Ledere
Jammerligt! Det var overskriften på en leder af Anne Knudsen i Weekendavisen i oktober - og emnet var den noget miserable situation for sprogfagene i det danske skolesystem. I den påpeger hun det næsten absurde i, at elever, som i ’gamle dage’ forlod folkeskolen som 14-årige havde haft både engelsk og tysk og fået introduktion til norsk og svensk, og elever med 9-10 års skolegang havde også haft latin og fransk, mens eleverne i dag nok er stærkere i engelsk, men til gengæld generelt har langt færre sproglige færdigheder – og det endda i et skolesystem, hvor det skriftlige arbejde fylder stadig mere.
Anne Knudsen ser bl.a. holdningen til sprog i folkeskolen, som en af årsagerne til tilbagegangen: ”Hele forestillingen om grammatik, altså om sprogs strukturelle opbygning, er forduftet ud af (folke)skolen sammen med sprog, der bøjer substantiver i kasus og verber i person og tal. Og det vil igen sige, at man ikke har forsynet eleverne med de basiskundskaber, som skulle gøre det muligt for dem selv at tilegne sig sprog med mere kompliceret grammatisk opbygning end dansk.”
Men derudover er det ikke ’trendy’ at beskæftige sig med sprog; fra alle sider får eleverne at vide, at matematik og naturvidenskab, gerne tilsat samfundsfag, er vejen frem – så hvorfor vælge flere sprog en højst nødvendigt? Det har fået den konsekvens – som det er påpeget flere steder - at er der i gymnasiet i dag er beskæmmende få elever med 3 eller 4 sprog. På landet største gymnasium er der fx på 2g årgangen i alt 14 elever med mere end 2 sprog. De forslag til strukturændringer for de sproglige studieretninger, som bl.a. følgegruppen har fremsat, ser vi gerne blive til virkelighed meget snart! De er nødvendige!
Men noget er der allerede sket på det strukturelle område. I den nye bekendtgørelse er rækken af begyndersprog (den nuværende §10) blevet udvidet, så den også omfatter latin og græsk. Det betyder, at elever med græsk A, latin A, engelsk B og fortsættersprog B nu fritages for at løfte et naturvidenskabeligt fag til B niveau, men det betyder også, at de så får en fri valgblok, som de kan bruge til at løfte fx matematik eller samfundsfag til B, eller de kan vælge at tage engelsk på A-niveau. Det er rigtig, rigtig glædeligt at klassikerne ikke som før er låst fast uden nogen som helst valgmuligheder.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

