Skitse til en Odysseussøjle
Ved
Karen Dreyer Jørgensen, Fåborg Gymnasium.
Juni 2006 (oprindelig et indlæg til en mailliste for lærere i de klassiske fag).
Odysseus
Som alle I andre spekulerer også jeg på, hvordan jeg bedst skal gribe old an til næste år, hvor jeg skal have to 2g'er. Her kommer en "skitse" til et Odysseusforløb:
Jeg vil læse Odysseen stort set som jeg plejer - med fokus på "manden", der er ved at gå helt fortabt efter alt det, han har oplevet i krigen og i et univers befolket af monstre - som menneske er han helt ved at forsvinde, er blevet til "ingen". På faiakernes ø kan han - efter at have hørt Demodokos - dog sige sit navn og ved at fortælle sine oplevelser får han bearbejdet det hele, så han er i stand til at tage kampen op hjemme og blive sig selv igen: kong Odysseus.
Næste tekst må blive Æneiden, hvor Odysseus fremstilles som en super-skurk, og det vil give anledning til at fortælle om romernes mythologiske forbindelse med trojanerne, Aeneas etc - og hvorfor Vergil og de følgende århundreder ikke kan fordrage Odysseus.(Selvfølgelig ikke hele Æneiden - blot et par sider - jeg må finde nogle velegnede.)
Om Dante kan lide Odysseus eller ej, kan jeg ikke rigtig finde ud af - Odysseus sidder i bunden af Inferno, fordi han er en bedrager og en snydepels, men han får ret megen taletid, hvor han fortæller, hvad han foretog sig efter sin hjemkomst til Ithaka! Men det bliver i hvert fald næste tekst (2,5 ns) med masser af muligheder for diskussion i klassen.
Så hopper vi over nogle århundreder ( hvis man da ikke vil have en renæssance-Odysseus i Troilus og Cressida med) op til Holbergs Ulysses fra Ithacia, som jeg gerne vil have ind på en eller anden måde - og endelig sluttes der af med et passende stykke fra Eyvind Johnsons "Brændingens brus", der fortolker Odysseus, som jeg selv gør i Homers tekst: en mand der er helt traumatiseret af sine oplevelser i krigen - hvor han selv har foretaget sig lidet rosværdige ting - men alligevel overlever som menneske. Så er ringen sluttet. I denne roman vil der også være særdeles gode muligheder for at finde egnede ekstemporaltekster til eksamen. (Ja - og så er jeg ikke "purist" - jeg vil selvfølgelig vise nogle scener fra en Odysseus-film)
Jeg vil helst undgå James Joyce, som jeg ikke fattede meget af, da jeg for mange år siden forsøgte at kæmpe mig igennem, men jeg vil stærkt anbefale Eyvind Johnsons bog. Som nævnt er dette kun en "skitse", jeg er ikke nået frem til timeantal eller præcise tekstlængder - kan det overhovedet lade sig gøre? Men måske kan I andre bruge noget af det og måske supplere med ideer. Jeg vil i samme åndedrag lige nævne Karen Blixens fortælling: Fra det gamle Danmark, som må kunne anvendes i forbindelse med Herodot: Polykrates' ring - skyld og skæbne.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

