Nyt fra bestyrelsen 2009
På denne side finder du indlæg og nyt fra GI's bestyrelse fra kalenderåret 2009.
Generalforsamlingskurset bød i år på tematiske undervisningsforløb indenfor hver af de tre genrer. Aktivitetsniveauet var højt i både basket, dans og parcour. Både det fysiske og psykiske blev specielt udfordret i parcour, hvilket efterfølgende kom til udtryk i alternative gangarter. Trods ømme muskler var stemningen i top og efter et fantastisk inspirerende foredrag af Hans Bonde med titlen ”RINGENES HERRER”, stod alle mand klar til bordcurling turnering senere samme aften.
På fredagens generalforsamling besluttede en enig generalforsamling at skrive en resolution. Resolutionen kritiserer ministeren for ikke at have inddraget idrætslærerne i samarbejdet om justering af lærerplanerne i idræt C. Resolutionen er sendt til ministeriet og til GL.
Som det fremgår af GISP fra oktober 2009 ønsker GI´s bestyrelse at afslutte sagen om lærerplansændringen på idræt C. Den nye bestyrelse ønsker ligeledes at afslutte sagen og vil fremover arbejde for, at vi inddrages i fremtidige justeringer af lærerplanerne i idrætsfaget.
Efter generalforsamlingen var der nyt fra fagkonsulent Mads Olsen. Efter en orientering om udformning af case spørgsmål og drejebøger på idræt B, præsenterede Mads Olsen et udkast til lærerplansændringen på Idræt B. Der var en del kommentarer under dette punkt. Specielt var mange utilfredse med, at der i lærerplanen var formuleret ”At eleverne skal opnå forbedret fysisk kapacitet”. Indsigelserne gik på, at en elev jo ikke kan forbedre sig, hvis eleven allerede er god fra begyndelsen. Og at man ikke med så få timer kan forlange, at eleven forbedrer sin fysiske kapacitet. Men begrebet ”fysisk kapacitet” skal forstås meget bredt. Fagkonsulenten opfordrede til, at man på EMUén under ”lærerplansændringer” kommenterede, stillede spørgsmål og/eller kom med forslag til lærerplansændringen.
Bestyrelsen har efterfølgende indgået i et positivt og konstruktivt samarbejde med fagkonsulenten om justering af lærerplanerne på idræt C og idræt B. Så må vi vente og se, hvad ministeriet godkender.
Kurser
Af nye kurser i det nye skoleår arbejder bestyrelsen med at udbyde en AT konference i april/maj 2010. Konferencen har til formål at formulere idrætsfagets praktiske metoder, således at idræt C og idræt B får et tydeligt begrebsapparat til metoden i AT forløb. I november 2010 afholdes kursus under varme himmelstrøg, La Santa eller Playitas. Der vil være både praktiske og teoretiske inputs. Endelig er der det årlige generalforsamlingskursus i begyndelsen af oktober 2010.
Farvel og goddag
Bestyrelsen har konstitueret sig på ny (konstitueringen er trykt på efterfølgende sider). Vi er kede af at skulle sige farvel til Pernille Garbers tidligere formand for bestyrelsen efter 8 år og Jens Spliid, tidligere kasserer efter 6 år. Samtidig er vi glade for at sige velkommen til to nye medlemmer i bestyrelsen: Dorthe Madsen fra Nærum Gymnasium og Anders Bergholdt fra Frederiksborg Gymnasium og HF.
På bestyrelsens vegne
Helle Nielsen, formand GI
For et år siden, da vi holdt generalforsamling og kurser,kunne vi konstatere en kursustræthed hos vore kolleger.
Ikke sådan at forstå, at de deltagende kolleger i årets generalforsamlingskurser var trætte, - på ingen måde, dem
der var der, var fulde af energi.
Vi måtte for første gang i lang tid aflyse to kurser i forbindelse med generalforsamlingen, og vi måtte aflyse et planlagt kursus til Grækenland. I det forgangne år har vi afpasset kursusaktiviteten til behovet, og vi har således afholdt et velbesøgt styrketræningskursus på Ørestaden og et AT-kursus i Odense med bogen ”Kroppen i tykt og tyndt” som omdrejningspunkt.
Vi håber nu, at kollegerne er blevet kursussultne igen, og at deltagelsen på årets generalforsamling vil blive overvældende!
Når man ikke har haft – eller rettere fået tildelt tid – til at tage på kursus, har man heldigvis kunnet søge faglig
inspiration andre steder i GI’s aktiver … på hjemmesiden og i GISP. GISP har leveret mange numre med temaer,
der er højaktuelle for vores virke i marken, og hjemmesiden er et overflødighedshorn af faglig inspiration og ideer – altid opdateret og aktuel.
For et år siden havde vi også en oplevelse af at være udsat for et frontalangreb, idet spørgsmålet om boldspil eller
fitness gungrede rundt om i medierne. Samtidig havde vi en fornemmelse af, at en uplanlagt læreplansjustering lå og ulmede. Forgæves ventede vi på at få en invitation til et sådant arbejdsgruppemøde og blev i stedet overraskede, da ministeriet i januar udsendte en pressemeddelelse om en ændring af idrætsfaget. I pressemeddelelsen lød det, at faget havde været alt for teoretisk og, at eleverne nu skulle have sved på panden i hver idrætstime.
Mange vil kunne nikke genkendende til det videre absurde forløb, som har været beskrevet i brudstykker i årets numre af GISP og på hjemmesiden. Nogle har også fulgt polemikken i især Politiken, hvor fem idrætsrektorer og tidligere fagkonsulenter ironiserede over læreplansændringen med en artikel: ” En sveder:Haarder og idrætten: Han har jo ikke noget tøj på”.
GI har også selv brugt meget tid på denne sag, som i sit resultat er en lille sag; – de berømte 20 minutters pulsstigning og sved på panden. Processen har vi imidlertid kritiseret højlydt, idet de forskellige faglige miljøer ikke
har været inddraget – eller man kan faktisk gå så langt og sige, at man bevidst har undgået de faglige miljøer. Et andet sted i bladet kan man se et rids af forløbet, nogle responser på vores kritik samt vores kommentar her til. Vi håber at kunne afslutte denne sag med disse kommentarer.
Læreplanerne skal justeres yderligere, og til dette arbejde er vi inviteret til et samarbejde. Fagkonsulent Mads
Olsen vil selv skrive mere herom, men allerede ved eksamensstarten meldte han ud, at hans intention er at nedtone det tematiske aspekt – til eksamen – ikke i undervisningen. Kært barn skal således have nyt navn…. Vi håber, at det arbejde med læreplansjusteringerne, der forestår i 2009 og 2010 vil være præget af besindelse, af samarbejde, af lydhørhed - og gerne uden mediedækning.
I årets løb forfølger vi den afdækningsopgave, vi har givet os selv, - at finde ud af hvor meget tid der gives til træningsprojektet på de forskellige skoler. Vi spørger og spørger – via vores regionale net, som så henvender sig til skolerne. Men svaret har kun I derude på skolerne… og hvis I ikke svarer på vore spørgsmål, kan vores afdækning kun blive halv…
Indtrykket er dog, at flere skoler langsomt får en eller anden form for elevtid til træningsprojektet tildelt. I tilknytning
til beretningen er der en oversigt over de svar, vi har modtaget fra regionerne.
Fagligt Forum
Fagligt forum er blevet udvidet med en ledelsesrepræsentant. For rektorforeningen sidder Jesper Vilbrad, som er rektor på Svendborg gymnasium, - Jesper har også selv idræt og er tidligere medlem af bestyrelsen i GI. Derudover sidder følgende personer i fagligt forum: Claus Estrup fra Favrskov Gymnasium, Anders Halling fra SDU samt GIs formand, indtil 2.10.2009, Pernille Garbers. Fagligt forums opgave er at bistå fagkonsulenten i hans arbejde, - og fagligt forum holder 2 – 3 møder på et år. Vi har primært forholdt os til nogle af de områder, hvor læreplanerne kunne justeres. Intentionen med en ledelsesrepræsentant i fagligt forum er mere fokus på strategisk efteruddannelse.
GISP
Samarbejdet med GISP har endnu engang været af et godt og givtigt. GI og GISP-redaktionen har haft flere fælles planlagte møder i årets løb, således at der har været mulighed for at koordinere indholdet med aktuelle tiltag i bestyrelsen. GISP har blandt andet haft et temanummer med fokus på idræt i forbindelse med SRP. Vi hører meget gerne fra lærere som har haft erfaringer med dette.
GISP-redaktionen har i årets løb også fået et nyt medlem – Louise Holte fra Kongsholm Gymnasium – så sammensætningen nu ser sådan ud: Lis Vivi Fonnesbæk, Viby Gymnasium og HF, Niels Paludan, Ishøj Gymnasium,
Anders Bergholt, Frederiksborg Gymnasium og HF, Mikkel Thoudal Clausen, Helsingør Gymnasium, Pia Dolberg Myler, Køge Gymnasium samt Louise Holte, Kongsholm Gymnasium.
Vi vil gerne fra GIs side rose GISP-redaktionen for det store arbejde med vores blad.
GIs hjemmeside
www.emu.dk/gym/fag/id
Hjemmesiden er igen i år med succes blevet administreret og veligeholdt af Sune Hother Petersen – en stor tak
til ham samt til de kolleger, der i årets løb har indsendt materiale til siderne til gavn og glæde for andre kolleger
rundt om i landet.
Der kan stadig noteres en stigning i antallet af besøgende på idrætssiderne på EMU’en. Stigningen er dog ikke så markant som tidligere, og det lader til at antallet af unikke besøgende har fundet sit leje omkring de 12.000 i gennemsnit per måned. Et tal der i høj grad vidner om, at siderne bruges af elever og lærere i deres søgen efter information og faglig inspiration i relation til idrætsundervisningen på gymnasialt niveau.
I årets løb er der sket meget på siderne. Først og fremmest er der opsætningsmæssigt lavet en ny forside, der gør det muligt at navigere hurtigere frem til undersiderne og som derudover gerne skulle have et lidt mere indbydende layout.
Nyhedsbrevet, der udkom for første gang i oktober 2006, har nu 347 abonnenter, der igennem herigennem løbende bliver informeret om nyt fra GI, Fagkonsulenten, stævnerne samt om ny faglig inspiration på EMUsiderne. Antallet af abonnenter er ganske flot, men der er selvfølgelig plads til flere, så ønsker man at få de seneste nyheder fra idrætsfronten serveret direkte i sin indbakke, er det bare om at få sig meldt til via:
http://www.emu.dk/gym/fag/id/nyhedsbreve/index.html
Året har også budt på en lang række nye indlæg under faglig inspiration. Specielt er der sket en del mht. inspirationsmateriale vedrørende praktisk idræt. Der er således kommet nogle fine sider omhandlende gymnastik og
basketball, GI’s generalforsamlingskursus 2008 affødte også nogle rigtig gode sider om pulsbold og friluftsliv. Derudover er der blevet lavet nogle sider med inspiration til konkrete AT-forløb med idræt som deltagende fag.
Det drejer sig om AT-forløb med titlen ”Sundhed” og ”Lykken er…” Desværre har året ikke budt på så meget nyt mht. faglig inspiration inden for den teoretiske og den tematiserede idrætsundervisning, så skulle der være nogen, der ligger inde med ideer, udkast eller forløb inden for dette område modtages det gerne af redaktøren.
GI fik sidste år udviklet et nyt dataopsamlingssystem til anvendelse ved stævne- og kursustilmeldinger. Systemet
levede langt hen ad vejen op til de stillede forventninger og krav i forbindelse med stævne- og kursusafviklingen
sidste skoleår, men er alligevel blevet optimeret på nogle områder. Den almindelige bruger vil ikke opleve de
store ændringer, men forbedringerne letter arbejdet for arrangørerne af de enkelte stævner og kurser.
Regioner
Aktiviteterne i regionerne har været for nedadgående i hvert fald hvis vi ser på de henvendelser om økonomisk støtte til regionskurser vi har modtaget. Det kan også være fordi regionssekretærerne er gode til at få kurserne til at løbe rundt økonomisk. Men der har været afholdt nogle kurser med overskrifter som: ”Teenvolley, ”Fitness” og ”Dans for to”.
Et af bestyrelsens indsatsområder har som tidligere nævnt været at indhente oplysninger om skolernes tildeling af elevtid til træningsprojektet i 3g og på HF og til B- niveau, samt undersøge normeringen af idrætslærere i undervisningen. Formålet med undersøgelsen er, at give den enkelte skole et forhåbentlig godt udgangspunkt for forhandling af elevtimer, når det er muligt at få oplysninger om de øvrige skolers tildeling af elevtid i den pågældende region. Regionssekretærerne har ydet et stort arbejde med at indhente oplysninger fra skolerne i Deres regioner, og en stor tak skal lyde til regionssekretærerne. På nuværende tidspunkt er det dog ikke lykkedes, at få alle oplysninger i hus, men foreløbige resultatet fra de skoler, der har meldt tilbage kan ses på de følgende sider.
Stævner
Igen i år er der over hele landet afholdt masser af stævner for vores sportsglade gymnasie- og HF-elever. I Aalborg
var der faktisk et jubilæum idet man afviklede det 60. stævne i atletikturneringen. Desværre har deltagelsen i netop atletikstævnerne været vigende de senere år, så måske skulle vi forsøge at få atletikken mere på banen i undervisningen.
Alle de afholdte stævner kan naturligvis kun lade sig gøre, fordi der ude på skolerne er engagerede lærere, der
afholder frisport og tager afsted med eleverne. Et engagement der værdsættes af vores elever og kursister.Tak
for det. En stor tak skal der selvfølgelig også lyde til stævneudvalgene og stævnearrangørerne uden hvem intet af dette
kunne lade sig gøre. Lad os fortsætte det gode arbejde, der giver elever og kursister anderledes og sjove idrætsoplevelser og samtidig, ikke mindst i disse tider, en mulighed for ekstra idrætsudøvelse.
Økonomi
Som det kan ses af regnskabet for 2008 ender vi med et større underskud i år. Det bunder i flere forskellige ting.
For det første springer det i øjnene at kursusindtægterne ikke er særligt store, hvilket er en følge af at de ministerielle
tilskud til kurser for 2008 blev udbetalt 27. december 2007 og at en del udgifter fra La Santa-kurset i december også først blev bogført i januar 2008. Vi har diskuteret om vi skulle udskille kursusvirksomheden fuldstændigt fra regnskabet. Det var den før GI blev selvejende, da det var UVM, der ordnede alt vedrørende kurserne. Det gav stor gennemsigtighed, hvor billedet er mere uklart i dag og det er ikke tilfredsstillende. En del af vores kursusvirksomhed bliver afrapporteret til UVM og revideret af GL og det ville også forekomme mærkeligt at revidere kurserne to gange. Som det er nu er tilskudsgivning og afrapportering aldrig i samme regnskabsår og det øger ikke ligefrem gennemsigtigheden.
Så fik vi påbud om at belaste eleverne i 20 minutter, og jeg skal ikke her gentage vores holdning til de 20 minutter eller måden de blev til på. Jeg skal blot gøre opmærksom på, at der sker nogle konsekvensrettelser for B-niveauet også, de samme 20 minutter indskrives også her, ligesom forbedret fysisk kapacitet og træning er ligeledes bliver ekspliciteret. Det kunne være rigtig interessant at høre kollegernes meninger om de nye læreplaner, - er der status quo - kan vi bare gøre som vi plejer, eller har vi ad bagdøren fået en ny målbeskrivelse?
Bertel Haarders eksperter, Bente Kiens og Bente Klarlund har efterfølgende lagt afstand til den benævnte arbejdsgruppe, hvilket levner Chris MacDonald alene på scenen som Haarders rådgivende ekspert. Vi har skrevet et åbent brev til Chris MacDonald, som I kan se et andet sted i GISP.
Mens der er åbnet for ændringer i læreplanerne, har fagkonsulent Mads Olsen en intention om at nedtone det tematiske aspekt, fordi det viser sig at det er besværligt og kunstigt at vise fx sociologiske emner i den praktiske del af eksamen. Intentionen er, at der stadig skal arbejdes tematisk i undervisningen, kært barn har mange navne, det kommer muligvis til at hedde noget andet, noget i retning af kobling af teori og praksis. Dette skriver jeg her og nu, fordi Mads selv omtalte disse ændringer på vores AT-kursus i Odense 22.4.09, således at eksaminatorer kan slappe lidt af og censorer ikke behøver at gå så skarpt til den tematiske side af eksamen. Mads selv skriver noget om ændringerne i ’Nyt fra fagkonsulenten’.
Ovenfornævnte AT-kursus var et godt kursus, men der kunne godt have været plads til mange mange flere.
Materialet fra kurset vil komme til at ligge på EMUen til gavn for mange kolleger, der skal AT-navigere.
Håber ikke at kursustrætheden kan gå hen og blive et kronisk problem, vi håber i alt fald at se rigtig mange af jer i Fuglsø til generalforsamling d.2.10.09 og på kurserne forud for, som starter allerede d.30.9.2009. I kan læse mere om kurserne på de næste sider.
Indtil da vil jeg ønske jer en god eksamen med masser af fair play og derefter en god sommer!
Pernille Garbers, formand GI
Det er til at få koldsved over…
Af Pernille Garbers
Kommentar til læreplanssagen
Den nye læreplan kan læses i sin fulde ordlyd ved at klikke her.
Som det også kan læses af mine kommentarer i artiklen i Politiken 05.02.09 (artiklen kan læses ved at klikke her eller via Infomedia ved at søge på "Hovedrysten over svedkrav i gymnasiet"), er der ikke noget nyt under solen i 20 minutters puls i hver idrætstime. Nyt er derimod den eksplicitering af træning og den plads træning som begreb har fået i læreplanen. Der synes også at være en nedprioritering af alsidigheden, når man sammenholder gammel og ny læreplan.
Hvad skal det hele så til for… Et mediestunt med vores læreplan som gidsel.
At indskrive 20 minutters puls i idrætstimerne er en konkret angivelse af et middel på vej mod målet. Konkrete angivelser er jo ellers fraværende i læreplanerne i det nye gymnasium, man kan undre sig over, at der angives midler i et ellers målstyret gymnasium.
At angive konkrete midler er principielt set et indgreb i undervisningsfriheden, - nu kan vi leve med det, fordi der er masser af puls i idrætstimerne i forvejen, men parallellen til andre fag ville smage rigtig dårligt. Mere vikingetid end romertid i historie, mere fadervor i religion.
Træning… Hvor meget - hvor længe, med hvilket formål med hvilken intensitet…, det kunne være rart at vide – eller måske helst ikke, - hvad kan vi så få skrevet ind i læreplanen…
Ved ordet træning fremkaldes der billeder af en træner, som står på sidelinjen og styrer hele træningspasset. En sådan tilrettelæggelse af fysisk aktivitet harmonerer ikke godt med det undervisningsbegreb, vi har i undervisningsverdenen i dag. Vi ved, at eleverne selv skal engageres i aktiviteterne, de skal kende formålet, og de skal gøre tingene selv. De skal så at sige selv ’have fingrene ned i bolledejen’. At undervisningen bliver meget lærerstyret ville være et pædagogisk tilbageskridt af dimensioner. Det er længe siden at dansklæreren stod ved tavlen og docerede fortolkningen af ’Den kroniske uskyld’, - eleverne skal sættes i gang selv. Præcis som vi gør det i træningsprojektet, i opvarmningsprogrammerne, i grundtræningsprogrammerne. Præcis som vi gør det i boldspilsundervisningen, hvor vi beder dem justere på spillet for at få højere intensitet eller få scoret flere mål. Præcis som vi gør det i koreograferede bevægelser til musik… vi sætter eleverne i gang, men beder dem om at lave de næste 16 takter.
Forud for læreplanens offentliggørelse ligger der en masse kritisable elementer.
Det undrer mig meget, at ministeren ikke har inddraget det faglige miljø i arbejdet med ændringerne. Ved det faglige miljø forslås det faglige forum, som er nedsat af ministeriet (Anders Halling, SDU, Claus Estrup, Favrskov Gymnasium og Pernille Garbers, GI). Ved det faglige miljø forstås også den faglige forening, GI. Man kunne også have inddraget universiteterne.
Almindelig kutyme ved læreplansændringer er også at forelægge ændringerne for forligspartierne, - jeg har haft tæt kontakt til Christine Antorini (S), men de har ikke fået noget forelagt.
Det virker besynderligt, at en minister egenhændigt går ind og ændrer i et enkelt fags læreplan, især når undervisningsministeriet har i gang sat en – demokratisk - proces om læreplansjusteringer, hvor de faglige fora OG de faglige foreninger er vigtige medspillere.
Det virker også besynderligt at inddrage Chris MacDonald, som ret beset ikke kender den danske undervisningstradition.
Hvis man virkelig ville have en sundhedseffekt ud af gymnasiets idrætstimer, så er der kun én vej, - det er mere tid, og det behøver man ikke en gang en idrætsuddannelse for at vide. Og den opgave står vi parat til at løfte, ligeså snart der er mere politisk vilje til virkelig at ville noget.
På bestyrelsens vegne
Pernille Garbers
Efteruddannelse.
Vi meldte om kursusmæthed hos kollegerne i sidste udgave af ’Nyt fra bestyrelsen, men vi fortsætter alligevel ufortrødent.
22.4.2009 afholder vi en AT konference i Odense. Konferencen vil være todelt. Første del vil omhandle AT-forløb i hverdagen med idræt som deltagende fag. Her vil der blive taget udgangs punkt i bogen: ”Kroppen i tykt og tyndt” af Evald Iversen m.fl. Anden del af konferencen vil omhandle AT-eksamen i 3.g. Til dette punkt vil vores egen fagkonsulent være til stede samt kolleger, der har erfaring med AT eksamen fra sidste års eksamen.
30.9. – 2.10.2009 vil årets generalforsamlingskurser i Fuglsø blive afholdt. Kurserne vil falde i de tre genrer og der vil være fokus på teori-praktik koblingen på C-niveau og den tematiserede undervisning på idræt B niveau.
2010. Vi arbejder på at udbyde et La Santa kursus i 2010, så spar dine efteruddannelsesmidler sammen allerede nu!
Medlemstjek.
Vores medlemsadministrator Willy Schneider og vores kasserer Jens Spliid er næsten igennem hele medlemskartoteket, så naturlige afgange kan blive slettet af registret. Så sendes der ikke unødige rykkerskrivelser ud til dem, og det er jo rart for alle parter. Men vil du ikke være placeret i ’naturlig afgang’ lige nu, så husk at melde adresseændring, så du fortsat kan bidrage til foreningens virke, få glæde af de ting vi arbejder med og for og stadig modtage dit GISP på hjemmeadressen.
I ønskes et glædeligt forår, når SRP og AT perioder er slut og vinterferien veloverstået med livgivende aktiviteter.
Tilmelding til nyhedsbrevet kan ske ved at klikke her.
Meddelelse til alle medlemmer fra GI’s sekretariat.
1.marts vil der komme kontingentopkrævning for 2009.
Det foregår som de fleste ved vha. PBS. Der er rigtig mange, for hvem det bare foregår helt automatisk, og det er ganske let både for en selv og for kassereren. Vi opfordrer derfor alle, der endnu ikke har tilmeldt sig automatisk betaling til at gøre det. Det fremgår af det tilsendte girokort hvordan det let kan gøres. Første gang skal man dog huske at betale ved bankoverførsel eller ved hjælp af girokortet.
Vi har været nødt til at slette nogle medlemmer, der ikke har betalt kontingent for 2008, og som ikke har svaret på vores skriftlige henvendelser. Det kunne tyde på, at der ikke er meddelt adresseændring. Så derfor skal I i egen interesse, som formanden skriver i sidste nyt fra bestyrelsen, huske at meddele adresseændringer.
For at stå stærkt i forskellige sammenhænge og for at oppebære vores høje kursusniveau, er det vigtigt, at alle idrætslærere er medlemmer af GI. Derfor håber vi også, at de medlemmer, vi har slettet, ser eller hører om dette indlæg, så de vender tilbage.
Det vil også være godt, hvis I opfordrer nye idrætskollegaer til at melde sig ind i foreningen.
Venligst
Willy Schneider

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

