Udpluk fra en ungdomsambassadørs rejse til USVI

 

At jeg ville blive en af vinderne af en fantastisk rejse til de tidligere dansk-vestindiske øer, havde jeg aldrig drømt om. Faktisk tilmeldte jeg mig kun konkurrencen, som blev afholdt af Dansk Vestindisk Selskab fordi, ja, ’hvor intet vover, intet vinder’. Finn Bagger fik også min overraskelse at høre, da han sidst i januar 2008 gav mig den gode nyhed. Jeg var meget chokeret og meget glad.

Vi var to vindere, den anden hed Lotte. Inden konkurrencen blev udskrevet, kendte vi ikke hinanden, men vi blev hurtigt gode venner. På øerne skulle vi have samme værtsfamilier og samme program og altså opleve livet på de tre US Virgin Islands sammen. Det var meget betrykkende både at se frem til, men også i selve situationen.

Rejsen gav mig mange oplevelser, som jeg aldrig vil glemme. Den første, der i bogstaveligste forstand slog mig, var varmen. Inden afrejsen havde jeg til Finn Bagger udtrykt min bekymring over varmen. Han havde dog beroliget mig ved at fortælle om den dejlige brise, som altid blæser over øerne. Men idet Lotte og jeg landede på St. Thomas for første gang (hvilket var den 3. juli 2008 ved 21-tiden), mærkede jeg en trykkende hede, og jeg skyndte mig ud af flyet i den tro, at det var inde i flyet, at det er så varmt. Men nej, det var udenfor, varmen kom fra, og det selvom solen for længst var gået ned, og det var bælgmørkt. Vores velkomstkomite havde dog forudset scenariet og stod klar med vandflasker til os. Heldigvis gik der nærmest kun et døgn, før jeg havde vænnet mig til de høje temperaturer.

Dagen efter, jeg landede, var den 4. juli, som faldt sammen med karnevalet på St. John, så det skulle vi naturligvis opleve. Desuden skulle Brandon, den unge ambassadør fra St. Thomas, også deltage i paraden. Jeg var meget spændt på hele oplevelsen og tog noget nær 50 billeder af de feststemte og udklædte paradedeltagere. Aldrig har jeg oplevet noget lignende. Der kørte store lastbiler rundt, hvor der fra ladene spillede reggaebands af enhver slags. Nogle gav farvestrålende perlekæder eller kolde øl til publikummet. Alle i paraden bar overdådige, farverige og fantasifulde kostumer, og alle dansede og svedte både karnevaldeltagere, men også os, der bare så på. Det ville aldrig have været det samme, hvis man forsøgte at lave noget lignende i Danmark. Alle var glade. Men sådan er det på øerne, det virker i hvert tilfælde sådan.

Man er mere løssluppen på øerne, end vi er i det kolde Nord, det fandt jeg hurtigt ud af. Selvom man dernede i nogle situationer er meget mere formel, end vi er i Danmark, så er det alligevel på en anden måde end den måde, vi er formelle på. Man viser gerne sine følelser i Caribien. I Caribien er man et menneske, og man prøver ikke at skjule det. Består ens menu f.eks. af en ret, som teknisk set ikke behøver andet end fingrene for at blive spist, så undlader man bare bestikket eller i hvert tilfælde kniven. Er man på diskotek, som jeg også prøvede, og giver man den gas på dansegulvet, så begynder temperaturen naturligvis at stige, men i stedet for at stoppe dansen, som man ville gøre i Danmark, så smider man da bare noget af tøjet. Det tog lidt tid, før jeg havde vænnet mig til den måde at agere på. Men hvor var det befriende, da jeg fik det lært.

Mens Lotte og jeg var på St. Thomas, boede vi hos Brandon og hans forældre. Miguelina, som var ungdomsambassadøren fra St. Croix, boede sammen med os den første uges tid. Vi fire blev hurtigt gode venner, og vi nød at cruise rundt på øens snoede og stejle veje i Brandons bil. Når vi kørte, kom musikken altid fra en af øens reggae-radiokanaler, volumen var altid i top, vinduerne rullet helt ned, og sikkerhedsselerne brugte jeg kun, indtil det gik op for mig, at det ikke var kutymen. Og de kører da også godt på øerne, selvom bilernes standart er meget lav, og selvom der er mange bilister. Og St. Thomians ynder at sige: ’Hvis du kan køre på St. Thomas, kan du køre overalt’, det har de sikkert ret i.

Virgin Islanders er meget stolte af deres smukke strande, og ofte indskød de, at flere af deres strande er blandt verdens smukkeste. Ifølge hvilken liste præcist, nævnte de aldrig, men fred være med det, for strandene levede bestemt op til mine forventninger. Min favoritstrand oplevede jeg efter en uge på St. Thomas. Ifølge vores planlagde program skulle vi på vandretur på St. John. Vi nøjedes nu med bare at vandre små 3 kilometer, hvorefter varmen gjorde os tørstige nok til at gøre stop i baren på et hotel ved Caneel Bay, selvom klokken kun lige nærmede sig middag. Derefter tog vi en slags åben taxa videre til Cinnamon bay, som absolut er et must for mig at gense engang. Hvad der præcist fangede mig ved stranden er svært at forklare, men den var fantastisk. Menneskemængden var okay, vandet var så klart, at man kunne se sine fødder, selvom man stod i vand til brystet og udsynet til nogle enkelte øer satte prikken over i’et. Vi forlod stranden igen efter 5 timer, godt solbrændte, men en dejlig oplevelse rigere.

Den 13. juli var det tid for Lotte og jeg at tage til St. Croix. Jeg var naturligvis spændt på, hvad vi skulle opleve der, men jeg var samtidig meget ked af at forlade St. Thomas, hvor jeg virkelig havde nydt at være. De 10 dage på St. Croix blev også meget anderledes, end det vi havde vænnet os til på St. Thomas. Den største forskel var værtsfamilien. På St. Thomas havde vi boet hos Brandons familie, de var meget lokale og havde engageret sig meget i Lottes og mit program. På St. Croix boede vi hos en familie, der havde immigreret til St. Croix for to år siden. Deres hus var drøn-lækkert, og de var meget venlige, men de deltog ikke så meget i vores program. De gav os ’bare’ husly, men hvilket husly. Fra vores værelse havde vi for det først kun 3 skridt ud i en kæmpe pool, hvor vi tilbragte meget tid, og for det andet havde vi en storslået udsigt ud over Salt River Bay, hvor Columbus i 1493 lagde til og blev ’hilst velkommen’ af de lokale indianere. Det var en historie, vi fik at høre utallige gange.

En af de rigtig gode dage jeg havde på St. Croix startede lidt mærkeligt. Det var meningen at Winne Westermann skulle hente os kl. 12:30, så da hun allerede bankede på døren kl. 12, var vi meget overrasket. Vi havde vænnet os så meget til Island Time, at vi langt fra var klar. Det ville have givet meget mere mening for os, hvis hun kom en halv time for sent. Desuden ville hun slet ikke kaldes Winne Westermann, men i stedet Oyoko Loving. Men hun var en herlig dame, en af de mest festlige, jeg mødte dernede. Hende og hendes søn, Jonathan, tog os med ud til Point Udall. Derude havde jeg den fantastiske følelse af at stå på verdens ende. Derefter sneg vi os ind på et kasino, hvor vi spillede løs i en halv times tid, dog uden at vinde det helt store, men jeg levede højt på oplevelsen i lang tid.

Nogle af de andre gode oplevelser på St. Croix var turen til Buck Island, hvor jeg prøvede at snorkle i koralrevet, der omkranser øen, og hvor var det vidunderligt. Da jeg stod på båden med hele det lånte udstyr på, så vandet ikke ud som om, der var noget spændende at se i det. Men så snart jeg stak hovedet under, opdagede jeg, at der var en hel anden verden dernede. Guiden gav lidt gode råd inden vi gik i vandet, bl.a. at vi skulle lade være med at smile, da det ville lukke vand ind i vores masker. Og jeg endte naturligvis med at drikke flere liter havvand, for oplevelsen gjorde, at jeg smilte hele turen igennem.

En anden meget spændende oplevelse var Lawaetz Museumet. Det var tidligere bopæl for Lawaetz familien, og husets stod fuldstændig, som da det var i brug. Især møbleringen var overvældende. Den bestod af lokale ting såvel som danske, og det var muligt at genkende f.eks. amagerhylden og den broderede klokkestreng, som jeg er sikker på, mine bedsteforældre ejer en magen til.

Naturligvis var der enkelte minusser ved rejsen – f.eks. den meget lange flyvetur, men de blev 100% overskygget af alle plusserne. Jeg er så glad for, at jeg vandt rejsen, og jeg vil altid være Dansk Vestindisk Selskab dybt taknemmelig for at have givet mig denne mulighed. Alle de venner, alle de søde Islanders, der rev hele eller halve dage ud af kalenderen bare for at vise mig rundt eller invitere mig på et måltid, alle de særlige oplevelser ville jeg aldrig have fået på en almindelig hotelferie. Måske havde jeg end aldrig besøgt øerne, havde det ikke været for det her program – det ved jeg nu, at jeg slet, slet ikke kan lade være med. Jeg kommer tilbage.