Hanne Guldberg Mikkelsen (HGM) har i en kronik i Politiken d. 17. april stillet spørgsmålstegn ved relevansen af den historieundervisning, der gives i det almene gymnasium og på HF. I virkeligheden rækker kronikken langt ud over undervisningen på disse niveauer i ungdomsuddannelserne: den beskæftiger sig med hele den samfundsudvikling, der finder sted i disse år og med enkeltindividers og hele samfundets brug af fortiden. Det er en overordentlig vigtig og påtrængende diskussion, og HGM skal bestemt ikke have utak for sit initiativ. HGM har en række gode og rigtige pointer, men der er også nogle steder, hvor filmen uhjælpelig knækker. I kronikken giver hun sit bud på en diagnose og medfølgende kur for historieundervisningen i det almene gymnasium og på HF.

I meget forkortet form er hendes argumenter, at lærerne i gymnasiet i dag klynger sig til en objektivistisk historieundervisning. Eleverne skal have banket en række mere eller mindre uvedkommende fakta ind i hovedet, og disse fakta foregives at være hævet over diskussion. En sådan undervisning er helt uvedkommende for nutidens unge mennesker, for de henter deres identitet helt andre steder: "på tv, i cyperspace, i blade" osv. Og lærernes historieopfattelse er i strid med det mest visionære, som HGM kan byde på: postmodernismen, i følge hvilken "Historien er død. Men den er det på den måde, at den aldrig for alvor har været en realitet - kun en konstruktion i menneskets bevidsthed." Denne sandhed ønsker lærerne - "de sentimentale strudse" - ikke at se i øjnene. De følger i stedet - kritikløst - en bekendtgørelse, som i sig selv har et objektivistisk syn på historie. Den opstiller en række irrelevante kronologiske og geografiske krav, som forhindrer en vedkommende historieundervisning. Resultatet er, at historiefaget er i "en fuldblomstrende krise".

Kuren består i følge HGM i, at lærerne fortæller eleverne "nogle helvedes gode historier" og "fortæller ud fra deres glæde ved oplevelse af fortiden". Tilsyneladende er det ikke så vigtigt, hvad de fortæller, bare de er glade for dét, de fortæller

Lad os se på diagnosen først:

Det er utvivlsomt rigtigt, at man ikke i dag kan tale om én Historie, forstået på den måde, at alle historikere - og historielærere - er enige om en bestemt historieopfattelse. Ingen tror for alvor på objektivismen som grundlag for historien. Ja, ingen tror vel på historien med stort H. Den position er forladt for længst. Der eksisterer ikke én sandhed om historie, der kan være mange forskellige fortolkninger, mange sandheder, om man vil. Det betyder dog ikke, at alle udtalelser om historie er lige gyldige.

Der er vistnok også kun meget få mennesker, der - som HGM - vil skrive under på den postmodernistiske opfattelse, at historien aldrig for alvor har været en realitet, og at den kun er konstruktion og fiktion. Det tror ikke engang en ledende postmodernist som Hayden White.

Det er derfor også forkert, når HGM skriver, at fagbekendtgørelsen/fagbilaget i historie har et objektivistisk udgangspunkt. At den altså lægger op til, at eleverne bare skal kunne reproducere nogle uvedkommende og absurde facts. Det kan enhver overbevise sig om ved at læse den. I stedet udgør den en ramme, som kan udfyldes på mange forskellige måder, og som bliver det. I de seneste 25-30 år er der udkommet ca 600 forskellige titler på undervisningsmateriale i historie til det gymnasiale niveau, så at sige alle skrevet af praktiserende lærere, bl. a. HGM. Det er helt klart verdensrekord - Danmark er her virkelig et foregangsland. At forbinde denne tilstand med en objektivistisk og stillestående tilgang er helt ved siden af. HGM ser spøgelser ved højlys dag.

HGM har klart nok fat i en pointe, når hun skal beskrive, hvordan unge menneskers historiske bevidsthed dannes. Det sker på mange måder på andre vilkår, end det gjorde tidligere. Vi lever ganske rigtigt i et samfund, hvor informationer hele tiden vælter ned over os, og unge mennesker har et andet medieforbrug end tidligere generationers unge. De bruger især i høj grad elektroniske medier, men også mange andre. Og der er ikke mere kun én tv-kanal, som alle danskere har som fælles udgangspunkt for drøftelser og diskussioner. Også familiestrukturen ændres, som HGM gør opmærksom på - der er ikke den samme tradition for at fortælle fædrelandshistorier i familiens kreds, der synges ikke de samme nationale sange som tidligere osv. Man kan naturligvis begræde nutidens sørgelige forfald. Det gør HGM ikke, og det gør jeg heller ikke. Men vi drager nok helt forskellige konklusioner m.h. t. historieundervisningen.

HGM mener, at det må føre til, at lærerne opgiver al struktur og bare fortæller "frit fra leveren" om noget, som de finder interessant. Det er nok rigtigt, at den historiske fortælling i mange år har været undervurderet, og at den kan trænge til en oppudsning. Man kan faktisk blive klog af gode historiefortællinger. Men for mig at se vil en undervisning, der udelukkende baserer sig på den enkelte historielærers interesser og viden være at forsøge at slukke ilden med benzin: De unge mennesker vil blive hvirvlet længere og længere ud i forskelligheden og individualiteten og blive mindre og mindre egnede at tage vare på deres eget og kollektivets liv.

Nogle af HGMs iagttagelser stemmer meget fint overens med resultaterne fra en meget stor undersøgelse om "humanistisk historieformidling", som blev afsluttet sidste år. Og de stemmer også godt overens med spændende resultater fra udlandet, fx en stor amerikansk undersøgelse over folks holdning til og brug af fortiden. Hvis man undersøger, om folk bruger fortiden, spejler sig i den, som HGM siger, viser det sig, at det gør de i meget høj grad. Hun har derfor helt ret, når hun siger, vi skal "lære Historie, fordi vi ikke kan lade være! Vi mennesker er født med et meget veludviklet nysgerrighedsgen. Hvem er du, hvor kommer du fra, og hvor skal du hen?..." Alle mennesker bruger faktisk deres fortid.

Netop dette grundvilkår er udgangspunktet for hele tænkningen bag den fagbekendtgørelse, som HGM mener, vi skal rive itu. Lad mig derfor vende mig til den for at forklare, hvilke konsekvenser, der i den er draget ud fra en analyse af de vilkår, som findes i dag: de samfundsmæssige omgivelser, de unge menneskers socialkarakter, historiefagets udvikling, de rammer, som er sat i uddannelsessystemet osv.

I centrum for hele tænkningen står begrebet "historisk bevidsthed". Vi ønsker alle at forstå os selv og andre mennesker i den nutid, vi lever i, og vi ønsker at være med til at udforme fremtiden. Både for os selv som individer og i større kollektive sammenhænge. For at forstå nutiden og orientere os mod fremtiden, stiller vi bestandigt spørgsmål til fortiden. Fortiden, som altså har eksisteret!, er ikke noget statisk, noget én gang givet, men noget som vi hele tiden stiller nye spørgsmål til for at forstå os selv i vor nutid. Historisk bevidsthed er derfor den stadige dialog mellem nutidsforståelse, fortidsfortolkning og fremtidsorientering.

Det er sådan historie skal forstås. Eleverne skal netop have den indsigt, at de selv, andre mennesker og de sammenhænge, de indgår i, har en fortid, som ikke kan ses som noget der er afsondret fra deres nutid og deres fremtid. Vi lever alle - både enkeltvis og i forskellige former for kollektiver - med en fortid, vi bærer i os, samtidig med, at der hele tiden sker ændringer. Eller med Peter Høegs ord fra De måske egnede: "i enhver forandring er der noget aldrig før set, unikt og irreversibelt, og noget der altid forbliver det samme." Vi lever alle med noget fortidigt, som vi bestandigt fortolker. Vi er både historieskabte og historieskabende.

Denne historiebevidsthed dannes på mange forskellige måder, som HGM også er opmærksom på. Den dannes gennem de elektroniske medier, gennem samtaler med familiemedlemmer og andre mennesker, gennem læsning af blade og fiktion, gennem at bevæge sig gennem byens gader og huse osv. Og også gennem skolesystemet, både i faget historie og i andre fag. Hele denne baggrund stiller specielle krav til den historieundervisning, som skal gives. HGM drager én konklusion. Den er, mener jeg, fejlagtig. I fagbekendtgørelsen er der draget en anden.

Skolen er måske det eneste sted, hvor der er mulighed for at give eleverne en fælles viden og nogle fælles redskaber, som er nødvendige, hvis eleverne som enkeltindivider skal kunne orientere sig i hele det informationsstyrtebad, de bestandigt befinder sig i. Og som er nødvendige, hvis der fortsat skal kunne eksistere fællesskaber. Det er den helt klare tanke bag hele undervisningssystemet, at netop dét har forpligtelser for fællesskabet. Og en historieundervisning, som ikke er sig den forpligtelse bevidst, svigter efter min bedste mening. Skolen og historieundervisningen skal naturligvis på mange måder være et medspil til udviklingen. Man kan ikke presse uvedkommende og usammenhængende viden i hovedet på elever med helt forældede metoder og undervisningsmidler. Men den skal også være et modspil, forstået på den måde, at den skal give eleverne en hjælp til at forstå nogle sammenhænge, som de ellers ikke ville kunne se en mening i. De skal møde en viden, der kan sætte ting i relief; de skal præsenteres for nogle færdigheder, som kan sætte dem i stand til at forstå de informationer, de møder; og de skal møde nogle holdninger og værdier, som de må forholde sig til.

Kravene i historiebekendtgørelsen indebærer, at netop fordi historisk bevidsthed dannes på så mange forskellige måder, så mange forskellige steder, skal der indgå mange forskellige materialeformer, som alle skal behandles på en faglig forsvarlig måde. Eleverne skal altså have redskaber til at fortolke og afkode både skriftligt, og ikke-skriftligt materiale, herunder elektronisk materiale. I erkendelse af, at vilkårene er ændret i forhold til tidligere.

Det, som HGM er mest kritisk overfor, er kravene om viden, som hun blander sammen med en objektivistisk historieopfattelse. Det er rigtigt, at der er krav om, at eleverne skal beskæftige sig med hele det historiske forløb i verdenshistorien og med hovedfaser i Danmarkshistorien. Ud over dette skal de arbejde i dybden på nogle afgrænsede områder, som det enkelte hold kan bestemme. Men der er ikke lavet en lang liste over enkeltheder, som skal hamres i knolden på de sagesløse elever.

Fordi eleverne møder mange historiske begreber og begivenheder, når de indgår i diskussioner med andre mennesker om nutid, fortid og fremtid, må de have kendskab til disse væsentlige begreber. De må have nogle "fixpunkter" i deres historiske viden. Disse "fixpunkter" er ikke naturgivne, og vægten kan også forskydes ud fra den nutidsforståelse og fremtidsorientering, som eleverne på forskellige tidspunkter har eller skal konfronteres med. HGM taler om, at undervisningen nu er totalt uvedkommende. Fagbilaget giver bestemt muligheder for at undgå, at det er tilfældet. Efter min mening er relevans et kodeord i den sammenhæng. Undervisningen skal beskæftige sig med en fortid, som er relevant for eleverne.

Lad mig illustrere det med et årstal, som HGM flere gange vender tilbage til i kronikken: 1864. Hun mener, at det er "volapyk og absurd for (de fleste) af nutidens unge". Ud fra hele filosofien bag fagbilaget: historiebevidstheden som omdrejningspunkt, tror jeg, at netop dette årstal kan gøres relevant for eleverne. I tiden op til ca. 1990 var det måske knapt så relevant, og der blev - forståeligt nok - ikke undervist ret meget i det. Men nu er nationalisme blevet et nøglebegreb til forståelse af, hvad der sker i samfundet omkring de unge i dag. Det gælder både forholdene i de tidligere kommunistiske lande, og det gælder da i høj grad hele udviklingen i det multietniske Danmark og dets forhold til fx EU.

Derfor er 1864 igen blevet et vigtigt årstal, fordi det spiller en rolle i konstruktionen af dansk national bevidsthed. Og for lige at gøre det af med det postmodernistiske syndrom: Det vil være absurd og volapyk at påstå, at begivenhederne i 1864 aldrig fandt sted, og at de kun eksisterer som fiktion. Man kan naturligvis med brug af veludviklet metode sige, hvad der faktisk hændte. Og historien om 1864 med dens hypokondre generaler; menige soldater i frost og sne, død og elendighed; og politikere, som blev fanget af deres egen retorik og deres egne ubehjælpsomme handlinger, og som kom til at spilde det hele på gulvet; alt dét må meget gerne fortælles som en række medrivende og helvedes gode historiefortællinger. Og det må meget gerne fremgå, at hele det nationale projekt er bygget op på nogle konkrete begivenheder, som faktisk har fundet sted, men at disse også tolkes, omformes og dannes som myter. Med andre ord at konsekvenshistorie kan være lige så interessant som begivenhederne selv.

Det vigtige er under alle omstændigheder at gøre det klart for eleverne, at fortiden bruges. At hverken eleverne, lærere eller andre mennesker kan undgå at bruge den. Det må så være opgaven for historielærerne at finde nogle relevante emner at beskæftige sig med, inden for den fælles referenceramme, som det er nødvendigt og påtrængende, at skolen giver den opvoksende generation mulighed for at møde og tage stilling til. De må med andre ord få mulighed for at blive bevidste om deres historiebevidsthed. Og det skal ske på en kvalificeret måde.

Jeg mener altså, at kæden virkelig springer af for HGM, når hun til sidst proklamerer: "Historien er død! Længe leve historierne!" Jo, lærerne må gerne fortælle gode historier, men det kan ikke være så tilfældigt, som HGM øjensynligt mener, at det skal være. Vi lever i et samfund, og skolen - og lærerne - har nogle forpligtelser til at medvirke til en undervisning, som har betydning for elevernes livsverden - både den individuelle og den kollektive. Skolen skal ikke medvirke til spredning og forvirring, men til samling, forståelse, holdninger og værdier. Og faktisk er fagbilaget et ret gennemtænkt dokument, som både forholder sig til samfundsvilkårene, de unges socialkarakter og vidensskabsfaget historie. I al beskedenhed!

Hvis der er et tidspunkt, hvor netop historieundervisningen er påtrængende vigtig, er det netop nu. Ikke i opposition til hverken de unges livsverden eller til tidens vilkår. Og jeg må da også tilføje, at jeg ikke kan genkende HGM’s miserable billede af unge mennesker, der er helt uden interesse for deres fortid. Jeg bruger ganske megen tid på at besøge skoler rundt over hele landet for at overvære historieundervisning. Jeg har herfra et helt andet indtryk af de elevernes historieinteresse end HGM. Ikke at der ikke findes elever, som kan have svært ved at se relevansen i det hele. Det gør der naturligvis - jeg ønsker ikke at beskrive en urealistisk, idyllisk situation. Men langt de fleste elever, jeg møder, giver udtryk for, at de faktisk får åbnet øjnene for nogle sammenhænge, de ellers ikke ville kunne møde, og at de får nogle redskaber, som hjælper dem til at sortere i den strøm af informationer, de udsættes for hele tiden.

HGM forslår, at man skal "rive de gamle bekendtgørelser itu" - der tænkes formodentlig på dem for det almene gymnasium og HF. Mit råd er: Læs dem og brug dem! De er faktisk meget gode rammer for en vedkommende historieundervisning.

Henrik Skovgaard Nielsen
April 2000

Sidst ændret den 17-12-02 af Torben Jakobsen