Menu
CFU logo © CFU
 
• Indhold

IT-anvendelse i oldtidskundskab

Præsentationer og hjemmesider

INTRODUKTION

I dette kapitel skal behandles 2 IT-redskaber, som det er nyttigt for oldtidskundskabslæreren at beherske. Det drejer sig om præsentationer -og i denne sammenhæng brug af storskærmsprojektor- og egne hjemmesider. Begge redskaber er gennemgået generelt i det obligatoriske modul 3, hvortil der henvises, og begge er det forholdsvis nemt at komme i gang med at bruge.

Både præsentationer og egne hjemmesider kan fungere som IT-baserede undervisningsmaterialer, men har forskellige anvendelsesområder. Præsentationer vises typisk på et lærred, hjemmesider på en skærm.

Lysbilledapparatet -evt. suppleret med en overheadprojektor- har i mange år været et vigtigt redskab for oldtidskundskabslæreren. Både i forbindelse med den egentlige monumentgennemgang og ved brug af billeder som illustrationer i forbindelse med tekstlæsningen eller ved introduktion til et nyt emne.

IT giver en ny mulighed: storskærmsprojektoren, der projicerer et computerskærmbillede op på et lærred, kan kombinere overheadprojektorens og lysbilledapparatets muligheder -og give en række nye. Storskærmsprojektoren er velegnet til fremvisning af præsentationer, digitale billeder og også websider, herunder hjemmesider, man selv har oprettet til brug i undervisningen.

Formodentlig vil storskærmsprojektorer i løbet af ret få år erstatte lysbilledapparater og overheadprojektorer og mere eller mindre blive standardudstyr i klasselokaler. I dag er det nok de færreste oldtidskundskabslærere der har adgang til en permanent opstillet storskærmsprojektor i et faglokale, hvad der er det optimale, men de fleste har nok mulighed for at reservere et apparat og således anvende det i undervisningen.

PRÆSENTATIONER

En præsentation er en række digitale lysbilleder, der både kan indeholde tekst (ofte i punktopstilling) og billeder, hver for sig eller i kombination, og er velegnet til at understøtte en mundtlig fremlæggelse af et stof eller et egentligt foredrag. (De i kapitel 2 omtalte digitale lysbilledserier kan siges at være enkle præsentationer). Mængden af billeder og illustrationer, der står til rådighed, er øget drastisk med den nemme adgang til internettet.

Digitale præsentationer kan både være et redskab for læreren og eleverne. En del oldtidskundskabslærere, der har valgt dette fagmodul, har formodentlig gennemgået det valgfrie modul At tale til øjet -præsentationer i undervisningen og er fortrolige med emnet. De, der ikke har arbejdet med præsentationer før, kan forholdsvis let komme i gang og blive i stand til at lave egne præsentationer. De to mest udbredte programmer til fremstilling af præsentationer er Microsofts PowerPoint og Corels Presentations, der begge indeholder skabeloner, man kan tage udgangspunkt i. I øvrigt henvises til tastevejledningerne til modul 3.

En nærliggende anvendelsesmulighed for præsentationer er introduktioner til et nyt stofområde eller emne, evt. som oplæg til elevers mere selvstændige arbejde med en tekst.

Man kan også med fordel lade elever producere og anvende præsentationer ved gruppefremlæggelser eller elevforedrag eller -oplæg. En forudsætning er dog nok, at eleverne behersker denne teknik i forvejen, hvad der undertiden vil være tilfældet i 3.g-klasser. Tidspresset gør det urealistisk at forestille sig, at oldtidskundskabslæreren (alene) skal lære eleverne at producere præsentationer.

Både i Powerpoint og Presentations er det meget nemt at konvertere præsentationer til html-sider, der umiddelbart kan lægges ind på klassens eller fagets hjemmeside.

HJEMMESIDER

Et andet nyttigt redskab er egne hjemmesider.

Det er i dag blevet overkommeligt selv at skrive hjemmesider. Man kan bruge FrontpageExpress eller Composer, der følger gratis med hhv. Internet Explorer og Netscape. Eller det måske umiddelbart allerenkleste: gemme filer skrevet i WordPerfect eller Word i hjemmesideformat, dvs. HTML. Som minimum bør man på hjemmesiden kunne indsætte billeder og oprette links til andre sider, både sider, man selv laver, og sider på internettet, og kunne placere filerne på skolens server, dvs. uploade, så de bliver tilgængelige på internettet eller skolens intranet. Hertil kan man formodentlig få hjælp af en lokal datavejleder eller webmaster.

På mange skolers hjemmesider har fagene hver deres afdeling, der dels tjener som en almen præsentation af faget, og dels er et redskab for fagets lærere og elever. På oldtidskundskabs side kan faggruppen lægge links af mere generel karakter evt. struktureret efter emner.

Her et par eksempler på oldtidskundskabssider:

Grindsted Gymnasium: www.grindsted-gym.dk/oldtid.htm 

Ribe Katedralskole: http://klassisk.ribekatedralskole.dk/ (dækker også græsk og latin)

En mulighed, der kan anbefales er, at den enkelte lærer opretter sider til sine klasser. Faget bliver synligt på denne måde, og IT fremstår som et naturligt redskab i oldtidskundskab. Ribe Katedralskoles side indeholder også sådanne sider for enkelte klasser. Afhængigt af ønsker og ambitionsniveau kan en klasses hjemmeside f.ex. indeholde:

  • undervisningsplaner
  • oversigt over gennemgået stof/pensum
  • links der er relevante for det stof, der behandles på et givent tidspunkt, evt. nye relevante links til hver time eller timeblok
  • lektier med arbejdsspørgsmål eller -opgaver
  • undervisningsmateriale produceret af læreren (forskellige oversigter, analysemodeller etc.)
  • materiale produceret af elever, individuelt eller i forb. med gruppearbejde
  • oversigt over udleverede kopier, evt. med mulighed for at downloade dem her
  • billeder af monumenter der indgår i pensum -eller links til disse. Evt. i form af digitale lysbilledserier der er konverteret til HTML (som omtalt i kap. 2)
  • webbaserede undervisningsforløb
  • præsentationer, der er konverteret til HTML-format (det klarer præsentationsprogrammer uden videre

En sådan side kan befordre elevens anvendelse af internettet i en faglig sammenhæng og blive et nyttigt redskab i hans hverdag. Eleven kan orientere sig om lektien i tilfælde af fravær og har mulighed for at forberede sig grundigere end ellers, ved at benytte sig af de foreslåede links og læse baggrundsstof. Samtidig vil eleven her have en masse materiale, der er nyttigt i forbindelse med repetition til eksamen.

 


Artikeloversigt:

Listen nedenfor er en oversigt over de artikler, som kan anvendes i forbindelse med arbejdet med kapitlet. 

Artikler
Kapitel 3
Øvelser
  • Øvelser til kapitel 3


IT-anvendelse i fagene

Overblik over andre fag der behandler samme emne.