Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg
Del med…
Fagets metoder
På denne side gøres rede for idrætsfagets faglige metoder - såvel praktiske som teoretiske.
I vejledningen til Idræt C kan man læse følgende om den idrætsfaglige metode for Idræt C (den samlede vejledning kan læses her):
Fagets identitet og metode - faget i samspil
Idræt er på C-niveau et fag, der tager udgangspunkt i praksis. Om det er fodbold, dans, svømning eller en hvilken som helst anden idrætsaktivitet, der tages udgangspunkt i, så vil fagets fokus altid være den fysiske aktivitet.
På C-niveau arbejdes der hovedsageligt med den praktiske metode, men i udvalgte sammenhænge som f.eks. AT og træningsprojektet vil idræt C kunne indgå som teoretisk fag, hvor det vil være nødvendigt at fokusere på den metode, der ligger til grund for vidensdannelsen.
Figuren nedenfor illustrerer forskellige niveauer i det videnskabsteoretiske hierarki. Øverst er selve videnskabsteorien, den filosofiske overbygning, der beskriver og diskuterer vidensdannelse som abstrakt fænomen. I næste trin er den fakultære opdeling, hvor fag er organiseret (tilnærmelsesvis) efter de metoder, de anvender til vidensdannelse. Et trin længere nede ses disse fag, der hver for sig eller i fællesskab markerer sig med særegne metoder til at danne viden.
Endnu et trin længere nede i hierarkiet er gymnasiefaget idræt. Gymnasiefaget har et eksemplarisk udgangspunkt, som altid vil være idrættens fysiske manifestation ud fra en eller flere af de forskel-lige synsvinkler.
Med meget få teoritimer til rådighed er det ikke muligt at skulle beskæftige sig indgående med alle de metoder, der ligger til grund for den viden, der formidles i faget. Kun sjældent vil man beskæfti-ge sig med hvilke faglige og videnskabelige metoder, der ligger til grund for vidensdannelsen inden for de enkelte synsvinkler. Hvis det inddrages, vil man ofte trække på elevernes viden fra de respektive støttefag.
Mest nærliggende at tage fat på vil være fagets praktiske metode – altså spørgsmålet om, hvordan den kropslige læreproces foregår, og hvordan den kropslige viden dannes. Denne metode er imidler-tid ikke behørigt beskrevet pt., men der er sat et udviklingsarbejde i gang for at komme med et svar på dette. Et tidligt bud er, at metoden minder om den humanistiske, hvor kroppens sprog kan side-stilles med andre sprog som f.eks. dansk. Ved at sanse andres kropssprog og praktiske kompetencer kan man afkode, imitere, eksperimentere og lære. Derigennem kan man udvikle sin egen idrætsfaglige kompetence og sit eget individuelle kropslige udtryk og bruge det i kreative, nyskabende lære-processer (spil, danse, performances).
I takt med at den kropslige viden opbygges, og individet gennem en samtidig refleksiv proces be-vidstgøres om sin egen kropslige viden, bliver vedkommende også bedre og mere kvalificeret til dels at reflektere over sin egen krop og kropslige læring, dels at afkode andres kropssprog og handle i forhold til det i idrætsfaglige og generelle sociale kontekster.
I forhold til at arbejde med den praktiske metode i f.eks. AT-sammenhæng kræves en abstraktion af det kropslige udtryk, som kan fremkomme på forskellig vis (narrativ metode, analyse af det kropsli-ge udtryk ved hjælp af f.eks. Rudolph Labans begreber). Derudover kræves en eller anden form for ”tekst”, som i denne sammenhæng ville være en bevægelsessekvens. Da det er svært at forestille sig, at en AT-eksamen har en praktisk del, hvor en sådan bevægelsessekvens udføres, må sekvensen foreligge i elektronisk form.
I forhold til AT-eksamen er det som lærer vigtigt at sikre sig, at eleven er blevet undervist i fagets metode(r) i et omfang, der gør det muligt at leve op til de i AT-læreplanen beskrevne målsætninger for anvendelse af og refleksion over fagets metode(r). I læreplanen kræves der ikke, at eleverne undervises i alle fagets metoder, men udelukkende i de for undervisningen relevante metoder. Det er med andre ord ikke nok, at eleven har lært om f.eks. samfundsvidenskabelig metode i samfunds-fag, da det vil stille eleven dårligt i forhold til kravet om refleksion over fagets metoder.
Grundet fagets tværfakultære profil har idræt mulighed for at indgå i en lang række tværfaglige og tværfakultære samarbejder. Det er dog vigtigt, at når idræt arbejder sammen med et af de fag, som i forvejen betragtes som støttefag (f.eks. biologi, samfundsfag, historie), så skal idræts synsvinkel adskille sig markant fra støttefagets. I AT skal idræt repræsentere et andet hovedområde – altså en væsensforskellig metode til vidensdannelse – end det ”andet fag”, mens idræt i SRP-sammenhæng skal repræsentere et fagligt indhold, der adskiller sig fra det ”andet fags” faglige indhold (men metoden til vidensdannelsen behøver ikke adskille sig).
Det teoretiske arbejde med idrætsfaget er mangfoldigt, og alt afhængig af emne og formål kan der inden for faget arbejdes såvel naturvidenskabeligt som samfundsvidenskabeligt og humanistisk. Faget har med andre ord en tilknytning til alle tre fakulteter og fagets teoretiske metode afhænger altså af hvilken emnemæssige sammenhæng faget indgår i, og hvilket formål arbejdet har.
De tre hovedområders metoder er præsenteret nedenfor:
Om Idrætsfagets teoretiske metoder
Den naturvidenskabelige metode
Naturvidenskab er viden om, hvordan vores verden - naturen - er skruet sammen.
Naturvidenskabens empiri
Naturvidenskabens empiri er de observationer og data, der indsamles, når en teori skal verificeres eller falsificeres.
Naturvidenskabens teorier og metoder
Den naturvidenskabelig metode tager udgangspunkt i objektivitet og logik og kan forenklet set beskrives som verifikationen eller falsifikationen af en teori. Denne teori skal ydermere kunne undersøges af alle, der vil gøre den nødvendige indsats og kunne gentages et ubegrænset antal gange. Selvom denne tilgang virker ret entydig er der alligevel igennem tiderne opstået fire hovedpositioner inden for naturvidenskaben:
1) Det eksperimentelle synspunkt
Der findes tre metoder, der er forbundet med det eksperimentelle synspunkt. Fælles for dem er, at det er en kritisk tilgang til verden kombineret med observationer og eksperimenter, der karakteriserer moderne naturvidenskab. De tre metoder er skitseret nedenfor:
- Den induktive metode: Udgangspunktet for videnskab er observationer, når samme fænomen er observeret et antal gange, kan man udlede en lov, herfra udledes nogle konsekvenser, som så undersøges for hvorvidt de stemmer overens med nye observationer, i givet fald kan teorien bekræftes. Her regnes observationerne som sikre.
- Den hypotetisk-deduktive metode: En teori fremsættes, heraf udledes konsekvenser, der sammenholdes med observationer fra eksperimenter, hvis de forudsagte konsekvenser holder stik, er teorien sand. Her regnes teorien som sikker.
- Falsifikationsmetoden: Teorier fremsættes som gæt, teorierne efterprøves vha. forsøg eller tests, forsøgene eller testene bestyrker eller forkaster teorien. Forsøgene eller testene regnes for sikre.
2) Det idealiserede synspunkt
Ud fra dette synspunkt har matematiske teorier højere status end erfaring og forsøg. Forsøg tjener kun det formål at bekræfte en hypotese, der allerede er opstillet i teorien.
3) Det social-historiske synspunkt
Ifølge dette synspunkt er det det videnskabelige samfund, der karakteriserer moderne naturvidenskab. Der er ingen standarder for godkendelser af teorier, kun dem det videnskabelige samfund selv bliver enige om.
4) Det fremadskridende synspunkt
Dette synspunkt taler for, at det der karakteriserer moderne naturvidenskab er, at den konstant gør fremskridt og til stadighed bliver bedre til at forklare og forudsige. Ifølge dette synspunkt findes der ingen bestemt naturvidenskabelig metode, forskerne arbejder forskelligt, og der findes ikke i den sammenhæng noget der er rigtigt eller forkert.
Hermed en kort præsentation af de naturvidenskabelige metoder, der som det fremgår ikke kan defineres som en bestemt metode men som en vifte af flere forskellige arbejdsformer og metoder, hvor det fælles formål dog er at opstille og efterprøve teorier om verden omkring os. Kilde: Primus 1 - almen studieforberedelse, Peter Føge m.fl., Systime 2007, s. 74-80.
Den humanistiske metode
Humaniora er den del af videnskaberne, som beskæftiger sig med at undersøge og beskrive "mennesket" som tænkende, følende, handlende og skabende væsen.
Humanioras empiri
Udgangspunktet for en humanistisk undersøgelse og dermed humanioras empiri er:
Det ukonkrete: menneskets tanker, ytringer, handlinger
Det konkrete: menneskets produkter (skrifter og værker)
Humanioras teorier og metoder
Inden for humaniora findes en række forskellige retninger og dermed også forskellige teorier og metoder. Dette skyldes, at der selvsagt er forskel på at fortolke et digt og analysere en fredsaftale. Nedenfor skitseres nogle generelle tendenser inden for humanioraen, og det vil så være den faglige sammenhæng, der afgør valget af metode.
Hermeneutikken
Teorien tager udgangspunkt i, at menneskelige handlinger kan forklares ud fra en forståelse af meningen bag handlingerne. Forståelsen heraf bygger på tolkning, der igen er bygget på forforståelse altså den viden, som man allerede har, når man påbegynder sin fortolkning. Den hermeneutiske metode kan med andre ord betragtes som en spiral, hvor forståelse af handlinger bygger på fortolkning, der igen bygger på forforståelse, der igen bygger på fortolkning, osv. (den hermeneutiske spiral). Kilde: Primus 1 - almen studieforberedelse, Peter Føge m.fl., Systime 2007, s. 56.
Kildekritikken
Kildekritikken er en analysemodel, der primært anvendes på historiske problemstillinger, og som har til formål at opnå en så pålidelig viden om fortiden som muligt. Til dette arbejde opstilles en række spørgsmål, som ved besvarelse skal opstille en så pålidelig beskrivelse og analyse af den konkrete historiske problemstilling som muligt. Eksempler på disse spørgsmål kunne være: Hvilken type kilde er det? Hvem er kildens afsender? Hvem er kildens modtager? Hvornår kan kilden dateres? Hvorfor er den blevet skrevet? Hvad står der i den? Har kilden en hensigt? Kilde: Primus 1 - almen studieforberedelse, Peter Føge m.fl., Systime 2007, s. 57.
Den samfundsvidenskabelige metode
Samfundsvidenskaberne beskæftiger sig med studier af de sammenhænge og fællesskaber, som mennesket indgår i.
Samfundvidenskabernes empiri
Samfundsvidenskabernes empiri eller erfaringsgrundlag er lidt forenklet de mange strukturer og elementer som menneskelige fællesskaber og sammenhænge består af.
Samfundsvidenskabernes teorier og metoder
Lige som inden for humaniora findes der også inden for samfundsvidenskaberne en række forskellige teorier og dermed også metodetraditioner. Fælles for dem gælder dog, at formålet er at indsamle empirisk data, der kan anvendes til belysning af det konkrete emne. Metoderne og dermed indsamlingerne af de empiriske data kan tage udgangspunkt i alt fra statistisk analyse og observation over eksperiment og indholdsanalyse af tekster til simulation, m.m., og valget af metode afhænger af, hvad man vil studere, og hvilke resultater, det er relevante at opnå. Overordnet kan metoderne inddeles i to kategorier:
De kvantitative metoder
De kvantitative metoder tager udgangspunkt i mængder og størrelser, der er udtrykt i tal, og som helt konkret kan tælles eller vejes. Kilde: Primus 1 - almen studieforberedelse, Peter Føge m.fl., Systime 2007, s. 96.
De kvalitative metoder
De kvalitative metoder er derimod størrelser, der ikke kan tælles, måles eller vejes (eks.: meninger, følelser, grunde, m.m.). Her handler det ikke om sammenligning, men om indlevelse. I de kvalitative metoder skal man så at sige trænge ind i det emneområde der studeres for at finde svaret. Kilde: Primus 1 - almen studieforberedelse, Peter Føge m.fl., Systime 2007, s. 96.
Krav til metoderne
Fælles for undersøgelsesmetoderne gælder følgende principper: pålidelighed, gyldighed, præcision, objektivitet og repræsentativitet.
Primus 1 - almen studieforberedelse: Peter Føge m.fl., Systime 2007
Almen studieforberedelse: Henning Sørensen, Frydenlund 2007
AT-håndbogen: Henrik Adrian m.fl., Systime 2009
