Leder. Meddelelser 229. Februar 2007

”Hvem vil rådne op i studerekammeret?”

 

Dette var overskriften på en artikel i Politiken den 7. januar 2007, hvor Monna Dithmer kommenterer Det kongelige Teaters opsætning af ’Faust’ i november 2006.

 

Og hun fortsætter:

”Den lærde Faust tabte sit slag til manipulatoren Mefisto. Åndløsheden sejrede. På scenen såvel som i virkeligheden…

 

Udfordringen er, hvad man i dag stiller op med en lærd mand som Faust som identifikationsfigur? Det er ikke den type det ligger lige for at spejle sig i. Sigende nok præsenteres han på Det Kgl. som en lille bogorm, der trasker rundt i en kæmpebog. en indtørret lektor i cardigan, en spøjs lille fætter, der arrigt stamper rundt og græmmer sig over tomheden i sit liv.

Skulle den tørvetriller-gnom virkelig være billedet på den faustiske stræben, den utrættelige videnstørst, desperate livshunger og vilje til at gå hinsides de gængse grænser for viden? Der er jo, som det fremstilles her, ikke noget større drama eller tragisk fald i, at en lektor hellere vil ud og bolle end rådne op i studerekammeret.”

 

En stor og støvet bog, en slidt trøje og et tomt liv. Det dækker måske meget godt det billede de unge i dag har af, hvad de sprogligt-humanistiske studieretninger kan føre til, og så er der jo ikke noget at sige til, at de prioriterer dem lavt – eller afviser dem – i forhold til de naturvidenskabelige, de samfundsfaglige og de kreative studieretninger. ”Er fagene adgangsgivende til videregående uddannelser? Venter der vellønnede og prestigefyldte job forude? Kan jeg realisere mig selv? Kan jeg lære at begå mig i samfundet?” Stiller eleverne sig f.eks. sådanne spørgsmål inden studieretningsvalget, vil sprog og humaniora nok ikke være det, der falder først for.

 

Mange gymnasier har forsøgt at skærpe elevernes appetit på sprog ved at knytte samfundsfag til de sproglige studieretninger. Og det har været medvirkende til, at antallet af elever, der har 2 sprog ud over engelsk er faldet drastisk.

 

Hvis ikke balancen mellem fakulteterne skal tippe, er det nødvendigt, at styrke den sprogligt-humanistiske dimension i gymnasiet og at gøre op med den opfattelse, at sprog er redskabsfag eller kommunikation til rejsebrug. Og i den sammenhæng skal vi også turde sætte den tanke til debat, at det som eleverne skal lære, skal være ’ nyttigt her og nu’. Vi skal selvfølgelig gøre dem i stand til at gerere sig i dagen og i verden både fagligt, socialt og sprogligt, men vi skal gennem arbejdet med sprog og litteratur også fylde deres ’skattekiste’ med en viden og en indsigt, som ikke har nogen udløbsdato.

 

Det er banalt, at man skal kende sine rødder for at være omstillingsparat, men sådan er det jo. Også når det gælder sprog. At de klassiske sprog er kultursprog og bærere af en lang humanistisk tradition er næsten overflødigt at nævne; at de er studieforberedende, fremgår af flere undersøgelser. Derfor må de klassiske sprog være naturlige og uomgængelige medspillere i de sproglige studieretninger, som skal styrke det almene gymnasiums sproglige profil.