kikkede jeg på madopskrifter fra USVI, og fandt en masse danske retter som havde fået et caribisk pift.
Jeg oplevede en masse nye ting på USVI og gjorde ting som jeg aldrig havde troet jeg skulle gøre. Deriblandt kan nævnes vores tv optræden hos Addie Ottley, det var en oplevelse som jeg sent vil glemme. Os to danske piger slog det an på den danske facon, og var høflige og talte ikke for højt om vores følelser. Hvorimod Brandon og Miguelina slog om sig med store følelsesmæssige redegørelser og takkede Gud og hver mand for denne mulighed. Både mig og Helle sad tilbage med åben mund og var ikke vant til en så følelsesladet offentlig situation. Det var en af de forskelle vi også hæftede os ved.
D. 13. juli blev det så dagen hvor vi skulle ”flytte” over til den anden ø. Vi blev sendt af sted med et lille fly, og landede på st.Croix efter en kort flyvetur. Vi var ærlig talt en smule kede af at skulle væk fra St. Thomas, nu da vi havde lært at kende denne ø så godt. Men vi blev godt modtaget af mrs. Sinfield og hendes to døtre.
Vi blev indlogeret hos familien Sinfield, som boede i et kæmpe stort hus ned til Salt River. Vi fik et værelse som lå ud til deres swimming pool. 
Man mærkede, med det samme, forskel på St.Thomas og St.Croix. Vi så for første gang grønne marker, og et nogenlunde fladt landskab efter vi var ankommet til USVI. Der var meget mere landligt på st. Croix. Vi havde, på st.Croix, æren af at møde legenden Nina York. Vi havde inden afrejsen hørt meget om hende, men det var først da man mødte hende i virkeligheden at man vidste at alle de gode ting der var sagt, var sande. Vi fik derfor også muligheden for igen at snakke dansk. Det hele var gået over i engelsk, selv Helle og jeg talte engelsk sammen. Vi tilbragte nogle fantastiske dage sammen med Nina York og hendes mand. Hun var meget interesseret i at høre om hvordan Danmark var nu om stunder. Da jeg fik en samfundsorienteret studentereksamen, kunne jeg med glæde redegøre for bl.a. den politiske situation herhjemme.
Vi mødte en masse glade og fantastiske mennesker på St.Croix men en person vil jeg fremhæve; nemlig Miss Oyoko Loving. Hun kom og hentede os for at tage os med på stranden og derefter frokost. Og som så mange gange før, havde vi ikke nogen ide om hvem personen var som skulle komme og hente os. Men vi blev så positivt overraskede over hende. Hun er et af de mest livsbekræftende mennesker som jeg nogensinde har mødt. Det var en glæde at møde hende.
Men det hele var ikke bare afslapning, ture til stranden og frokost. Noget af det krævede også en god kondi og en MASSE mod. I denne kategori kan nævnes vores sejltur til Buck island som også indeholdt en snorkle tur ved revet. Det var meget grænseoverskridende at skulle dykke. Men jeg ville ikke have været foruden den oplevelse. Til de mere grænseoverskridende oplevelser hører også vores tur i kajak hvor Helle og jeg skulle sejle vores egen lidt ekstraordinære kajak. Ud over bølgerne gik det, og vi så skildpadder. Men alle mine grænser blev flyttet da vi skulle på Tan Tan tour, som bestemt ikke er for sarte sjæle. Det er kort og godt en tur ud i regnskoven i en åben jeep, uden sikkerhedssele. Og nej, der er ikke asfalteret vej i regnskoven. Det var noget af en ekstrem oplevelse.
Efterhånden kom dagen hvor vi skulle drage til Danmark. Vi havde under vores ophold lavet en aftale med foreningen om at vi fik lov til at blive sammen alle fire. Vi var blevet rigtig gode venner og ville derfor gerne bruge noget mere tid sammen. Planen var at vi skulle bo hos mig i Næstved, og opleve en masse ting sammen i min fødeby. Beskeden om at vi ankom fire personer fra USVI var nået frem til mine forældre, og de havde stablet noget af et arrangement på benene. Der stod hygge på programmet og til hvert måltid diskede mine forældre op med lækker dansk mad. Ungdomsambassadørene var meget imponeret, ikke mindst Brandon, som lærte sine første danske ord der; Rejeost og agurkesalat.
Mens vi boede i Næstved besøgte vi Grøn koncert som gæstede byen i perioden hvor de var her. Der lærte Brandon og Miguelina at det også kan være varmt i Danmark. Vi var i det hele taget heldige med vejret, så de fik slet ikke brug for alle de sweatre som de havde pakket.

Dagene gik med ture rundt på sjælland, og det blev tid til at sende Miguelina videre til den næste værtsfamilie; Walther og Kirsten. Og snart kom dagen hvor vi skulle sige endeligt farvel til Miguelina og Brandon. Det var meget sørgmodigt at sige farvel til dem. For selvom jeg ikke har kendt dem så lang tid, har jeg knyttet venskaber for livet. Jeg vil aldrig glemme den sommer jeg brugte i selskab med de 3 andre unge.

Jeg vil slutte artiklen med en sætning som ”min anden mor” Mrs. Connor sagde til mig da vi tog af sted: ”Now you have a home awy from home”. Og det må man sige at jeg har, Mrs. Connor har åbnet sit hjem for mig og min kæreste og har tilbudt at vi kan bo hos hende når vi til foråret drager til USVI.

Med alle disse ord, har jeg forsøgt at beskrive det vidunderlige ophold jeg havde på de dansk vestindiske øer. Tak for muligheden for at komme til USVI, jeg er meget taknemmelig.

Lotte Kristine Dysted – ungdomsambassadør 2008