Model for længerevarende gruppe- eller projektarbejde
Her findes et eksempel på en model for projektarbejde. Det inkluderer en kontrakt, huskeregler og et evalueringsskema i forbindelse med fremlæggelse.
Materialet er indsendt af Jette Hannibal.
Faglig inspiration
Model for længerevarende gruppearbejde (projekt)
af Jette Hannibal
Gruppearbejdets faser i forbindelse med mundtlig fremlæggelse og kort synopsis
| Fase 1: Kontrakt |
Inden det egentlige gruppearbejde starter skal I blive enige om nogle fælles regler for Jeres gruppe.
Hvert gruppemedlem skal besvare flg. spørgsmål (10 minutter)
1. Skriv, hvad du mener, er målet for gruppearbejdet (projektet), dvs. gruppens samarbejde.
2. Skriv mindst 3 ting, du gerne vil have skal fungere i dette gruppearbejde (projekt)
3. Skriv de ting ned som ikke må ske.
Efter 5 minutter tager I en runde, hvor I lytter til, hvad hver især har skrevet. Man må ikke kommentere de andres ønsker undervejs, og man må heller ikke undlade at bidrage selv, f.eks. ved at sige: Jeg har det samme som … Når alle har læst op, skal I samle Jeres bidrag til en fælles kontrakt for dette gruppearbejde/projektarbejde, der skal præcisere:
· Hvad målet er for det fælles arbejde
· Hvordan gruppen skal fungere
· Hvad der ikke må ske i gruppearbejdet
· Sanktionsmuligheder
· Hvordan man kan give kritik (positiv/negativ)
Ekstra punkter som skal afklares:
· Hvordan kommunikerer vi i gruppen udenfor mødetid?
· Kalender
· Skiftende/faste roller? (f.eks. projektansvarlig (styrer hele arbejdet frem mod afslutningen og sørger for at deadlines er klar for alle: kalenderansvarlig), informationsmedarbejder (samler alle relevante oplysninger fra vejledere, åbningstider for bibliotek mm.), sekretær (skriver alt ned og holder orden på papirer mm.). Alle er naturligvis ’projektansvarlige’, dvs. alle skal leve op til at den fælles kontrakt overholdes, og at det aftalte produkt er færdigt til tiden, igangsætter (har ret til at komme med nye ideer) hyggespreder (bager boller osv.). Man skal gøre sig rollefordelingen klar på forhånd.
| Fase 2. Arbejdet med udgangspunkt i konkret faglig problemstilling |
· Hver eneste gang: ’indgangsbøn’ og ’udgangsbøn’ (se længere fremme).
· Hvilke konkrete problemstillinger som peger frem mod egentlig problemformulering kan man blive enige om at tage op her i gruppen? Skriv alle ned og vælg dernæst. (I kan ikke tage alle problemstillinger, så vælg max 2, som I kan blive enige om at gå videre med). Vær opmærksom på, at I skal argumentere for, hvorfor I mener, at en bestemt problemstilling er bedre end en anden (faglig begrundelse). Problemstillingen skal godkendes af vejlederne.
· Find eksempler der illustrerer den valgte problemstilling (forstadie til problemformulering). Begrund hvorfor I har valgt, som I har gjort. (illustration)
· Hvad har vi lært, som vi kan bruge til en evt. forklaring? (teori)
· Hvad mangler vi? Hvor kan vi evt. finde mere om det?
· Hvad vil vi gerne vide mere om? Forslag til hvad, man evt. kan arbejde videre med for at belyse de valgte problemer yderligere og forslag til arbejdsform for at nå de opstillede mål.
· Indsamling af faglitteratur mm. Hvordan? Hvor? Hvad? Problemer?
· Evaluering (internt i gruppen vedr. gruppens samarbejde i forhold til kontrakt)
· Kalender? Hvordan skal arbejdet planlægges, så deadlines overholdes? F.eks. synopsis, OH mm.
· Forberedelse af fremlæggelse/produktpræsentation (fordeling af opgaver).
| Fase 3. Gruppearbejde med vejledning og plenum: midtvejsevaluering |
Fortsat arbejde efter de aftalte fordelinger af opgaver (brug vejlederne).
· Forslag til
1. hvad man evt. kan arbejde videre med for at belyse problemstillingerne yderligere (I udstikker forslag til yderligere granskning, også selvom det ikke kan nås men bare for at vise yderligere problemer). Skal indgå som en del af fremlæggelse.
2. forslag til forbedring af arbejdsformer.
· Plenum:status over gruppearbejdet indtil nu: Hver gruppe fremfører gruppens erfaringer (10 min.), og det diskuteres dernæst i klassen (30 min.).
- Faglige overvejelser (hver gruppe).
- Evaluering af erfaringer vedr. gruppearbejdet/projektarbejdet.
- Diskussion: Fælles erfaringer og forslag til forbedringer i fremtidigt gruppearbejde.
| Fase 4. Produktfase: Fremlæggelse for hinanden (tidsbegrænset) incl. gennemgang af yderligere problemstillinger i det valgte emne, som man ikke kunne komme ind på her (faglige/metodiske) |
| Krav til mundtlig fremlæggelse
· Udarbejdelse af overheadmateriale/powerpoint · Udarbejdelse af kort oversigt over indholdet af fremlæggelsen (synopsis) samt en bibliografi (skal kopieres til alle). · Alle skal sige noget · Alle faktorer skal berøres (problemstilling, illustration, teori, andre problemstillinger som ikke kom med). · Evaluering af problemer vedr. problemformulering og materiale · evt. kort evaluering af gruppearbejdsformens styrke og svagheder, som man ser det nu (ikke en del af bedømmelsen). |
| Huskeregler vedr. mundtlig fremlæggelse
· Planlæg fremlæggelsen (del op imellem Jer og forbered hvordan fremlæggelsen skal ske) · Jeres budskab skal være tydeligt. · Brug papir med stikord og tal frit på baggrund af dem (læs ikke op) · Tal tydeligt og langsomt og se på tilhørerne · Brug OH/powerpoint |
| Evaluering af fremlæggelser
Alle fremlæggelser vil blive vurderet på baggrund af flg. (alle deltager i dette og man skal kunne begrunde sin vurdering) · Fremlæggelsens faglige indhold ( 0-5) · Brug af passende faglitteratur (referencer) (0-5) · Kvalitet i synopsis (klarhed, dækkende) (0-5) · Klarhed i disposition af fremlæggelse (0-5) dvs. en logisk opbygning af fremlæggelsen og klarhed i OH/powerpoint. · Klarhed i selve fremlæggelsen (0-5), dvs. sprogligt, tempo mm. |
| 'Indgangsbøn’ og ’udgangsbøn’:
· Hvert møde skal indledes med præcision af målet for dagens arbejde samt hvert medlems rapportering af løsning af specifikke opgaver. · Hvert møde skal afsluttes med rapportering vedr. opfyldelse af de planlagte mål, identifikation af problemer samt en vurdering af samarbejdet i henhold til kontrakten. |
| Arbejdsseddel til gruppedagbog (logbog)
Hvem er tilstede? Fraværende? Er der givet besked? Hvad skulle vedkommende have gjort? Hvem giver besked til vedkommende? Evaluering/diskussion (f.eks. er der behov for sanktioner i tilfælde af meget fravær? Jvf. kontrakten)
Mål med arbejdet i dag
Evt. fordeling af roller 1. Produktansvarlig (tænker på målet med gruppearbejdet) 2. Procesansvarlig (Ordstyrer, laver plan til næste gang) 3. Sekretær (sørger bl.a. for logbog) 4. Igangsætter (kommer med nye ideer) 5. Hyggespreder (sørger for fællesskabet, får alle med)
Opfølgning fra sidst og planlægning af dagens møde: 1. Hvad skulle hver enkelt gøre? Resultat? (individuelt) 2. Hvor er vi nu i processen? 3. Hvad er dagens opgave? 4. Tidsramme til de enkelte opgaver
Rapportering efter arbejdet: Processen (jvf. De programsatte punkter) Hvad nåede vi? Hvad nåede vi ikke? (evt. diskussion af hvorfor?)
Hvilke opgaver skal fordeles til næste gang? (hvem gør hvad?) Problemer?
Hvad skal vi undersøge yderligere inden næste gang? Hvordan skal det foregår?
Gruppesamarbejdet (se vedlagte plan for evaluering af det interne samarbejde) |
| Evaluering internt i gruppen vedr. samarbejde i henhold til den fælles formulerede kontrakt (ca.10 min hver gang man er sammen)
Hvad fungerede godt? Hvad fungerede mindre godt? Arbejdede alle med? Var alle forberedte? Evt. sanktioner Hvad fik vi ud af at arbejde sammen i gruppe? (dette punkt skal fremlægges i gruppen og i plenum de første par gange men dernæst kun i selve gruppen i resten af perioden) |
| Overvej følgende som afslutning på projektet
Perspektivering: Hvad ville vi gerne vide mere om nu? Hvor kan man måske få mere at vide? Evaluering: Hvad lærte vi fagligt? (f.eks. vedr. litteratursøgning, konkrete faglige problemstillinger osv.) Evaluering : gruppearbejdsformen/projektarbejdsformen, fordele og ulemper? |

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

