MUSIK OG VIDENSKABSTEORI

Videnskabsteori er det videnskabelige studium af videnskaben. Man kan også kalde det for en "teori om teorier". Traditionelt har den omfattet videnskabsfilosofi og videnskabshistorie. Det er derfor en tilsnigelse, når man kobler et fag direkte på videnskabsteori. Men hovedtanken vil være, hvordan faget spejler sig i den overordnede videnskabsteori. Vejledningen til læreplanen for AT siger:

"Fagenes videnskabsteori

I sin undervisning i faget og i forbindelse med fagets medvirken i almen studieforberedelse skal den enkelte faglærer præsentere sit fags genstandsområde og dets karakteristiske metoder og tilgange. Fagets bredde skal belyses, og forskelle og ligheder i metoder på fagets forskellige delområder skal fremhæves. Eleverne skal således gradvist udvikle evnen til at reflektere over den faglige organise-ring af viden og kompetencer. Det kan være relevant at behandle grundtræk af fagets historie og dets aktuelle samfundsmæssige status og betydning." (AT-vejledningen 2008)

I foregående afsnit har jeg beskrevet fagets genstandsområde, empiri og karakteristiske metoder og tilgange.

På gymnasialt niveau kan man næppe tale om egentlig videnskabsteori, men derimod om afsmitning af en enkelt metode fra musikvidenskaben; den autonome, værkbaserede tilgang. Men der eksisterer mange andre musikvidenskabelige tilgange, som ikke tager udgangspunkt i den klingende musik. Og når man læser om musikvidenskabens historiske udvikling, så er det for så vidt ikke underligt at gymnasiefaget i dag indeholder elementer fra flere forskellige videnskabelige hovedområder/fakulteter. Den pendulerer så at sige mellem naturvidenskab, sprogvidenskab, samfundsvidenskab, mellem fænomenologi, psykologi, antropologi, sociologi m.m.

Det er helt central i forståelsen af dette at læse artiklen i Gads Musikleksikon om musikanalyse. Videnskabsteori og musikvidenskab – udspil til udviklingskursus v/Tore Tvarnø Lind

Hvad er videnskabsteori?

Musikvidenskab producerer viden om musik (på navnlig historiske, sociale og kulturelle områder), dvs. forskningen lærer os via sin formidling noget om musik. Videnskabsteori i musikvidenskab handler om, hvordan denne viden er tilvejebragt.

Som humanistisk fag er musikvidenskab en fortolkningsvidenskab. Det vil sige, at det er en videnskab der tolker på kulturelle fænomener såsom udsagn, genstande og sociale relationer. Helt konkret fortolker musikvidenskaben tekster, noder, billeder, musikstykker, interviews, feltdata, lydoptagelser. Musikvidenskab i dag (det som synes at være det herskende paradigme) forholder sig til kultur og kulturelle udtryk som antropomorfe (menneskeskabte) størrelser, hvor vi ikke som musikforskere, betragtere og lyttere kan se bort fra vores tilstedeværelse i den viden vi producerer. Vores viden er positioneret, dvs. der er ikke noget neutralt ståsted, hvorfra vi kan hævde at kende ’sandheden’ (som en endelig vished) om noget. Viden er kun provisorisk (midlertidig), hvilket er en rar tanke, for det betyder, at vi faktisk kan blive klogere: at det stadig giver mening at anstrenge sig for at bedrive fortolkende videnskab.

Vi er med andre ord bundet af den tid og det sted hvorfra vi betragter og lytter til musikkulturer. Vi er kulturelt, socialt og historisk positioneret. Denne position eller baggrund vil være bestemmende for vores tilgang til verden i almindelighed og musik i særdeleshed. Dette er med andre ord et relationelt syn. Musikhistorie konstrueres, den er ikke en objektiv præsentation af fortiden. Musiketnografier er ligeledes konstruktioner af ’de andres’ kultur og musikalske liv, repræsentationer, hvor vi som musiketnologer og historikere skriver med på de andres virkelighed. Dette er en grundlæggende præmis for produktion af viden på humaniora. Denne præmis deles af en meget bred vifte af tilgange, som alle har et forskelligt fokus, og som alle enten lapper over hinanden eller komplimenterer hinanden. Her kan jeg nævne nogle af de videnskabsteoretiske tilgange jeg har beskæftiget mig med (se nedenfor): hermeneutik, fænomenologi og musiketnologi (antropologi). Fælles for disse er, at de deler den videnskabelige refleksion over forskerens forudsætninger og positioner for den viden der er frembragt og de analytiske implikationer den omfatter.

Vi må vedkende os, at vi investerer interesse i forskningen, og som en følge argumenterer for noget, vi har interesse i at argumentere for. I den forstand er videnproduktion i videnskaberne hverken kontekstfri eller objektiv, men betinget af intersubjektivt engagement. Musik taler aldrig for sig selv, der findes ikke nogen egenskaber i musikken selv, som ikke er tillagt den af os selv eller af de mennesker vi studerer. Også de fysiske målinger vi kan lave på musik involverer analyser og dermed definitioner af, hvad vi måler på. Snak om objektivitet og ’musikken selv’ er en ideologisk konstruktion, som ikke med hermeneutiske, fænomenologiske eller antropologiske (musiketnologiske) briller betragtes som en gyldig præmis (Treitler, Fjeldsøe).

Hermeneutik

Hermeneutik betyder fortolkningskunst eller mere præcist fortolkningsvidenskab, som har en meget lang faghistorie. Grundlæggende har hermeneutik koncentreret sig om tolkning af tekster (historiske dokumenter, klassiske tekster, reception, bibel- og lovtekster osv.), og fremhæver interaktionen mellem den, der læser og den, der har forfattet det læste. Dette beskrives ofte som en dialog, hvor læseren (forskeren, den studerende) ikke kan forstå mere end vedkommendes forståelseshorisont tillader. Der er grænser for, hvilke spørgsmål vi kan stille til en tekst, og der er dermed også grænser for, hvilke svar vi vil få, hvilket altså påvirker vores forståelse af det, vi studerer. Disse grænser er præget af vores for-forståelse(r) eller fordom(me). Fordomme (både i positiv og negativ forstand) er en forudsætning for al forståelse, hvorfor man må kende betingelserne for dem, dvs. kende sin kulturelle og historiske position, der netop definerer disse grænser. Når vores forståelseshorisont udvides, flyttes vores fordomme. I hermeneutikken er denne forståelsesdynamik ofte beskrevet som en cirkel (den hermeneutiske cirkel) eller en spiral (helix). Anbefalede forfattere: Dilthey, Gadamer, Heidegger, Gulddal & Møller, Treitler, Rice.

Fænomenologi

Fænomenologi beskæftiger sig med studiet af kulturelle (sanselige, æstetiske, kognitive) fænomener, musik inkluderet. Ifølge fænomenologien kan man ikke skelne verden og vores oplevelse eller sansning af den. Vi er allerede i den. Konsekvenserne heraf for videnskaben er, at man ikke kan skelne virkeligheden fra den der betragter den og siger noget om den. Igen får vi altså fokus på vores engagement i den verden som vi samtidig producerer viden om. Selvom naturvidenskaben (der betegnes som en forklaringsvidenskab) ofte vil hævde den beskæftiger sig med beviser på allerede eksisterende naturlove, er også den (som sprogligt og kulturelt fænomen betragtet) underlagt fænomenologiens logik: al videnskab må definere (verbalisere) de objekter og fænomener den beskæftiger sig med, og skylder derfor, at reflektere videnskabeligt ikke blot over den viden den producerer, men også over hvordan den er produceret. Modsat naturvidenskaben som forklarende videnskab, kan humanvidenskaben betragtes som forstående videnskab, den ønsker at forstå livsverden og de mennesker der er i den. Fænomenologi betoner ofte kroppen som sansende apparat eller redskab til perception og forståelse af verden. Fænomenologi ligger ofte til grund for mange antropologiske indsigter og lapper meget over med hermeneutik, skønt fænomenologi ikke faghistorisk set er udviklet i den måske lidt snævrere hermeneutiske tolkning af tekster. Der har også været en strømning i antropologien, hvor man en overgang betragtede kultur og livsverden som tekster. Anbefalede forfattere: Merleau-Ponty, Zahavi, Heidegger og en mængde antropologiske tekster.

Musiketnologi

Musiketnologi studerer alverdens musik som kultur, og har det ’musikalske menneske’ i centrum (Blacking). Det er som praktiseret af mennesker, at musik er interessant for musiketnologen. (Musikalsk praksis eller adfærd forstås i bred forstand, og involverer bl.a. musikalsk udførelse, lytning, teoretisering, kropslig bevægelse, erfaring, musikalsk erkendelse, historisk bevidsthed osv.). Musiketnologiens vidensprojekt er at redegøre for hvordan musikalsk mening genereres og vedligeholdes i gensidigheden og dynamikken mellem det enkelte handlende menneske og det komplekse sociale fællesskab (musiketnologi inspireret af Hastrup 2003). Man kunne sådan set godt i dag kalde disciplinen for musikantropologi (jf. Merriam’s The Anthropology of Music,1964), eftersom præfixet (etno-) har mistet en del af sin oprindelige betydning.

Disciplinen startede som komparativ musikvidenskab i Tyskland i det 20.årh. og var i sin begyndelse defineret af de ikke-Europæiske musikkulturer den rettede sig mod. I den anden halvdel af det 20.årh. modnede musiketnologi sig langsomt til at være en disciplin, der udviklede en distinkt metode centreret om det musiketnologiske feltarbejde. Denne udvikling skete under kontakt og i dialog med andre fag, navnlig antropologi, etnologi og sociologi, men også sprogvidenskab, litteratur, film og medier, filosofi, psykologi og filologi og selv naturvidenskabelige fag som fysik og medicin. Således har musiketnologi i sin moderne form en tværfaglig karakter.

Gennem det meste af det 20.årh. var musiketnologien optaget af at dokumentere, analysere og fortolke musikken uden for den vestlige kunstmusikkanon. Disse bestod blandt andet af minoriteters musik, og såkaldt ’præmoderne’ eller ’folkelige’ musikkulturer, mange af hvilke blev indoptaget og promoveret som national kulturarv af de nye og moderne nationalstater. Alle disse musiktyper har gennem tiden været studeret under navne og termer der i dag betragtes som analytisk tvivlsomme og nedsættende, såsom: ’primitiv’, ’eksotisk’, ’stamme-’, ’etnisk’, ’folke-’,

’traditionel’, ’international’, ’global’.

Mange musiketnologer (og andre) forstår stadig musiketnologi som studiet af ’indfødtes’ musik i bred forstand, spændende fra ’kunstmusik’ og ’hofmusik’ fra Asien til ’folkemusik’ i nationale kulturer, til ’traditionelle’ eller ’populære’ musikkulturer, musik i den koloniserede, post-koloniserede, dominerede og marginaliserede del af verden.

Men musiketnologistudiet har gennem de sidste 25 år udvidet sit område til at omfatte musik og lyde fra den globaliserede verdens diaspora, eksiler og flygtninge, medieverden og teknologi, interkulturel kontakt, kultursammenblanding, grænsebrydninger, hybrider og fusioner. Det er en verden, hvor det lokale og globale griber ind i hinanden og overlapper på komplekse og særegne måder.

Musiketnologien udforsker også musikalsk identitetskonstruktion (f.eks. nationalisme, ungdomskultur, revitaliseringsprocesser indenfor stort set alle genrer), og inddrager historie (såkaldt historisk musiketnologi), geografi, kultur, magtrelationer, politik, censur, krig, helbred og heling, ligesom den analyserer musikalske udtryk i sociale kategorier som race, klasser, køn og sexualitet. Det er indlysende, at musiketnologi overlapper med andre musikvidenskabelige tilgange, bl.a. populærmusikstudier, historisk musikvidenskab og antropologiske tilgange.

Musiketnologien udforsker markedskræfter som de kommer til udtryk i blandt andet turisme, ’verdensmusik’ og omfatter også studier af religiøse praksisser og healingpraksisser, også de nye, teknologisk medierede, virtuelle og kommercielle sider.

Forskning inden for musiketnologi er stadigvæk baseret på feltarbejde i en lokal ’felt’ der sikrer personlig kontakt med medlemmer af den studerede (musik)kultur. Feltarbejdet vil typisk være empirisk begrænset ved at koncentrere sig om et relativt overskueligt område eller en bestemt gruppe. Samtidig vil det også være analytisk begrænset ved at fokusere på bestemte problemstillinger (ligesom alle andre videnskabelige tilgange). Før musiketnologien blev moderne, sondrede man mellem musikhistoriefaget som diakront orienteret (ved studiet af historiske kilder) og musiketnologien som synkront orienteret (ved sit feltarbejde her og nu). Denne sondring betragtes i dag som en illusion, eftersom musikalske traditioner og de mennesker der lever dem altid forholder sig til deres egen fortid. Også de såkaldt historieløse samfund (de ’primitive’ og ’traditionelle’) har en historie.

Musiketnologiens metodiske greb er centreret omkring feltarbejdet, refleksion og fortolkning, hvor feltarbejderen ikke forstås som en flue på væggen (dette er en illusion), men deltager i de studerede menneskers liv for en periode og bedriver deltagerobservation, dvs. deltager i dagliglivet og observerer (tager noter, foretager samtaler og interviews, laver optagelser osv.). I det konkrete kulturmøde sætter feltarbejderen (her musiketnologen) sit eget verdensbillede på prøve og forsøger at danne sig et indtryk i ’de andres’ verden og verdensbillede. Den forståelse der skabes på baggrund af feltarbejde er dermed genereret som en blanding af dybt engagement og analytisk distancering og trækker i lige grad på feltarbejderens unikke erfaring fra felten og det indsamlede feltmateriale. I dag betegnes det skriftlige resultat (fx en monografi) ofte som den etnografiske fremstilling.

Musiketnologi er som al humanistisk forskning en fortolkningsvidenskab (skønt de mere positivistisk orienterede dele af humaniora stadig fastholder noget andet: På fag som bl.a. historie og arkæologi findes stadig fortalere for, at man kan studere kulturer objektivt). Mere om det senere. Anbefalet læsning: Hastrup; samt et væld af musiketnologisk litteratur (jeg laver en særskilt liste).

Videnskabelig fortolkning

Fortolkningsvidenskab betyder ikke, at alt er muligt. Dette er ellers en yndet kritik af post-strukturel og postmodernistisk og post-hvadvedjeg humanvidenskab. Disse er nok relative og relationelle, men alt er ikke muligt i videnskab. Men hvis ikke der er et positivistisk objektivitetskrav, hvad afgør så, hvad der er redeligt, fornuftigt og meningsfuldt?

I humanvidenskaben arbejder man overordnet med forskellige tolkninger og argumenter, disse kan beskrives som de mulige, de plausible og de foretrukne (på engelsk er det de tre p’er: possible-plausible-preferable). Der vil altid være nogle tolkninger der er bedre end andre, og bestemt nogle, der ikke kan accepteres. Hvem afgør så det? Det gør forskerkollegiet, det samlede (internationale) videnskabelige samfund: vejledere, studerende, kollegaer, redaktører (på tidsskrifter f.eks.), ledere.

Fortolkninger forholder sig netop til virkeligheden, som allerede nævnt, og søger at skabe forståelse, der hvor vi ikke forstår verden. Fortolkende videnskab bibringer altså verden noget: forståelser og viden. I stedet for musiketnologiens og antropologiens repræsentationer af mere eller mindre fremmede kulturer kunne de studerede mennesker jo blot repræsentere sig selv. Dette er en misforståelse af det videnskabelige projekt. Det er ikke videnskab at repræsentere sig selv. Det er dagbog eller selvbiografi eller turistbrochure eller noget andet (alt det, som humanvidenskaben har som forskningsgenstand). Det videnskabelige (antropologiske) projekt går ud på, at bibringe verden nye, og ideelt set radikalt anderledes og vigtige forståelser og forklaringer af fx musikalske fænomener som hæver sig over det musikalsk- og kulturelt partikulære, lokale, idiosynkratiske, specifikke og bringe musik og dens udtryk og betydninger ind i en større social, historisk, kulturel, politisk, religiøs osv. sammenhæng. Dette gøres ofte ved at dekonstruere indgroede forestillinger og verdensordner, som det fx kommer til udtryk i postkolonialistisk teoridannelse og dens kritik af sociale hierarkier og institutionelle magtforhold (kritiserer naturaliseringer af sociale relationer og eksotiseringer af økonomisk svage og kulturelt- og historisk fjerne kulturer).