Doping

Ved begrebet doping forstås det at indtage forbudte stoffer, der øger kroppens ydeevne i forbindelse med udførelsen af en idrætsgren.

Man er at regne som værende dopet, når der i den menneskelige organisme findes stoffer, der er forbudte i henhold til WADA's liste over forbudte stoffer. Indtagelse og brug af disse stoffer samt deres tilstedeværelse i urin- og blodprøver er forbudt.

Doping er dog ikke kun anvendelsen af forbudte stoffer. Doping er også fremgangsmåder, der kan sløre brugen af forbudte stoffer eller arbejdsmetoder, der i sig selv kan have en præstationsfremmende effekt. Et eksempel på en forbudt arbejdsmetode er, når man ikke direkte anvender forbudte stoffer, men alligevel opnår en kunstig forbedring af kroppens præstationsevne. Dette kunne eksempelvis være bloddoping.

Da doping selvsagt foregår illegalt, findes der meget lidt dokumenteret forskning på området. Det er med andre ord relativt svært at give en præcis forklaring på, hvad doping er, og hvordan det virker.

På Anti Doping Danmarks hjemmeside kan du se listen over forbudte stoffer samt læse mere om de forskellige stoffers virkning og bivirkninger.

Der findes ikke noget entydigt svar på spørgsmålet: "Hvorfor bruge doping?". Kun den indvolverede idrætsudøver ligger inde med svaret. Alligevel kan svaret oftest findes blandt nedenstående muligheder:

- Doping var den hurtigste genvej til den perfekte krop.

- Doping var et nødvendigt onde for at opnå resultater.

- Doping var et nødvendigt onde for at indfri egne og andres forventninger forventninger.

- Doping var en del af miljøet, uden det ingen succes.

Stort set alle tager afstand fra brugen af doping, alligevel er det mere udbredt end nogensinde. Men hvorfor? Måske skal forklaringen findes i, at den enkelte idrætsudøver finder sin idrætslige identitet igennem sine resultater, og for at opnå disse kan dopingen for nogen være det eneste middel.

På Anti Doping Danmarks hjemmeside findes flere forklaringer på dopingmisbruget.

I det sene forår 2007 bekendte Bjarne Riis, at han systematisk havde dopet sig i årene fra 1993 til 1998. Hermed blev det klart, at Bjarne Riis var dopet, da han i 1996, som den første dansker, vandt den samlede sejr i Tour de France. Arrangørerne ville som konsekvens fratage ham den samlede sejr, men hvem skulle overtage tronen? På podiet det år efter Bjarne Riis fulgte Jan Ullrich og Richard Virenque, der begge efterfølgende også har været involveret i dopingsager, så arvtageren skulle i givet fald findes endnu længere nede i rækkerne, og ville det give nogen garanti for en dopingfri vinder? Svaret skal stå hen i det uvisse, men én ting er sikkert, cykelsporten er efterhånden så inficeret af doping, at man provokerende bliver nødt til at spørge, om tiden for en legalisering af doping under kontrolerede former er kommet? Hermed kunne tilskuerens betagelse og fascination bevares samtidig med, at udøverens ve og vel sikredes. For vi vil som tilskuere have drama, spænding og præstationer ud over det sædvanlige, og atleterne vil vinde for en hver pris … Eller hvad? Hvad er rigtigt, hvad er forkert, og hvem bærer ansvaret?

Til højre findes en række links til artikler, interwies, radioindslag og TV-programmer, der alle sætter fokus på doping, og som vil kunne bruges i forbindelse med en fortsat diskission om dopingens etik.

"Han smider dem simpelthen af sig som pærer fra et træ om efteråret". Sådan sagde Jørn Mader om Bjarne Riis, da han i sommeren 1996 satte alt og alle til vægs på vej mod sejren på Hautacam og siden den samlede sejr i årets udgave af Tour de France. Som tilskuer var man betaget af denne Ørn fra Herning, der med sine præstationer gjorde det, ingen havde gjort før, han besejrede Miguel Indurain, og blev den første dansker, der løb med den samlede sejr i Tour de France.

Siden hobede spørgsmålene sig op, var helten dopet? Hertil svarede han selv, at han aldrig var blevet testet positiv, men med øgenavnet Mr. 60, der eftersigende skulle henvise til hans hæmatokritværdi, havde flere og flere efterhånden nok det indtryk, at der lå andet end endog særdeles hårdt arbejde bag sejren i 1996.

I det sene forår 2007 kom bekendelsen så. Efter at den daværende massør på Telekom-holdet i sin bog nøje havde beskrevet dopingmisbruget på holdet op igennem 1990'erne bekendte den ene af holdets ryttere efter den anden deres misbrug og til sidst kom bekendte Bjarne Riis også, at han fra 1993 til 1998 systematisk havde anvendt doping.

Bjarne Riis var altså dopet, da han i 1996 vandt den samlede sejr i Tour de France, men gør det hans præstation mindre, når det har vist sig, at de nærmeste forfølgere også var dopede? Og hvad stiller cykelsporten generelt op med en mand som Bjarne Riis? Kan man tillade, at en tidligere dopet atlet og stjerne står i spidsen for et af verdens bedste cykelhold? Skal fortid være fortid, for der er ingen tvivl om, at Bjarne Riis har givet cykelsporten meget, omvendt er der vel også noget moral i sagen, for kan Bjarne Riis blive ved med at være et forbillede for unge cykelryttere, med den fortid han nu har erkendt?

Sagen om Bjarne Riis er speget og bestemt et oplagt emne for et tvær- eller særfagligt undervisningsforløb. Til højre findes en række links til artikler, radioindslag og TV-programmer, der kan anvendes i forbindelse med den fortsatte behandling af emnet.

Med et forspring på 3 minutter og 10 sekunder til den nærmeste konkurrent og yderligere knapt 2 minutter til nummer tre i det samlede klassement lignede Michael Rasmussen efter sejren på 16. etape fra Orthes til Col d'Aubisque et yderst seriøst bud på en samlet vinder af Tour de France 2007.

Men rygterne om Michael Rasmussen og hans gøren og laden i tiden op til Tour de France 2007 havde længe overskygget hans ellers storslåede præstation. Polemikken opstod, da DCU (Dansk Cykle Union) umiddelbart efter, at Michael Rasmussen havde erobret den gule trøje, offentliggjorde, at han havde modtaget to advarsler for manglende indrapportering af opholdssted, hvilket ellers er krævet af alle eliteidrætsudøvere for at lette antidoping arbejdet, og derfor var blevet udelukket fra landsholdet. Herefter fulgte nogle særdeles turbulente dage for manden i den gule trøje: først trådte en tidligere mountainbike-rytter frem og satte Michael Rasmussen i forbindelse med doping og senere fortalte den italienske kommentator og tidligere cykelrytter Davide Cassani, at han havde set Michael Rasmussen i Italien på et tidspunkt, hvor Michael Rasmussen havde indberettet til UCI og DCU, at han befandt sig i Mexico.

Beskyldningerne blev efterhånden for omfattende for den danske rytters arbejdsgiver Rabobank og sent aftenen efter Michael Rasmussens sejr på Col d'Aubisque blev han først taget ud af løbet og siden fyret. En af de største skandaler i Tour de Frances 104 år gamle historie var en realitet: den gule trøje udelukket blot 4 dage før Paris…

Hvad, der er rigtigt og forkert i sagen, var i lang tid uvist. Michael Rasmussen bedyrede længe sin uskyld uden dog at bevise, at han vitterlig befandt sig i Mexico og ikke i Italien i perioden op til Tour de France. Først den 8. november 2007 stod han frem og bekendtgjorde, at han ikke befandt sig i Mexico men i Italien.

Én ting er dermed sikkert: Michael Rasmussen løj om sin gøren og laden i perioden op til Tour de France 2007. Men han er, trods utallige tests før og under Tour de France, ikke på noget tidspunkt testet positiv for brug af ulovlige præstationsfremmede midler. Og havde det ikke været fordi, DCU midt under Tour de France 2007 havde offentliggjort Michael Rasmussens to advarsler, hvilket ellers er strengt fortrolige oplysninger, så havde der med stor sandsynlighed aldrig været nogen sag.

Men resultatet blev som bekendt, at Michael Rasmussen blev taget ud af Tour de France på et tidspunkt, hvor han var i færd med at levere sit livs præstation. Han står nu uden arbejde, bliver hængt ud i medierne på verdensplan og hans cykelkarriere ligger i ruiner. Spørgsmålet er, om han nogensinde kommer til at cykle på konkurrenceniveau igen. Alt dette til trods for, at han indtil videre ikke er dømt for noget som helst.

Tilbage står man med nogle fantastiske oplæg til diskussioner i forlængelse af et undervisningsforløb omhandlende doping:

• Er det tilladeligt at tilsidesætte idrætsudøvernes retssikkerhed og dermed risikere deres økonomiske, sociale og personlige ruin i kampen mod doping?
• Er en dopingdom virkelig så vigtig, at den grundlæggende retssikkerhed tilsidesættes? I alle andre dele af samfundet er man uskyldig, indtil andet er bevist.
• Kan det accepteres, at DCU i deres jagt på dopingsyndere offentliggør fortrolige oplysninger om cykelrytteres gøren og laden, hvilket vel efterlader dem helt uden privatliv? 
• Gør journalisterne blot deres arbejde eller dyrker de sensationsjournalistikken for at sælge aviser uden hensyntagen til de involveredes ve og vel?