Harmonisering

1. Formen
· Spil melodien igennem nogle gange og dan dig et overblik over formen

2. Tonearten
· Fastslå toneart og skriv skalaen op.

3. Akkordmateriale
· Fastslå hvilke akkorder der er hjemmehørende i skalaen (I-VI trin), 3 dur og 3 mol

4. Melodien
· Analyser melodien: hvilke toner i skalaen bruges? Hvilke akkorder fra tonearten passer til melodien?

5. Harmonisering
· Harmoniser først udelukkende med T (I trin) og D (V trin). Brug melodianalysen som udgangspunkt, og brug tempoet som rettesnor for den harmoniske puls (højt tempo: få akkorder, langsomt tempo: flere akkorder).
· Indføj herefter S (IV trin) et enkelt, måske flere steder i satsen. Husk at melodien gerne må være sekseren i S, så funktionen egentlig bliver en S6. Også andre meloditoner kan oftest indkorporeres i S.
· Prøv herefter med Tp (VI trin) og Sp (II trin) på udvalgte steder og som variation.
· Endelig kan prøves med bidominanter (D) - med måde. Husk altid at vurdere i forhold til melodien: ofte vil bidominantens løse fortegn kollidere med melodien (dur/mol kollision fx)
· HUSK: gennemgangstoner og drejetoner må gerne være akkordfremmede, og selv på betonet tid forekommer ofte akkordfremmede meloditoner. Her hedder de bare forslag eller forudholdstoner. Dette er i orden, blot de på næste slag opløses nedad til en akkordegen tone.

Generelle huskeråd
· Husk at kvintforbindelser er den stærkeste relation (II-V-I vendinger fx).
· Forbindelser mellem en akkord fra tonikagruppen (T, Tp) og en akkord fra de andre grupper er typisk godt.
· Husk ikke at panikke over akkordfremmede toner, heller ikke på betonet tid (forudholdstoner)
· Løse fortegn i dur er altid tegn på modulation. I mol er et enkelt løst fortegn som regel for dominantens terts (skalaens 7. tone), der jo i mol er kunstigt forhøjet så akkorden bliver til dur for at sikre ledetonen.
· I forbindelse med slutkadencer ændres den harmoniske puls ofte (flere akkorder i f.t. før). Virker opbremsende.
· Alle sange starter og slutter altid på T. Slutkadencen bør så vidt muligt være autentisk (S-D-T, dvs IV-V-I, eller Sp-D-T, dvs II-V-I).
· I slutkadencer er det ofte nærliggende at anvende D64 (dominantkvartsekstforudholdet: dominantens terts og kvint hævet til kvart og sekst. Akkorden indeholder samme toner som T, men med D's grundtone). D64 skal altid opløses til ren D og følges af T. Især nærliggende når melodien til slut har skalatonerne 3 - 2 - 1 (dominantens sekst, der opløses til kvint og herefter til tonikas grundtone).
· D54 (dominant-kvart-kvintforudhold = sus4 akkorden) er ligeså god, hvis melodien tillader det.
· Vendinger, der er værd at have på lager er:
· II-V-I (Sp-D-T) (ex: Dm-G-C), VI-II-V-I (Tp-Sp-D-T) også kaldet "vamp" (ex: Am-Dm-G-C)
· I-V-VI (T-D-Tp) også kaldet den "skuffende" kadence
· Lidt sjældnere men god når melodien tillader det: I-III-IV-V (ex: C-Em-F-G). Ofte kan man lave III om til dur (+III7), hvorved den skifter funktion til (D). Blot går den ikke som forventet til VI, men til IV (ex: C-E7-F-G)
· Alle former for kvintskridtssekvenser (faldende kvintkæde: akkorder hvis toner faldende ligger i kvintafstand)
· Især fra ubetonet til betonet tid er kvintrelationerne som hovedregel væsentlige.
· Ofte går sangene naturligt til subdominanten ca. midtvejs, og herefter tilbage til T uden at gå via D. Dette kaldes en plagal vending. Kan også forekomme som slutkadence.
· Husk at III (Dp) egentlig mest har tonika præg. Bruges ofte i sammenhæng med andre molakkorder, men ikke så ofte som Sp og Tp.
· Som rigtigt krydderi kan man forsøge sig med oS (molsubdominant) i slutkadencer. Svulstigt, men virkningsfuldt.
· De fleste parallelmolakkorder kan uden videre tilføjes lille septim.
· Den eneste tone, der ikke kan harmoniseres med en S i en eller anden form er ledetonen.
· Dominantfunktionen kan fungere under alle skalatoner, undtagen grundtonen.