Menu
CFU logo © CFU
 
• Indhold

Generelt

Af Claus Levinsen, fagkonsulent i musik, januar 2009

Generelt om emnet

Hensigten med dette notat er at give musikkolleger og deres elever et materiale, som de kan arbejde ud fra i forbindelse med Almen Studieforberedelse i stx. I Almen Studieforberedelse skal eleverne kunne "- anvende indsigt i elementær videnskabsteori" og "- vurdere forskellige fags og faglige metoders muligheder og begrænsninger" (Bilag 9 i 2008-bekendtgørelsen for stx).

Notatet gør sig nogle overvejelser om; musikfagets genstandsfelt, metoder, teori, musikvidenskab og videnskabsteori. Fremstillingen her er en forenklet indføring i en række begreber, som kan bruges i en placering af musikfaget i forhold til den øvrige fagrække i stx. Når AT-læreplanen opstiller ovennævnte krav til vore elever, så er det ud fra et ønske om at introducere det videre studiemæssige perspektiv for dem. Hvis de ønsker at fortsætte i et videregående uddannelsesforløb, så er metarefleksion en del af det vidensforløb.

Megen af den undervisning og de faglige mål, der opstilles i de forskellige fag i gymnasiet er udsprunget af en universitær videnskabelighed, men der opstilles også faglige mål som er resultatet af en indre gymnasial logik. Det ene fagbilag har stillet sig på skuldrene af det andet fagbilag, og på den måde har fagene udviklet egne metoder igennem årene. Endelig er fagbilagene, læreplanerne også resultatet af ydre politiske, samfundsmæssige krav.

Når eleverne skal vurdere forskellige fags og faglige metoders muligheder og begræsninger, så retter det sig primært mod den praksis, de selv er en del af til daglig i gymnasieskolen, sekundært til metoder på universiteter og højere læreanstalter. Men når de skal kunne anvende indsigt i elementær videnskabsteori, så ligger det i sagens natur, at her betrædes der stier på fremmed grund, universiteternes forskningsbaserede undervisning. Det er faget i en større, filosofisk, videnskabelig sammenhæng, som rækker ud over gymnasieskolen.

Der er altså et dobbeltsyn på opgaven - et gymnasialt og et universitært. Ikke at der er nogen grundlæggende uoverensstemmelse, men sagt for at markere at mål og indhold i de to forskellige uddannelser er forskellige. Den dobbelthed skal man lige have for øje, og denne fremstilling vil afdække musikfaglige metoder, der ikke nødvendigvis praktiseres på de musikvidenskabelige institutter længere.