Referat af bestyrelsens møde med regionsrepræsenterne
Her finder I referatet af regionsrepræsentanternes møde med bestyrelsen i Musiklærerforeningen.
Musiklærerforeningen
REFERAT AF BESTYRELSENS MØDE MED REGIONSREPRÆSENTANTERNE I NYBORG, 28-29/8.
Til stede:
Marie Louise Hansen, Louise Holte, Nicholas Manis, Dorte Lundgreen-Nielsen, Per Butho, Dorte Gunge, Jette Jørgensen, Vibeke Juhl Andersen, Mette Hjuler Hansen, Anette Møller Svendsen, Claus Hartvig, bestyrelsen og Claus Levinsen.
Præsentationsrunde og nyt fra regionerne:
Mette Hjuler Hansen – Midt-vestjylland: mange skoler laver musical, MGP for eleverne, musik- og teaterlinje på Morsø Gymnasium med festival, besøg fra rytmekons. Musikcollege på Skive Gymnasium er oprettet med næsten en hel (19 elever) studieretning; tæt samarbejde med musikskolen.
Per Butho – Vejle: har ikke holdt møde i løbet af året; ang. musikhold i regionen: nogle steder har det nemmere end andre, film- og tv er kraftigt på vej frem…. Kursusønske: hvordan får man 12 i skriftlig musik? Vejle-musikby er gået død, da byen ingen penge har; stadig samarbejde ml. gymnasiet og musikskole.
Dorte Gunge – Ribe: 6 gymnasier, møde i maj måned, stort set alle har studieretninger, de fleste med enA og et 3 fag af forskellige beskaffenhed. Ca. 1/3 har musik blandt de kunstneriske fag i 1.g. Forskelligt hvordan man afholder forårskoncert, hvis man overhovedet gør det. Med i samarbejde med Sønderjyllands Symfoniorkester, i år SYNG08 i Grindsted og mange laver musicals rundt omkring. Savner en grundbog til C-niveau så der bliver fokus på andet end rytmisk musik. En generel mathed i regionen……
Anette Møller Svendsen – Nordjylland: 11 gymnasier, studieretning på stort set alle skoler af forskellig størrelse; har ikke afholdt møde i det sidste år, men forhåbentlig mødes de fleste til SYNG08. Lidt mathed, men der sker dog en del på de enkelte skoler.
Vibeke Juhl Andersen – Vestjylland: alle skoler opretter studieretninger med musik, men små hold og tit papegøje; musicals de fleste steder, forårskoncert på de fleste skoler, årligt korstævne med Jens Johansen.
Jette Jørgensen – Sønderjylland: samarbejde med Sønderjyllands Symfoniorkester, nu også åben-hus-koncerter for at være udfarende; samarbejde ml. gymnasiet og musikskolen, som forhåbentlig ender godt.
Nicholas Adonis Manis – København og Frederiksberg: ny repræsentant, men hører om nedgang flere steder i forhold til studieretningsoprettelser.
Claus Hartvig – repræsentant fra EMU: vil meget gerne oprette forbindelser/kanaler for at udvide EMU´ens muligheder – trods problemer med ophavsrettigheder. Åben over for gode idéer og inputs! Send en mail.
Louise Holte – København: folkemusikkursus her i efteråret, endvidere SYNG08 d. 9/10; har med succes brugt Peter Ettrup som oplægsholder til alle 1-klasser: ”kommunikation og musik”.
Marie Louise Hansen – Frederiksborg: har ikke holdt møde, men korsamarbejde 3 gymnasier imellem – et helvede at få det planlagt, men stor succes ved koncerten! Studieretninger på nogle skoler – andre ikke. Kontakt til DRUEN, Morten Ryelund, om at komme ud med de unge strygere – han vil meget gerne ud og lave skolekoncerter og inviterer eleverne til det nye koncerthus.
Dorte Lundgreen-Nielsen – Fyn: Udvidet samarbejde med symfoniorkestret – i år optaktsbesøg til Musikhøst; korsamarbejde mellem fynske gymnasier og SYNG08 på Skt. Knud i år. God kontakt til konservatoriet – håber på bedre udnyttelse i år end sidste år. Begrænset til et arrangement i år – besøg af komponister og musikere inden.
Opfølgning på gruppearbejde, som bestod af følgende 3 spørgsmål:
- idéer til regionsarbejde?
- ønsker om kurser/ønsker til bestyrelsen?
- hvordan får foreningen fat i de nye lærer?
Nogle steder har man med stor succes taget initiativ til en ”come-together” søndag eftermiddag, hvor gode arrangementer spilles og udveksles. Endvidere idébank (”event-bank”) til at organisere kontakt til det professionelle musikliv. Disse erfaringer kunne samles på EMU´en: skriv gerne til Claus Hartvig!
Der er ikke noget galt med udbuddet af kurser; den personlige kontakt/opfordring til at deltage er vigtig – her spiller regionsrepræsentanterne også en vigtig rolle! Der er behov for skriftlighedssnak med andre A-niveaulærere; det kunne man tage initiativ til lokalt. I to regioner kommer der nu folkemusikkursus her i efteråret. Der ønskes spillekurser (se referat af bestyrelsesmødet - et sådant kursus er under planlæggelse).
Kandidater og nye medlemmer af foreningen får en ”velkomstpakke”, men det er også vigtigt at kolleger/regionsrepræsentanter puffer til nye lærere. Kunne man forestille sig, at det var gratis at være medlem, mens man er i uddannelsesstilling?
Claus Levinsen - evaluering af alle niveauer:
Studieretningsprojektet: ca. 800 skrev i musik og et andet fag. Det musikfaglige er nok skredet en anelse – nogle formuleringer er måske blevet for bløde. Vi må ikke give køb på fagets kernefaglighed. Fra dette efterår: 14 dage placeret som skolen ønsker det – med vejledning i den første periode, ej i den sidste.
At-eksamen: ikke voldsomt mange brugte musikfaget, hvilket emnet heller ikke lagde op til. Det ser ud til at blive mere fristende med det kommende emne.
Skriftlig eksamen, sommeren 2008: det var spændende at se, hvordan musikteori 1 blev modtaget. Resultaterne var – med få undtagelser – meget fine. Det har givet det skriftlige arbejde et løft som samlet pakke. Hovedopgaven er ikke nødvendigvis blevet ringere på grund af musikteori 1. Karaktergennemsnittet med den nye karakterskala blev det samme som førhen.
Mundtlige eksaminer, sommeren 2008:
C-niveau: velfungerende eksamensform på c-niveau, dog svært at give individuelle karakterer i gruppefremførelser med helt store grupper. Emnerne bliver meget de samme alle steder, men måske er det er pragmatisk løsning.
Derfor er det ekstra vigtigt, at eleverne i det første halve år bliver præsenteret for alle de andre pinde!
Dette affødte en længere meningsudveksling om mange store og små problemer og glæder ved sommerens censor- og eksaminatoroplevelser.
B-niveau: eksamensformen fungerede hensigtsmæssigt, men 22 min. er for kort tid. Det fungerer fint med to forskellige emner. It er midlet til at beskrive nogle faglige mål – men ikke nødvendigvis målet. Samtalen om musikudøvelsen fungerer ikke godt og foregår nogle steder ikke individuelt (hvilket også gælder A-niveau).
A-niveau: eksamensformen fungerede hensigtsmæssigt, men niveauet synes generelt at være faldet i forhold til hidtil, selv om der nu er to emner i stedet for tre. Kravet om en tids- og/eller genremæssig spredning bliver ikke opfyldt – ”vi gør som man plejer”.
Fremtiden: en masse fag evalueres hen over vinteren – først selve reformen og så fagene derefter. Læreplanerne bliver ikke lavet om før der er kommet en samlet evalueringsrapport på reformen. Ting, der synes at være oplagte til ændring: samtalen på B- og A-niveau ud, koge ned på pindene på C-niveau til noget mere overkommeligt, men med samme hensigt. Præcisering af genre- og tidsmæssig spredning på A-niveau. Inspiration modtages gerne til kommende ændringer, selv om det ikke er et arbejde, der skal foretages lige nu.
I løbet af det døgn, hvor bestyrelsesmedlemmer og regionsrepræsentanter var i Nyborg, fik vi endvidere to gæste-besøg. Det ene var af Gustav Rasmussen og Ketil Duckert og deres ”soundpainting”. Soundpainting er et kompositions-/direktionstegnsprog (med op til 750 forskellige tegn), som arbejder med strukturel improvisation. Gustav og Ketil skal i dette skoleår ud til 12 gymnasier, så I kan roligt glæde jer derude! Det andet besøg var af Mads Krogh og Tore Tvarnø Lind fra hhv Århus og København; de gav en forsmag på kurset ”Musikfaglig oprustning – et kursus om musik og videnskabsteori” med konkrete forslag til tematisering af tværfaglige problemstillinger fx i arbejdet med elevernes skriftlige opgaver i AT og SRP. Kurserne løber af stablen i november og starten af december – så søg bare hurtigst muligt fri til en spændende kursusdag!
Referent Dorte Rovsing.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

