MUSIKFAGETS EMPIRI OG METODER

Musikkundskab

Musikfagets empiri består primært af musikstykker i videste forstand fra nutid og fortid. Men herudover også film, musikvideoer, artikler og bøger om musik.

Helt grundlæggende viderefører gymnasiemusikfaget en tradition for rent metodisk at tage udgangspunkt i den klingende musik, nedfældet på noder, primært som en stilistisk analyse og med de historiske, kulturelle og sociale omstændigheder musikken er en del af, som det sekundære.

Der indgår flere forskellige aktører i skabelsen af musikken:

• – en autor: en skaber, en komponist, der udformer melodier, arrangementer, værker.
• – en interpret: en fortolker; en eller flere musikere der realiserer autorens ideer.
• – en modtager: publikum til koncert, til dans, til fest der benytter musikken.

Komponisten kan formidle sit værk via noder, som den klassiske komponist, mens der i jazz & rock ofte også (eller kun) vil være en mundtlig formidling af ideer i studiet og i bandet og nodematerialet vil kun udgøre en del af produktet. Folkemusik kan være udelukkende mundtligt formidlet eller også nedfældet på noder.

Og hvad betyder det for den videnskabelige omgang med genstanden, det musikalske udtryk?

Det betyder at der er forskellige usikkerhedsfaktorer i hvad det er vi analyserer på:

– med gammel musik kan vi via noderne se hvordan musikken er skabt og tænkt, men vi kan faktisk ikke høre den, som den er blevet til klingende produkt på den tid: instrumenterne er blevet anderledes (moderniseret), opførelsespraksis har ændret sig (orkesterstørrelse, brug af forsiringer og triller osv), tempo og stemning (kammertone) har ændret sig osv, så den musik vi kan høre i dag er moderne menneskers fortolkninger af noden.

– med nyere musik – jazz, rock & folkemusik – er den musik vi hører som oftest skabt af komponist og fortolkere samtidigt – i studiet eller live. Musikken er det klingende produkt og evt. noder kan kun vise en del af dette – de kan enten være forstudier eller udkast eller blot melodi + becifringer – mens det endelige resultat er et produkt af de involverede musikeres fortolkninger af dette materiale: der kommer soli og basgange og måder at lægge akkorderne på og en speciel rytmik osv, som udspringer af musikernes baggrund og traditionerne indenfor den bestemte stil. Sidenhen kan f.eks. soli være nedskrevet for at lette detailstudier af musikken.

a) Musikinternt benytter vi auditiv analyse til at undersøge:

• instrumenter & instrumentation & sound 
• rytmik & groove 
• form & arrangement 
• musikalsk udtryk (vokalt / instrumentalt) & musikalsk effekt 

og vi benytter nodebaseret analyse til at undersøge:

• harmonik & tonalitet 
• melodik & tonalt materiale & tematik 
• rytmik & groove – instrumentation 
• form & arrangement

b) Musikeksternt kigger vi på samtidige kilder osv for at se på værket i et samfundsmæssigt og historisk lys: hvad var/er de samfundsmæssige forhold for musikere og musikudøvere, hvordan var samfundets magtforhold, hvad var musikkens rolle og funktion i dens tid, hvordan blev den modtaget osv.

Musikfaget anvender således en positivistisk metode til at afdække hvordan:

• hvilke skalaer, hvilke formtyper, hvilken instrumentation osv, hvilket kan vise nogle karakteristiske stiltræk og således placere værket i en stilhistorisk udvikling, altså en musikintern udvikling: hvilken type musik kom før, hvilken efter, hvorledes forholder dette værk sig til samtidige og forudgående værker osv. 
• hvordan var/er de økonomiske og sociale forhold omkring musikken. Musikfaget anvender også en hermenutisk, fortolkende metode til at afdække hvorfor: – hvilket udtryk har musikken (hvilket må basere sig på en personlig fortolkning og opfattelse) – dette er også en del af en stilhistorisk placering?
• hvorfor har musikken dette udtryk på dette tidspunkt (overvejelser over samfundsmæssige og/eller personlige indvirkninger)?
• hvilken effekt har musikken i den sociale funktion den udfylder? (overvejelser over musikkens samfundsmæssige rolle)

(Kilde: Nicolai Glahder)