Menu
CFU logo © CFU
 
• Indhold

Nyt fra fagkonsulenten: justeringer af læreplanerne (sep. 2009)

 

Ministeriet for Børn og Undervisning

Gymnasiereformen trådte i kraft 2005. Allerede i forbindelse med det første års gennemløb begyndte evalueringsarbejdet, som siden er blevet offentliggjort bl.a. i en lind strøm af evalueringsrapporter. Følgegruppen har fulgt reformen tæt og har barslet med flere rapporter. Rektorer, inspektorer, GL og lærerne har været inddraget i evalueringen. På den baggrund er der allerede løbende blevet justeret. Det har hele tiden været tanken, at reformen skulle have tid til at virke, inden et større justeringsarbejde blev sat i værk. Det er det så blevet tid til nu efter 3 fulde gennemløb. På det politiske niveau blev der i begyndelsen af april indgået aftale mellem forligspartierne bag gymnasiereformen i det såkaldte ”Påskeforlig”. En del af disse aftaler venter på at udmøntes i lovgivning. Det vil formentlig ske i begyndelsen af den nye folketingssamling.

Samtidig vil der i løbet af efteråret blive justeret i bekendtgørelser og læreplaner, så at der kan udsendes en justeret udgave i foråret 2010. Justerede vejledninger vil følge efter.

Alt dette kan man læse mere detaljeret om på Ministeriet for Børn og Undervisnings hjemmeside:

http://www.uvm.dk/Uddannelse/Gymnasiale%20uddannelser/Om%20gymnasiale%20uddannelser/Politiske%20oplaeg%20og%20aftaler/Gymnasiereformen.aspx

I de enkelte fag har lærerne været inddraget i evalueringsarbejdet bl.a. gennem dialog i de faglige miljøer og elektroniske censorevalueringer.

I de klassiske fag blev censorevalueringerne gennemført efter 1. og 2. års eksamen med de nye læreplaner. Der har derudover været løbende dialog med Klassikerforeningen, Det faglige Forum og lærerne rundt om på kurser, ved lokalmøder etc. De skriftlige opgaver i latin og græsk er ligeledes blevet evalueret både ved møder med fagenes lærere og opgavekommissionerne samt gennem de årlige censorrapporter.

Senest er der åbnet en blog på EMU, hvor lærere kan give deres mening til kende i forbindelse med de forestående justeringer af læreplanerne.

Der er altså et solidt grundlag at gå ud fra, når der skal foretages justeringer.

Det overordnede indtryk af de klassiske fag på alle niveauer er, at reformlæreplanerne har fungeret meget fint, og at der kun på enkelte punkter er behov for justeringer. Det faglige Forum for de klassiske fag foretog i november en ”temperaturmåling” på, hvordan de nye læreplaner fungerede i fagene. Rapporterne kan ses på Emu: http://www.emu.dk/gym/fag/fagligfora/index.html

Forventede ændringer:

I græsk og oldtidskundskab forventes ændring af kunstsøjlen. Den gældende læreplan stiller krav om valg mellem de 3 genrer: arkitektur, skulptur og maleri. I den nye læreplan forventes dette at ændres til valg mellem kun to genrer: arkitektur og kunst. Kunst defineres som billedkunst af enhver art: skulptur og maleri selvfølgelig, men også f.eks. mosaikker, ”Kleinkunst” etc. kan indgå, og det vil stå frit at vælge kun én udtryksform f.eks. skulptur eller blande forskellige udtryksformer f.eks. skulptur og maleri. Udgangspunktet for ændringen er, at udviklingen i formsproget er parallel, hvad enten der er tale om figurfremstillinger i fri skulptur, reliefskulptur, malede figurfremstillinger etc., og at sammenhængen mellem kunstens udtryk og indhold og de kulturelle strømninger i den tid, den er fremstillet i, derfor lige så vel kan iagttages, hvis de forskellige udtryk blandes, som hvis de som nu holdes adskilt. Dermed gives der mulighed for, at eleverne, hvis de vælger kunst, kan stifte bekendtskab med flere typer. Samtidig lettes også perspektiveringen, så at perspektiveringen af en antik skulptur kan (men ikke skal) ske gennem både senere tiders maleri og skulptur.

I græsk forventes den skriftlige prøve ændret lidt. Der er ikke tale om egentlig indholdsændring, men opstillingen i eksamensopgaven vil blive lidt anderledes: 4 opgaver: En syntaktisk analyseopgave, en oversættelsesopgave, en tekstforståelsesopgave og en billedopgave. Alle er selvfølgelig obligatoriske, men i tekstforståelsesopgaven får eleverne valget mellem flere formuleringer – og dermed forskellige vinkler på teksten.

Desuden forventes en formulering i de klassiske fag m.h.t. genbrug af eksamensspørgsmål, at de må anvendes to gange på samme hold.

I græsk forventes i lighed med oldtidskundskab indskrevet, at perspektivteksternes længde er op til 5 sider.

Det kan også forventes, at regler for, hvornår prøvemateriale skal sendes til censor, bliver indskrevet i eksamensbekendtgørelsen.

Susanne Høeg

fagkonsulent