Nyt fra bestyrelsen 2004
På denne side finder du indlæg og nyt fra GI's bestyrelse fra kalenderåret 2004.
Torsdag d. 25.11. samledes GI’s nye bestyrelse til det første egentlige møde efter generalforsamlingen.
De vægtigste punkter på dagsordenen var:
- Efteruddannelse
- Gisp
- Reformen og nyt fra fagkonsulenten
- VUC-idræt
- Hjemmesiden
Efteruddannelse
I forbindelse med reformen er midlerne til efteruddannelse kanaliseret ind i en pulje under Undervisningsministeriet, som kan søges i konsortier. Det betyder for idrætsfagets vedkommende, at vi skal finde sammen med en 2-3 interessenter (inden for f.eks. DIG, SDU, DEL, FADB og andre faglige foreninger), som vi udarbejder en ansøgning til et udviklingsprojekt sammen med.
Den nye kursusstruktur skal fungere som en kaskademodel, idet initiativtagerne (repræsentanter fra de 2-3 interessenter) udformer selve projektets indhold. Dernæst afholdes et kursus, hvor et antal deltagere fra hvert interessentområde, i alt en 20-30 personer, gennemgår kurset for at kunne tage tilbage og formidle kurset videre til kolleger. For GI’s vedkommende vil det sige, at kursusindholdet spredes via den faglige forenings regionale netværk og de kurser, der vil blive holdt finansielt støttet af den faglige forening.
Gi har i øjeblikket 3 ansøgninger liggende i ministeriet:
1. Samarbejde og rollebevidsthed i almen studieforberedelse – eksemplificeret ved teambuilding
2. Nye arbejdsformer – nye lærerroller
3. Sundhed – teori og praktik
Desuden er GI medansøger på en ansøgning indsendt af biologi med titlen ”Spiseforstyrrelser – fedme – kropskultur”.
Der vil gå indtil 4 måneder, før det ligger fast, om der bliver bevilget midler til kurserne.
Reformkurser
I nærmeste fremtid vil der blive afholdt 3 reformkurser rundt omkring i landet:
København tirsdag den 7.december, kl. 10-17
Kurset afholdes på Vesterborgerdyd Gymnasium, Sjælør Boulevard i Valby.
Tilmelding: senest 23.11.04
Århus onsdag den 19. januar, kl. 10-17
Kurset afholdes i DGI byen, Værkmestergade 17, 8000 Århus C.
Tilmelding: senest 07.01.05
Odense torsdag den 3. februar, kl. 10-17
Kurset afholdes på Sct. Knuds Gymnasium & HF, Læssøegade 154, 5230 Odense M
Tilmelding: senest 20.01.05
Pris: kr. 300,-
Kursusleder: Pernille Garbers, GI.
Mail til: Pernille Garbers
tlf. 4913 1055
Generalforsamlingskursus 2005
Desuden er et generalforsamlingskursus under planlægning, men mere om det, når ideerne har taget mere konkret form.
Gisp
Som annonceret på generalforsamlingen har de fleste medlemmer af Gisp-redaktionen trukket sig. Det betyder, at fagbladets eksistens har hængt og måske stadig hænger i en meget tynd tråd, idet det kun er Henrik Lindgaard Møller og Niels Paludan, der har båret bladet oppe i de sidste uger, hvilket på længere sigt er en uholdbar situation. Henrik og Niels har dog formået at få de sidste to numre af dette års Gisp på gaden inden årsskiftet.
Der er dog håb om en lykkelig fortsættelse på denne ellers sørgelige historie, idet en ny redaktion måske vil nedsætte sig efter et møde på Vejle Idrætshøjskole fredag d.7.1. Men vi skal stadig opfordre til, at andre eventuelt interesserede redaktionsmedlemmer eller potentielle redaktører melder sig under fanerne ved at kontakte Henrik Jakobsen (GI-formand@floritsvej6.dk) eller Lise Dalberg (Lise.dalberg@skolekom.dk) og deltage i mødet først i det nye år.
Reformen og nyt fra fagkonsulenten
Fagkonsulenten, Jette Engelbreth, var optaget af møder og kunne derfor ikke være til stede på bestyrelsesmødet, men havde forinden informeret om, at undervisningsvejledningerne er klar i det tidlige forår.
FU (Fagligt Udvalg) nedlægges pr. 31.12. og erstattes af Fagligt Forum, der bliver nedsat af fagkonsulenten og skal fungere som tænketank med hensyn til mulige efteruddannelseskurser.
VUC-idræt
Som opfølgning på den sag, Ole Jeppesen fra Odense VUC fører for at bevare idræt på c-niveau i en Hf-eksamen efter enkeltfagsbekendtgørelsen, tager GI kontakt til de politiske ordførere for at få dem til at gå ind i sagen og være med til at arbejde for, at idræt stadig indgår i HF-enkeltfagsrækken.
Hjemmesiden
På Gi’s hjemmeside vil man fremover kunne finde et link med ”Sidste nyt fra bestyrelsen”.
Desuden vil GISP også fremover (fra nr.104) være at finde som link sammesteds.
Med dette ekstrakt fra et langt og konstruktivt møde, ønsker vi jer alle en glædelig jul og ikke mindst et rigtig godt reformår.
På vegne af Gi’s bestyrelse
Anne Thye-Petersen
Informationskoordinator

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

