Introduktion
Dette modul tager først og fremmest sigte på latin i 1.g.
Det kan måske virke paradoksalt at anvende moderne teknologi på faget latin, men ikke desto mindre er det nok et af de fag, der egner sig bedst til mediet.
Det skyldes for det første, at der er rigtig meget godt materiale til rådighed på Internettet, for det andet er der måske netop i latin brug for variation i undervisningen, da vi jo ikke har den mundtlige dimension i faget, og netop denne manglende mundtlige dimension gør det lettere at anvende IT i faget, hvor det i de moderne sprog kan stjæle tid fra den mundtlige samtale.
Sprogets logiske karakter gør det også lettere at lave undervisningsmateriale, når der ikke skal tages hensyn til alle muligheder og undtagelser som i moderne sprog, fx engelsk. Hele den logiske metode i latinundervisningen passer fint til IT-mediet.
Som nævnt findes der meget materiale på nettet – desværre jo mest på fremmedsprog – især engelsk, men efterhånden som elever bliver mere og mere fortrolige med netsurfing, må sprogproblemet mindskes.
Der findes søgemaskiner specielt velegnede til de klassiske fag, fx Argos [sep. 2004: Argos er nedlagt]. Der findes også flere online leksika, fx Lewis and Short i Perseus samt grammatiske indlærings- og øveprogrammer (se kapitlet om grammatik/sprogforståelse), flere libraries med latinske tekster, fx The Latin Library, foruden alt det uoverskuelige om historie og kulturhistorie, - for at det ikke skal være løgn findes der endog en radioavis på latin og chat-rooms, hvor man konverserer på latin – der er altså nok at tage fat på.
Der findes også enkelte programmer på CD, fortrinsvis indenfor kulturhistorie.
Børge Kjeldsen har lavet et grammatik- og gloseindlæringsprogram i Klassikerforeningen, og jeg har lavet et elektronisk begyndersystem, Familia Caecilia (præsentation af begge findes i biblioteket).
I selve undervisningssituationen kan IT dels tilføre en tiltrængt variation og dels fremme en individualisering af undervisningen. Eleverne kan arbejde i deres eget tempo og få den individuelle hjælp, som de behøver. Det giver en effektivisering, at man ikke skal give de samme informationer til alle, og man undgår kedelige gentagelser af ting, som nogle kan i forvejen.
Af en eller anden mærkelig grund bliver de fleste elever mere koncentrerede, når de arbejder med en computer end, hvis de skulle løse de samme opgaver med blyant og papir. Selvfølgelig er der også en risiko for at tabe de svage, som kan snyde sig til at lave andre ting, men mon den risiko er meget større end ved almindelig undervisning? – der foregår der vist også en del, som læreren ikke helt har styr på.
Det kan virke meget stimulerende på elevernes interesse, at formidlingen af stoffet/det produkt, der kommer ud af arbejdet, præsenterer sig smukt enten i tekstbehandling, hvor det kan stilles flot op eller som præsentation, hvor billeder og lyd bliver en vigtig ingrediens, eller måske som en hjemmeside, hvor vi kan vise andre (og hinanden), hvad vi har lavet og indsætte links til nyttige websteder.
Hvis det skal være let at arbejde på denne måde for læreren og eleverne kræver det lidt hjælp fra datavejlederen. Man skal sørge for at have en mappe, hvor læreren kan lægge materiale ind, som eleverne kan hente men ikke ændre. Desuden skal der være en mappe, hvor eleverne kan gemme deres besvarelser. Endnu bedre er det, hvis man kan bruge konferencer til at kommunikere med eleverne, men det kræver dels at SkoleKom fungerer fejlfrit, dels er det en fordel, at de kan komme på konferencen hjemmefra – altså bedst i en elektronisk klasse med bærbare computere og modem.
Et stort problem i vores fag er begrænsningen i tid, med tre ugentlige timer i 1 år er det vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at udnytte mulighederne optimalt.
| Links til indledningen | |
|---|---|
| Intro | |
Gymnasie-IT har frigivet fagmodulerne, således at de kan offentliggøres på EMU. Det er sket i forbindelse med en omlægning af Gymnasie-IT, der betyder, at fagmodulerne ikke længere er obligatoriske. Fagmodulet i latin blev skrevet i 2001, og UNI-C har ikke siden da afsat midler til en vedligeholdelse. I forbindelse med offentliggørelsen af fagmodulet i oldtidskundskab på EMU er alle links blevet checkede og der er foretaget nogle få, mindre redaktionelle ændringer. Der er sket meget på området siden 2001, og en del af fagmodulet ville nok idag have fået en anden udformning og have indeholdt andre synspunkter. Fagmodulet blev oprindelig skrevet af Jette Lægdsmand.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

