IT anvendelse i religion
Redigeret udgave af gymnasie-IT fagmodul
Oprindelig placering: Gymnasie-it - fagmoduler
Introduktion
Ifølge bekendtgørelse 1999:
Religion er et tekstlæsningsfag, hvor der til eksamen opgives 100-150 sider (på HF er læsepensum 150-200) fordelt på de kendte religionsfaglige stofområder. Eksamensopgivelserne er læste tekster og evt. andet behandlet materiale, herunder materiale fra billedmedier og rapporter.
Da religion er et mundtligt fag uden skriftlig dimension, med undtagelse af muligheden for stor skriftlig opgave på HF, kunne det synes at mulighederne for IT anvendelse er begrænsede. Endvidere synes virkeligheden i praksis at pege på yderligere følgende begrænsninger:
- Det mest interessante materiale ligger indtil videre på et engelsk sprogniveau, der kun egner sig til elever med højniveau i engelsk
- Risiko for fragmenteret kompilatorisk "plukviden"
- Fag og eksamensbestemmelserne giver meget lidt tid til inddragelse af IT i den daglige undervisning
- Fordi vægten til eksamen lægges på evnen til at læse og fortolke tekster, vil eleverne ikke få krediteret deres IT kompetencer
I modsætning til den gældende HF bekendtgørelse § 3.3, hvor der står at EDB indgår som en del af undervisningen, nævnes IT altså ikke specifikt i gymnasiebekendtgørelsen. Hvad forklaringen på dette kan være skal der ikke gisnes om her; det forudsættes at IT er underforstået som "andet behandlet materiale"(§ 3.4).Hvis man ser på vurderingskriterierne til eksamen kan man pege på flere kompetencer, som eleverne med fordel kan få styrket gennem inddragelse af IT:
- Kildebevidsthed og historisk bevidsthed
- Evnen til at inddrage forskellige synsvinkler på stoffet
-
Evnen til at inddrage viden fra andre fag
Erkendelsen af både fordele og ulemper ligger da også implicit i følgende citat fra undervisningsvejledningen for religion i Gymnasiet:
"Undervisning med IT kan på flere måder integreres i religionsfaget. Adgangen til Internettet åbner for en omfattende informationsmængde, der kan supplere det systematiske tekstarbejde med ikonografisk materiale og perspektiverende tekster med en høj grad af aktualitet. Mangfoldigheden af materiale på Internettet gør det nødvendigt at lære eleverne at søge målrettet og øve dem i kritisk vurdering af materialet.
Med oprettelsen af intranet på skolerne opstår der desuden mulighed for at opbygge lokale vidensbaser, der gør materiale som fx undervisningsforløb, opgaveark, temasider og billedbank lettilgængelig for eleverne.
IT gør adgangen til informationer let; læreren skal i sin tilrettelæggelse af arbejdet fastholde styringen af arbejdsprocessen og dermed sikre, at informationssøgning og -behandling fører til viden og indsigt. Det vil derfor i mange sammenhænge være mest hensigtsmæssigt at lade eleverne arbejde med bestemte links/filer, som har tilstrækkelig faglig kvalitet, og som kan udvide deres viden og indsigt. Man skal dog hele tiden være opmærksom på, at den faglige samtale bevarer sin centrale plads i undervisningen"
Hvorledes kan brugen af IT føre til viden og indsigt og hvorledes kan IT styrke undervisningsmålene? Og sidst men ikke mindst, hvordan kan vi anvende IT så det forbedrer undervisningen? Især det sidste spørgsmål er "mantraet" for dette modul.
Formålet med dette modul er primært at give anvisninger på undervisning med IT, hvor informationsteknologien benyttes som værktøj i forhold til det konkrete fag. Herunder også overvejelser vedrørende undervisningens organiseringsformer. Sekundært vil modulet også komme med overvejelser om betydningen for fagets identitet, idet undervisning med IT også er indholdsskabende og den nye teknologi kan være med til at gentænke faget.
Alle kapitler er skrevet ud fra den forudsætning, at der er i faget religion er stor variation i undervisnings metoderne. Derfor er der også store forskelle mht. hvordan man mener informationsteknologiens muligheder skal udnyttes; som et spændende indslag en gang imellem, som integreret del af et forløb eller som medie for den samlede undervisning. Lige meget hvilken form man har valgt, er det vigtig at man er så nogen lunde á jour med de bedste steder at finde eget materiale til undervisningen.
Oprindelig forfatter:
Jette Mouritsen, Nakskov Gymnasium
INDHOLD:
"Religion i cyberspace" handler om, hvorledes religion og religiøsitet ytrer sig på Internettet og hvorledes man kan kommer i gang med informationssøgningen.
"Undervisning med IT" fokuserer på hvordan man inddrager og systematiserer informationerne i sin undervisning. Dette eksemplificeres ved at angive anvendelsesmuligheder af IT i nogle af bekendtgørelsens stofområder, samt brug og produktion af websider.
"IT & planlægning af undervisningen" diskuterer kort de nye organiserings-muligheder for undervisningen med vægten lagt på projektarbejde. Yderligere gives der eksempler på hvordan man kan tage kontakt til fx gæstelærere og planlægge ekskursioner.

Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS


