Leder. Meddelelser 224. April 2006

Oldtidskundskab er emnet denne gang. Der venter os alle et travlt næste skoleår, for lige meget hvordan de enkelte skoler vælger at løse problemerne med ’dobbelt’ oldtidskundskab, så skal vi arbejde med et ben i begge lejre: vi skal tage ordentligt afsked med den hidtidige ordning samtidig med at vi skal i gang med det nye old med dets krav om perspektivering og samarbejde.

 

Det kræver efteruddannelse, men strukturen er – som så meget andet – ændret. Undervisningsministeriet giver støtte til udvikling af efteruddannelse, men de støtter ikke mere gennemførelsen af de egentlige kurser. Det betyder, at de penge ministeriet før gav som tilskud, skal hjem via kursusaften, så de højere kursusafgifter er altså ikke et udtryk for grådighed fra arrangørernes side, men et udslag af de nye tider.

 

Og der er også fuld gang i efteruddannelsen: Klassikerforeningen har her i foråret arrangeret en række seminarer med udgangspunkt i ’Samtiden anbefalet’, og de mange deltagere viser, at der er et meget stort behov for at mødes, suge til sig, udveksle erfaringer og diskutere muligheder. Det er meningen at så meget af materialet som muligt skal lægges ud på EMU, så også de, der ikke kunne komme, kan få glæde af det.

 

Desuden har Klassikerforeningen har fået tilskud fra Undervisningsministeriet til et projekt, som har som formål at udarbejde materiale til og konkrete eksempler på forløb, hvor oldtidskundskab indgår i samspil med andre fag, især religion. Der er knyttet 9 personer til arbejdet, som går i gang i april måned og strækker sig over efteråret. Gruppens materiale bruges på efteruddannelseskurser, men vil også blive publiceret i Meddelelser og lagt ud på EMU.

 

Og så kan det en gang imellem være til inspiration at støve reolerne af. Man kan for eksempel falde over ’gamle’ publikationer fra Klassikerforeningen og fra Kildehæfter, som med forskellig vægtning går ind i debatten om værdien af oldtidskundskab og humaniora i det hele taget. Det er skrifter, hvor fagets ’egne’ beskriver, hvad oldtidskundskab er og kan, og hvor også andre end ’os selv’ argumenterer for værdien af det klassiske.

 

Jeg tænker på hæftet ’Oldtidskundskab’, som blev lavet helt tilbage i 1981, og på ’Herfra kan vi se vores egne vindver’ fra 1985. I 1991 udkom den lille bog ”Dannelse” på Kildehæfter og sidst i 2003 kom ”Levende Ord”. Og så må vi ikke glemme jubilæumsnummeret af Meddelelser, nr. 150 fra december 1993. Dette nummer rummer en tekst af Pia Tafdrup: Over vandet går jeg – Skitse til en poetik. Den begynder således:

”Samtalen med de klassiske værker har ændret betydning. Det, de var engang, er de ikke i dag. De er, men de vil dog altid være noget andet, og dog kan de bevare intensiteten på tværs af al historisk tid – en helt afgørende kvalitet. Forbindelsen er på visse punkter integration, på andre distance, men dialogen antager uafladelig ny karakter.

 

”De gamle” er ikke interessante, fordi de er gamle, men af den simple årsag at nogle af dem er mestre. Det, der gør deres værker til klassikere, er ikke alene, at de er udført med artistisk præcision, men at de rummer en universel værdi: De formår endnu at gøre indtryk og sætte sind i kog, de ægger stadig til nye læsninger og overvejelser. Den nye poesi, der for alvor vil udfordre, må tage tidligere tiders poesi alvorligt.”