Ledere
Reformens første grundforløb er ved at være til ende, og evalueringerne er i fuld gang. Først til foråret bliver det muligt at få et overblik over, hvordan latindelen i almen sprogforståelse har fungeret, men de tilbagemeldinger bestyrelsen har fået fra alle sider i forbindelse med den undersøgelse, der er omtalt nærmere i dette nummer, tyder på, at det generelt har fungeret godt. På de fleste skoler har latindelen som udgangspunkt fået mellem 15 og 25 timer, som det er anbefalet i undervisningsvejledningen. Men på de skoler, hvor man tager timer fra almen sprogforståelse til almen studieforberedelse ligger over halvdelen under 15 timer. Det er selvsagt kvælende for faglighed og arbejdsglæde at få tildelt så få timer til latindelen, og under disse betingelser skal latinlæreren så mestre det umuliges kunst: at opfylde bekendtgørelsen krav på langt under den anbefalede tid. I den forbindelse er det værd at holde sin skole fast på, at tiden til den afsluttende evaluering iflg. § 73 ikke skal tages fra de tildelte timer, men fra ”7%’s puljen”.
Undersøgelsen blev gennemført før skolerne for alvor gik i gang med at planlægge den afsluttende evaluering. Hvordan den er blevet udformet på de enkelte skoler, og om det på de skoler, hvor latindelen har fået meget få timer, er muligt at evaluere eleverne i overensstemmelse med bekendtgørelsen, vil være et af de emner, der vil blive drøftet på Klassikerforeningens workshops til foråret.
Undersøgelsen har også samlet oplysninger om latin på A-niveau og C-niveau. Det er dejligt, at latin som valgfag på C-niveau udbydes på 98 gymnasier, og når dette læses ved vi, hvor mange steder det har været muligt at oprette hold.
Ser vi på udbuddet af latin A i studieretninger uden græsk, er situationen anderledes barsk. Latin A tilbydes på 5 skoler, hvoraf to også udbyder en klassikerstudieretning. Af de tre tilbageværende skoler har kun en opretholdt udbuddet af latin A for 2006/07. Det er en skærende kontrast til situationen i dag, hvor der er latin på højt niveau på 35 skoler, fordelt med 20 hold i 2g og 31 i 3g. Under den gymnasiestruktur, som vi nu er ved at tage afsked med, har der været oprettet latin højniveau på ca. halvdelen af landets skoler. Det er en meget kritisk situation for latin A og arbejdet med at få latin sikret i den nye struktur bliver en af bestyrelsens vigtigste opgaver.
Bestyrelsen vil gerne takke alle de kolleger, der har givet sig tid til at svare os i forbindelse med undersøgelsen, og vi håber – og regner også lidt med -, at I også i den kommende tid vil hjælpe os med at indsamle oplysninger og erfaringer.
Året 2006 er renæssanceår, og bestyrelsen har nedsat en gruppe, som skal udarbejde materiale, som behandler renæssancen ud fra de klassiske fags synsvinkel og komme med forslag til forløb, som kan indgå i et fællesfagligt samarbejde. Resultaterne af gruppens arbejde vil blive lagt ud på EMU og publiceret i foreningens regi. Hans Balling er tovholder og sammen med Hanne Christiansen bestyrelsens repræsentanter i gruppen, som desuden består af Karen Dreyer Jørgensen, Erik Vinther Andersen og Marianne Pade.
Og til sidst: På generalforsamlingen forslog bestyrelsen en kontingentforhøjelse, så kontingentet til Klassikerforeningen fra 2006 bliver 500 kr. for enkelt medlemskab, 700 kr. for ægtefæller og 200 kr. for studerende. Det er ikke noget vi gør med glæde, men det er nødvendigt, først og fremmest fordi portoudgiften ved udsendelse af Meddelelser er steget drastisk efter tilskuddet er faldet bort.
Bestyrelsen, Meddelelsers redaktion og redaktionen af Kildehæfter vil gøre alt for, at I får valuta for pengene.
På bestyrelsens vegne
Margit Kiil Jørgensen

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

