Menu
CFU logo © CFU
 
• Indhold

Musikfagmodul til Gymnasie-it: Kapitel 1

 

Kapitel 1

 

Søgning og redigering af MIDI-filer og sangtekster

Pædagogisk tema:

  • Internettet som musikalsk database.
  • Brug af sequencer-/nodeprogrammer og tekstbehandling til bearbejdning af data.

IT-håndværk:

  • Søgning på Internettet
  • Overførsel af data fra Internettet til nodeprogrammer og tekstbehandling
  • Redigering af Internet-data i nodeprogrammer, tekstbehandling mm.

Dette kapitel behandler Internet-søgning af MIDI-filer og sangtekster med becifring.

Den nedtagne MIDI-file redigeres derefter i sequencer-/nodeprogram til en nodeudskrift, tilpasset den enkelte klasse, og sangteksterne med becifring redigeres i et tekstprogram som spilleforlæg.

Internettet er en rig (og uoverskuelig) database for musik og musikrelaterede informationer. Både amatører og professionelle musikere har taget den digitale musikteknologi til sig, og MIDI-formatet gør det muligt at udveksle data mellem computersoftware og MIDI-instrumenter. Musik en samtidig en lidenskabelig hobby for musikere på alle niveauer, og det afspejles i MIDI-filerne: der findes både ubehjælpsomme og meget professionelle MIDI-indspilninger af originalen.

Det er umuligt at opnå et fuldstændigt overblik over mængden af MIDI-filer på Internettet, dels på grund af nettets decentrale struktur, dels på grund af at antallet og placeringen af MIDI-filerne ændres fra dag til dag. Der er et stort antal af kommercielle udbydere (hvor MIDI-filer kan købes) og et endnu større antal på private hjemmesider.

Næsten alle titler indenfor rock-/pop-genren kan findes. Ligeledes er det med evergreens og jazz-standards. Den klassiske musik er godt repræsenteret - ofte også med noder (jvf. øvelserne til kapitel 2). For alle genrerne gælder det, at det er standardrepertoiret, der er bedst repræsenteret, mens den eksperimenterende og "smalle" musik er mere sparsomt repræsenteret.

MIDI-filer findes oftest på private hjemmesider, lagt ud af folk der ikke har økonomiske interesser i at programmere en hjemmeside og lægge tidskrævende MIDI-arrangementer ind. Nogle laver en hjemmeside med deres idoler (se fx Gasolin-hjemmesiden, andre blot med en samling MIDI-filer af "den fedeste musik på denne klode". Der er med andre ord "identitet" og prestige at hente i at have en smart hjemmeside med de rigtige MIDI-filer.

MIDI-fileren udveksles flittigt mellem de forskellige hjemmesider (det er derfor, man kan finde præcist det samme MIDI-arrangement af en sang på mange forskellige adresser). Det er også på denne måde, at suppe, steg & is-musikerne udveksler de MIDI-filer, de bruger som akkompagnement, når danskerne holder familiefest. Disse hjemmesider ligger på gratis-servere som www.geocities.com.

På grund af Internettets anarkistiske natur bliver kildekritik en væsentlig del af søgningen. Når det gælder MIDI-filer er det imidlertid forholdsvist enkelt, idet man blot kan sammenligne MIDI-indspilningen med en cd-indspilning for at afgøre, om de enkelte stemmer og hele arrangementet er "kompatibelt" med originalen.

Det er ikke tilladt at lægge MIDI-filer på en hjemmeside iflg. gældende danske lov om ophavsret. Principielt kræver det altid tilladelse fra rettighedshaverne (komponist og evt. forlag). Imidlertid er ophavsretten i de seneste år blevet stadig mere kompliceret at administrere, da Internettet har gjort det enkelt og billigt at kopiere og overføre data. Der bliver også sat spørgsmål ved, om ophavsretten overhovedet er realistisk og rimelig i den form, den har i dag (jvf. artiklerne "Hvem ejer musikken?" af Karl Aage Rasmussen og "Hvor er musikken, og kan jeg få en kopi?" af Michael Nyvang). Det er også uafklaret om MIDI-filer skal betragtes som noder (hvortil de kan redigeres) eller som et helt nyt arrangement af en melodi.

I praksis er vist ingen af de mange hjemmesider med MIDI-filer blevet gjort til genstand for en prøvesag af organisationerne for ophavsret. De accepteres modvilligt som uundgåelige - også fordi de ikke reelt påfører forlag og rettighedshavere tab. Om det er tilladt at nedtage MIDI-filerne og redigere dem til undervisningsmateriale, tilføjer endnu et spørgsmål til gældende ophavsret. Langt hen ad vejen svarer det til fotokopiering (som en dansk uddannelsesinstitution jo betaler for via Copy Dan) og det burde derfor være tilladt. Problemet er derefter - som med al anden brug af Internettet - administrativt: hvordan skal man registrere nedtagningen og kopiering af Internet-data?


Artikeloversigt:

Listen nedenfor er en oversigt over de artikler, som kan anvendes i forbindelse med arbejdet med kapitlet. 

Kap. 1 Søgning og redigering af MIDI-filer og sangtekster med becifring

Link:

  • www.roland.dk/support/software/musicator_mw30us _guide.htm indeholder en kort Musicator-manual og oversigt over programmet. Manualen er fjernet; kontakt til Roland uden resultat indtil videre
  • Desuden ligger der gode tips til brug af Musicator i musikarrangementet på?(det sidste 1-tal refererer til trommerne i arrangementet. Hvis det udskiftes med 2,3,4,5 og 6 vil du desuden få gode tips til bas, tangenter, guitar m.m.).
  • På Fagenes Infoguide www.infoguide.dk ligger en søgerobot, der er specialiseret i at søge sangtekster med becifringer og/eller tabulatur. Den findes på Infoguiden ved først at vælge gym/HF, derefter Musik og endelig Musikfiler, hvor Søgemaskine til becifringer vælges. Når den vælges kommer man til www.olga.net/search/index.html, hvor titlen på den ønskede sang indskrives i søgerobotten, som efter nogle sekunder kommer med en liste over evt. søgeresultater.

Øvelser

computer