Nyt fra bestyrelsen 2010
På denne side finder du indlæg og nyt fra GI's bestyrelse fra kalenderåret 2010. Tidligere års indlæg er tilgængelige via navigationsbjælken til venstre.
Om Nyt fra bestyrelsen - November 2010
Beretning fra generalforsamlingen 2010
Generalforsamlingskurset 2010 er veloverstået på Fuglsøcenteret i smukt efterårsvejr med kurser i bordtennis, fodbold, atletik og dans, et foredrag i idrættens praktikerforskning, et brag af en bordcurlingturnering, årets generalforsamling og endelig en festmiddag med hygge og dans.
På generalforsamlingen fremlagde bestyrelsen indsatsområderne for de næste år, som bl.a. er at finde besparelsesmuligheder i foreningen således at generalforsamlingskurset kan løbe rundt økonomisk og samtidig bibeholde kursusprisen og at vi uafhængig af midler fra ministeriet har mulighed for at honorere det store arbejde som regionssekretærer, stævnekoordinatorer, foreningens Web- master og GISP redaktionen udfører ved at de inviteres gratis med til generalforsamlingskurset. Konsekvenser heraf er, at generalforsamlingskurset flyttes fra Fuglsøcenteret til Sønderborg Idrætshøjskole og at vores medlemsblad GISP udkommer tre gange om året i stedet for fire. Fremover vil GISP udkomme i april, september og december.
En af de store udfordringer som GI har taget op er udviklingsarbejdet med at få formuleret en metodebeskrivelse til den praktiske idræt. Vi har meldt ud, at vi planlægger at afholde en opfølgning på AT- konferencen i ”Idrættens praktiske metode” i februar 2011. Konferencen er imidlertid flyttet frem til december 2011, da udviklingsarbejdet tager længere tid end først beregnet. Bestyrelsen havde som et nyt tiltag indført et debatpunkt på generalforsamlingens dagsorden, hvor bestyrelsen lagde ud med at høre generalforsamlingen, om der var opbakning til, at bestyrelsen skal arbejde på at indføre eksamen på idræt C- niveau. Debatten gav udtryk for mange forskellige holdninger og ideer til, hvordan man kan forestille sig eksamen afvikles. Bl.a. - at en eksamen på idræt C- niveau ikke må blive for teoretisk, sådan som det er sket for de øvrige kreative fag efter indførelse af eksamen, - at være opmærksom på, at der skal være tydelig forskel på eksamen på h. h. v. C- og B- niveau, - at idræt på C- niveau risikerer at miste sit frirum ved indførelse af eksamen, - at inddrage træningsprojektet i en eksamen med 24 tim. forberedelse. En god debat som endte med at bestyrelsen fik mandat til at gå videre med arbejdet. I det efterfølgende arbejde vil vi opfordre medlemmerne til at afprøve en eksamen på idræt C som en årsprøve og efterfølgende give tilbagemeldinger. Vi tror bestemt ikke det bliver umuligt at indføre eksamen for idræt C på Stx, men om ikke umuligt så en meget stor udfordring på Hf, da indførelse af eksamen på Hf ikke som på Stx bliver udgiftsneutral.
Et andet punkt der fyldte debatten var, lærerbemandingen på idrætsholdene. Generalforsamlingen gav udtryk for at den tredje idrætslærer p.g.a. besparelser er på vej ud igen. Frustrationen er stor på de skoler, hvor der selv til 1g holdene på over 30 elever er en lærer pr. klasse. Debatten var koncentreret om, hvilke argumenter man kunne bruge for at få genindført den tredje idrætslærer. Flere gav udtryk for, at idrætsundervisningen ud over det sundhedsmæssige aspekt også har en stor effekt på elevernes trivsel og dermed også en betydning for fastholdelsen af eleverne. En bemanding med tre lærere pr. idrætshold kan derfor være med til at fastholde eleverne i deres uddannelsesforløb og indbringe skolen 70.000 kr. pr. elev der fastholdes. Flere slagkraftige argumenter modtages med kyshånd.
Af efteruddannelse afholdes i december 2010 et udlandskursus på Playitas i triatlon, styrketræning og beachvolley. Til foråret planlægges en konference i ”Idræt i studieretningen” koblet med ”idræt i SRP- og SSOopgaver” og endelig planlægges en konference i ”Metodebeskrivelse for den praktiske idræt” til december 2011. Vi glæder os til at se mange af Jer på kurserne og specielt glæder vi os til at invitere til Generalforsamlingskursus i nye omgivelser på Sønderborg Idrætshøjskole i uge 40 2011.
Bestyrelsen
Om Nyt fra bestyrelsen - September 2010
Bestyrelsens beretning 2009-2010
Bolden blev givet op og efter et år med udskiftning på flere tunge pladser – ny formand og ny kasserer, er spillet nu i fuld gang. Taktikken for den nuværende bestyrelse har været præget af et ønske om mere faglig debat– både i bestyrelsen og ved Generalforsamlingen, genskabe og udbygge gode relationer til ministeriet og universiteter, sikre økonomisk gennemskuelighed – ved at opsplitte kursusregnskabet fra den daglige drift samt fortsætte arbejdet med at udvikle efteruddannelseskurser for medlemmerne.
I den nye bestyrelse havde vi fra begyndelsen et ønske om at få lagt Chris MacD.-sagen bag os og se fremad. Vi har derfor arbejdet for at genskabe gode kontakter til en række af vores vigtige samarbejdspartnere. Det var specielt glædeligt at vi blev indbudt til møde i ministeriet i februar, hvor vi havde mulighed for at diskutere læreplansjusteringerne på Idræt C og B. Der var umiddelbart stor lydhørhed for vore synspunkter og særligt det ømtålelig punkt – elevtid, er senere blevet udmøntet i konkrete læreplansændringer.
GI lavede sidste år en opgørelse over tildelt elevtid til træningsprojekt og rapporter (bragt sep. 09 i GISP nr. 139). Det var jo sørgelig læsning i fht. en national standard og ensartede vilkår for idrætslærerne. Det var tanken at oversigten skulle kunne bruges til lokal pression – men det har vist sig at være yderst vanskeligt for den enkelte idrætslærer eller idrætslærergruppe at komme igennem med noget som helst på baggrund af de daværende læreplansformuleringer om skriftligt arbejde. GI valgte en ny strategi: Hvis ikke rektorerne vil give elevtid ud fra de gældende læreplaner og hvad der sker på omkringliggende skoler, så må vi jo forsøge at få strammet læreplanerne op – det er nu sket! Nu fremgår det eksplicit at der skal afleveres en individuel rapport over træningsprojektet på Idræt C samt at der skal afleveres rapporter i de forskellige vidensområder på Idræt B. Nu skulle det gerne være skåret ud i pap at der skal tildeles elevtid til idræt. Så tag læreplanen med ind til rektor og sørg for at skolerne opdager de skærpede formuleringer. GI håber at vejen nu er banet for en mere rimelig tildeling af elevtid – at I vil have lettere ved at overvinde de tidligere barrierer ude på skolerne. GI har i årets løb haft flere frugtbare møder med fagkonsulenten.
Ud over læreplansjusteringer har vi siddet med ved udarbejdelsen af den nye vejledning – råd og vink. GI har bl.a. arbejdet for mere fleksibilitet ift. genrebegrebet. GI har åbent arbejdet for at flytte ketsjerspillene fra boldspil og til genren: nye og klassiske idrætter, for at imødekomme en række ytringer fra medlemmer, som følte sig begrænset pga. lokale idrætsrammer – og derfor manglede oplagte discipliner i den 3. genre. Den nye inddeling er ikke nødvendigvis mere logisk end før, men vi håber at I vil føle en lidt større frihedsgrad i opfyldningen af genrekravene.
Siden Generalforsamlingen 2009 har vi afholdt et velbesøgt kursus i AT. I samarbejde med bl.a. IFI (Kbh.) er GI involveret i et arbejde med at verbalisere den kropslige metode, så idræt C mere naturligt og legitimt kan indgå i AT-eksamen. Selve kurset rejste i første omgang nok flere spørgsmål end svar. Alle deltagere fik i hvert fald kastet nogle bolde i luften i fht. idræt og metoder. Metodeudviklingen fortsætter og så må vi håbe at boldene på et tidspunkt falder ned og ligger stille. I marts 2009 måtte vi desværre aflyse et planlagt kursus til Grækenland pga. manglende tilmeldinger. Men den nye bestyrelse agtede naturligvis fortsat at følge målsætningen om at der hvert 2. år skal udbydes et udenlandskursus. Det var med en vis nervøsitet at vi søsatte et Playitas-kursus til de Canariske Øer, men efter en kort besigtigelsestur kastede vi os ud i det med optimisme.Vi har valgt at afprøve Playitas frem for La Santa af flere grunde: bl.a. faciliteter, standard, men først og fremmest pga. af en betydelig lavere pris. Med bæven har vi afventet tilmeldingerne – og kurset er nu faktisk overtegnet – dejligt. Der venter et spændende kursus sidst i november, og for alle der ikke kom med denne gang vil der i det mindste snart kunne findes undervisningsmateriale fra kurset på EMU’en.
GISP
Det seneste år har bl.a. budt på to flotte temanumre om henholdsvis ”coaching og idræt” i februar samt ”nyt fra forskningen” i septembernummeret sidste år. Hvis der skulle sidde nogen derude med en god idé til et temanummer,
hører vi i bestyrelsen og redaktionen meget gerne fra jer. I det hele taget bliver skriftlige bidrag og idéer som altid modtaget med kyshånd.
Siden sidste år er redaktionen skrumpet til fire personer, da Anders Bergholdt stoppede, efter han blev valgt ind i bestyrelsen. I praksis er der i øjeblikket kun 3 medlemmer eftersom Pia Dolberg Myler er på barselsorlov. Så den fungerende redaktion består af Mikkel Thoudal Clausen fra Helsingør Gymnasium, Louise Holte fra Kongsholm Gymnasium og HF og Lis Vivi Fonnesbæk fra Viby Gymnasium og HF. Klap dem på skulderen næste gang i møder dem, for de yder et stort stykke arbejde med vores fælles blad. Det vil vi i bestyrelsen gerne rose dem for! Og tøv endelig ikke med at melde jer til redaktionsarbejdet, hvis I har lyst. Et ekstra redaktionsmedlem eller to ville lune gevaldigt.
Bestyrelsen og redaktionen har i samråd besluttet fremover at reducere det årlige antal numre fra 4 til 3. Primært pga. den store udgift der er forbundet med at trykke og sende numrene ud til medlemmerne. Men også for i fremtiden at kunne opkvalificere numrene, så vi undgår de ’tynde’ numre, og så normen bliver numre med ’gods’ i som f.eks. de før nævnte temanumre. Løsningsmuligheden med at gøre bladet elektronisk har også været vendt (igen!) for at spare porto, men en enig bestyrelse og redaktion har besluttet at vores medlemsblad også fremover skal udkomme i fysisk form. Desuden er der jo på den elektroniske front allerede Nyhedsbrevet.
GIs hjemmeside - www.emu.dk/gym/fag/id
Bestyrelsen har modtaget flg. årsberetning fra en altid ihærdig webmaster – Sune Chrestian Hother Petersen. I det forgangne skoleår har GI’s hjemmeside igen kunnet tilbyde brugerne en hel del nye sider med faglig inspiration til idrætsundervisningen på gymnasialt niveau, ligesom siden også er blevet brugt at formidle information fra GI’s bestyrelse, Stævneudvalgene og UVM til sidens brugere.
Der er i årets løb kommet nye sider med inspiration til såvel den almindelige praktiske undervisning, den tværfaglige undervisning, undervisningen på B-niveau som mere generelle sider med boganmeldelser, forskning i idræt, studieture med idræt og ikke mindst opdateringen af siden omhandlende love og bekendtgørelser, der linker til fagets nye læreplaner og vejledninger. Indenfor den almindelige praktiske undervisning er det værd at fremhæve siderne omhandlende basketball, parkour, dans og friluftsliv, som indeholder alt fra konkrete forløb til brugbare videoklip af koreografier lige til at bruge i sin egen undervisning. Hvad angår den tværfaglige undervisning, så blev der i samarbejde med fagkonsulenten op til sommerens AT-eksamen udarbejdet en side, der havde til formål at fungere lidt som en idrætsfaglig opgaveåbner af AT-eksamensopgaven 2010. Siden havde et rigtig flot besøgstal, og det er derfor også håbet, at en tilsvarende vil kunne laves til næste AT-eksamenstermin. I relation til AT er der også blevet udarbejdet en side omhandlende idrætsfagets metoder lige til at bruge i AT sammenhæng for såvel lærere som elever. Sidstnævnte side vil i kølvandet på GI’s AT-konference i foråret også komme til at indeholde en beskrivelse af
idrætsfagets praktiske metode. I relation til idrætsundervisningen på B-niveau er det særligt værd at nævne, at
fagkonsulenten i løbet af det forgangne skoleår indsendte 26 casespørgsmål af egen produktion, samt at der er
blevet udarbejdet en meget gennemarbejdet side om et tematiseret forløb med titlen ”Den bevægende krop” indeholdende alt fra lektionsplaner, litteraturliste, eksempel på undervisningsbeskrivelse, m.m.
Selvom der er sket meget på siderne, er der altid plads til mere, så har du noget liggende, som kunne være inspirerende for andre idrætslærere, modtages det med glæde af redaktøren på sunechrestian@webspeed.dk.
Særligt interessant kunne det være at få nogle gode SRP- og SSOopgaveformuleringer, eksempler på gode AT-synopser, drejebøger, casespørgsmål, lige som der heller ikke er så mange eksempler på tematiserede forløb til B-niveau endnu.
Og husk så at tilmelde dig GI’s nyhedsbrev via http://www.emu.dk/gym/fag/id/nyhedsbreve/index.html. Nyhedsbrevet udkommer ca. 4 gange årligt og indeholder akutte som almindelige informationer fra GI, Stævneudvalgene og UVM samt links til den nyeste faglige inspiration på hjemmesiden.
Regionerne
Efter at have slået to regioner sammen, er vi igen ved at være fuldt besat på regionssekretær posterne, og det er
glædeligt. Ligeledes glæder bestyrelsen sig over, at der, trods travlhed, fortsat er aktivitet i regionerne. Der har
blandt andet været arrangeret kampsportskursus i det forgangne år.
Det er dog et faktum, at der fortsat er færre henvendelser om økonomisk støtte til kurser i regionerne. Det gode er, hvis regionerne selv får kurserne til at løbe rundt. Det ærgerlige er, hvis det betyder, at det er færre kurser. I skrivende stund er der dog flere kurser på bedding, så mon ikke kursusaktiviteten er i nogenlunde form. Vi håber at overskuddet til at arrangere kurser i regionerne fortsat vil være der, og vi ser frem til høre om flere tiltag i regionerne.
I den forbindelse skal der lyde en kæmpe stor tak til regionssekretærerne for jeres ekstra indsats. Noget vi alle får gavn af når vi kommer på kursus! Vi glæder os til at møde regionssekretærerne til møde på GF-kurset og til det fortsatte samarbejde.
Stævner
GI har modtaget en årsberetning fra stævnelandet – ved stævneildsjælen René Oskjær. Det går godt! Der har de seneste fire år været en god og stabil fremgang i antallet af deltagende hold fra 528 i 2006-7 til 636 i 2009-10. Dette er dog stadig kun ca. halvdelen af, hvad der var i 97-98, så vi må konstatere, at overgangen til ny løn og gymnasiereformen har sat deres tydelige spor i stævneaktiviteten. For de enkelte aktiviteter er der tale om ganske små procentvise udsving bortset fra ultimate, der gik frem med mere end 50%.
I de seneste mange år har vi til stævnerne og i udvalgene jævnligt diskuteret forskellige holdninger til Team DK-elevernes adgang til at deltage i turneringerne.Vi er i udvalgene nu kommet frem til, at det grundlæggende bør være de bedste hold, der vinder, og at vi gerne vil se så mange af de dygtigste unge idrætsfolk som muligt til stævnerne, så fremover vil der ikke være nogen restriktioner på deres deltagelse. Vi ved godt, at der er regioner, hvor det altid er de samme hold, der vinder og går videre til finalestævnerne, men der vil vi, så vidt det er muligt, også lade to’erne gå videre i turneringen. Og så vil vi opfordre til at lave ”store” indledende stævner, som kan give eleverne en god idrætsoplevelse.
Efter nogle år med en del startvanskeligheder mht. stævnetilmelding og resultater på EMU’en, kører det nu rigtig
godt. Stævnesiderne er ganske omfattende efterhånden, og de bliver lynhurtigt opdaterede med tilmeldte
hold og resultater. Og så har de allerfleste vænnet sig til, at der ikke kommer brev med indbydelse til turneringerne. Vi har dog en plan om, at lave mailinglister, således at vi kan sende en reminder til alle skoler, når der er deadline for tilmelding, men vi er lidt i tvivl om, hvorvidt det i virkeligheden er nødvendigt.
Vi kan i år byde velkommen til Birte Bengtsson (Tørring) og Janne Kjær (Marselisborg), som er trådt ind i ultimateudvalget. Og så kan vi sige tak til Poul Vind Theilman (tidl. Aabenraa) som træder ud af basketballudvalget
efter mere end ti års engagement.
Stævneudvalget glæder sig til den nye sæson og håber at endnu flere vil finde ud af, at det er rigtig sjovt at deltage
i gymnasieturneringerne.
Økonomi
Som det ses af regnskabet for 2009 har bestyrelsen valgt fra dette regnskabsår at adskille kursusvirksomheden fra
den daglige drift. Dette giver en langt større gennemsigtighed for medlemmerne til at konstatere om kursusvirksomheden hviler i sig selv som det er bestyrelsens målsætning.
Ifølge årets regnskab har det været nødvendigt at overføre godt 72.000 til kursuskontoen, hvilket skyldes et stort underskud på Generalforsamlingskurset (GF) 09. Dette underskud skyldes primært at Fuglsøcentret er et dyrt kursussted, hvorfor bestyrelsen har besluttet at flytte GF fra 2011. Herved vil GF kunne løbe rundt uden en forhøjelse af deltagerbetalingen.
Derudover springer 3 tal i øjnene i forhold til budgettet. For det første bestyrelsesmøderne som er væsentlig
højere end budgetteret. Dette skyldes imidlertid en ”fejl” i budgettet, da der normalt altid budgetteres med
60-65.000 til bestyrelsesmøder, på nær i år hvor der afholdes udlandskurser, og derfor kan afvikles to bestyrelsesmøder i den forbindelse. Desuden ser gaveudgifterne ud til at være vokset voldsomt. Det skyldes dog at regningen for julevinen til vores samarbejdspartnere i 2008 først blev betalt i 2009, hvorfor den reelle udgift til gaver
i 2009 har været knap 10.000. Endelig har der været en ubudgetteret kursusudgift på ca. 13.000, der stammer
fra GL-kurser for nye bestyrelsesmedlemmer samt tilskud til en besigtigelsestur for to bestyrelsesmedlemmer
til Playitas.
Om Nyt fra bestyrelsen - August 2010
Læreplaner, vejledninger, kurser, m.m.
Kære medlemmer.
Til orientering er de nye læreplaner og vejledninger færdigbehandlet og kan læses på Ministeriet for Børn og Undervisnings hjemmeside samt på Idræts hjemmeside. De nye lærerplaner og vejledninger er gældende for undervisningshold, der starter august 2010. Altså for C- niveau - alle nye 1.g´er, for B- niveau - hold der starter august 2010.
Vi glæder os over at de justeringsforslag, som GI i samarbejde med fagkonsulenten har forslået ministeriet, er efterkommet. Bl. a. er kravet til tematiseret undervisning på B- niveau nedtonet, formuleringen om ”forbedret fysisk kapacitet” er ændret til ”god fysisk kapacitet”. GI har ligeledes deltaget i formuleringen af de nye vejledninger ”råd og vink”. Her kan I bl. a. læse et indlæg om idrættens praktiske metoder i AT- sammenhæng samt om den nye genreinddeling. Og meget mere kan I selv læse på nedenstående link.
Lærerplan og vejledning Idræt C:
http://www.uvm.dk/Uddannelse/Gymnasiale%20uddannelser/Fagenes%20sider/Fag%20G-K/Idraet%20-%20stx.aspx
Lærerplan og vejledning HF- idræt C:
http://www.uvm.dk/Uddannelse/Gymnasiale%20uddannelser/Fagenes%20sider/Fag%20G-K/Idraet%20-%20hf.aspx
Lærerplan og vejledning idræt B:
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=132670#B15
Endelig skal vi minde Jer om, at tilmeldingen til Generalforsamling og fest d. 8.10 samt til Generalforsamlingskurset fra d. 6.10 – 8.10 på Fuglsø centeret stadig er åben. Man kan tilmelde sig et eller to kurser mellem: Bordtennis, Fodbold- både for piger og drenge, Selskabsdans, Dans special og klassisk atletik kontra dogmeatletik. Tilmelding til kurserne foregår kun via EMU´ en. Tilmeldingsfristen er mandag d. 6.9 2010. Indbetalingsfristen er d. 17.9 2010. Endelig skal vi gøre opmærksom på, at opkrævning for kursus sendes direkte til skolen.
Hvis man ønsker at få et punkt på under debatpunktet til Generalforsamlingen, skal det meddeles
Helle Nielsen på mail: helle@sporty.dk
God arbejdslyst til alle.
På vegne af bestyrelsen
Helle Nielsen, formand GI
Om Nyt fra bestyrelsen - Marts 2010
AT- konference d.7.maj i Odense om idrættens praktiske metode
Kære medlemmer.
Bestyrelsen vil gerne gøre opmærksom på, at der afholdes AT- konference d.7.maj i Odense om idrættens praktiske metode, og at der stadig er ledige pladser på konferencen. Formålet med konferencen er dels at præsentere et begrebsapparat til idrætsfagets praktiske metode, således at idræt på C-niveau kan spille en større rolle i AT- sammenhæng, og dels en generel interesse i at den praktiske idræt på lige fod med andre fagområder får en metodebeskrivelse.
Tilmeldingsfristen til konferencen er d.26.4. 2010.
Tilmelding sker via GI´s hjemmeside http://www.emu.dk/gym/fag/id/efterudd/index.html
Venlig hilsen
Bestyrelsen
Om Nyt fra bestyrelsen - Februar 2010
Nyhedsbrev fra bestyrelsen februar 2010
Den nye bestyrelse er kommet godt fra start og er i gang med at udarbejde en plan for bestyrelsens indsatsområder fremover.
Henover efteråret har bestyrelsen haft en god og åben dialog med fagkonsulenten omkring læreplansjusteringerne. Anden høringsrunde er netop gået i gang og udover at fortsætte den gode dialog med fagkonsulenten er vi glade for at kunne meddele, at bestyrelsen er inviteret til møde i Ministeriet, hvor Ministeren har åbnet op for fortsat samarbejde om læreplansjusteringerne.
Tak til Lars Bo Kristensen (Egå Gymnasium) for konstruktive idéer til foreningens fremadrettede arbejde i sidste nr. af GISP. Vi har på baggrund af flere ytringer – inkl. fra Lars Bo Kristensen, samt erfaringer fra de seneste generalforsamlinger besluttet at ændre rammerne for den årlige Generalforsamling, således at der fremover afsættes tid til debat.
Lars Bo Kristensen efterlyser en forbindelse mellem bestyrelse, fagkonsulent og regionssekretærer. Bestyrelsen vil gerne gøre opmærksom på at disse 3 parter allerede indbydes til et fællesmøde hvert år forud for generalforsamlingen. For at udbrede aktuelle debatter samt imødekomme de spørgsmål der måtte være i regionerne, vil vi opfordre regionssekretærerne til at afholde et fagligt møde i forbindelse med et regionskursus en gang om året, hvor fagkonsulenten og/eller en repræsentant fra bestyrelsen deltager.
Vi vil gerne fortsat opfordre medlemmerne til at komme med indlæg i GISP, så bestyrelsen kan vælge kvalificerede debatemner til Generalforsamlingen.
I den forbindelse har bestyrelsen genoptaget diskussionen af genreinddelingen og arbejder for at få flyttet golf, frisbeegolf og ketcherspillene fra ”Boldspil” til ”Klassiske idrætter”.
Et andet debatemne, som peger fremad, kunne være indførelse af eksamen på Idræt C-niveau. Hvordan kan man forestille sig afviklingen af eksamen på idræt C?
Endelig kan man diskutere, hvilke krav man skal stille til videooptagelser, når disse anvendes til at vise praktiske færdigheder til eksamen på idræt B.
Et nyt samarbejde med IFI, Københavns Universitet er gået i gang. IFI har interesse i at sætte større fokus på de studerendes kendskab til idrætslærerfunktionen i gymnasiet. Det er hensigten, at universitetsstuderende skal have mulighed for praktikophold ude i gymnasieskolen. Samtidig er IFI også interesseret i at udvide undervisningstilbuddet til gymnasieklasser, udover de allerede eksisterende.
En ting bestyrelsen har vedtaget, er en mere langsigtet kursusstrategi. Vi har en hensigtserklæring om at afholde et udlandskursus hvert andet år - skiftevis La Santa/Playitas (november/december) og kulturhistorisk storbykursus/skikursus (forår). Generalforsamlingskurset vil fortsat blive afholdt hvert år i oktober. Derudover et aktualitetskursus hvert år.
I år ser planen ud som følger:
Maj: At-konference i Idrætsfagets praktiske metoder.
Oktober: Generalforsamlingskursus i Fuglsø tilbyder kursus i Dans, Bordtennis, Fodbold, Atletik
November: På Playitas tilbydes Styrketræningskursus, Triathlon og Beach/teenvolley.
Kurserne er nærmere beskrevet andet sted I GISP.
På vegne af bestyrelsen
Helle Nielsen, formand GI
Om Nyt fra bestyrelsen - Januar 2010
Nyhedsbrev fra bestyrelsen januar 2010
Den nye bestyrelse er kommet godt fra start og er i gang med at udarbejde en plan for bestyrelsens indsatsområder fremover.
På bestyrelsesmødet har vi besluttet, at ændre rammerne for den årlige Generalforsamling, således at der fremover afsættes tid til debat. Bestyrelsen har genoptaget diskussionen af genreinddelingen og arbejder for at få flyttet ketcher spillene fra ”Boldspil” til ”Klassiske idrætter”. Ønsket om indflydelse på processen omkring justering af lærerplanerne på idræt C og idræt B er godt i gang. Vi har været i tæt dialog med fagkonsulenten under første høringsrunde og fortsætter den gode dialog i anden høringsrunde, der starter 29.1 frem til 22.2.10. Vi håber på, at det ligesom i første høringsrunde, igen bliver muligt at kommentere lærerplansændringerne på EMUén. Og så kan vi informere om, at bestyrelsen har modtaget et positivt brev fra ministeriet om, at vi fremover inviteres med til diskussioner af eventuelle ændringer af idrætsfagets bekendtgørelser og lærerplaner. Med hensyn til efteruddannelse arbejder vi på, at få formuleret en langsigtet efteruddannelsesstrategi, så vi udover Generalforsamlingskurset kan fastsætte antal og tidspunkter for GI´s øvrige kurser. Endelig er vi i gang om et samarbejde med Universiteterne for at diskutere muligheder for samarbejde omkring efteruddannelse samt Universiteternes mulighed for at udvide undervisningstilbud til gymnasieklasser.
Bestyrelsen ønsker alle et godt nytår.
På bestyrelsens vegne,
Helle Nielsen, formand GI

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

