Identitetsdannelse i traditionelle, moderne og senmoderne samfund
Et paradigmatisk forløb til hf, kultur- og samfundsfaggruppen
Identitetsdannelse
Forløbet vil kunne indgå i 1. års undervisning, da den enkeltes identitetsdannelse er i fokus, og da forløbet kan begrænses til at omfatte deltagelse af to fag.
Fællesfaglige emner, der behandles i dette forløb:
”Områdestudium”, ”identitetsdannelse”, ”værdier og livsformer”, ”det gode samfund” samt ”religiøse og politiske brud”.
Kompetencemål:
I forløbet vil følgende kompetencer kunne indøves: Kursisterne skal kunne skelne mellem forskellige samfundstyper, deres historiske baggrund og betydning for identitetsdannelsen. Projektarbejdsformen skal indøves. Endvidere skal kursisterne kunne gennemføre en flerfaglig empirisk undersøgelse i lokalområdet og formidle resultaterne heraf, herunder udarbejde problemformulering og synopsis - gruppevis.
Deltagende fag er historie, religion og/eller samfundsfag.
Den fællesfaglige problemstilling kunne være: En to- eller trefaglig undersøgelse af forskellige menneskers livshistorie og livsstrategier. For at afgrænse emnet kunne de undersøge mennesker fra forskellige miljøer, fx ældre, midaldrende i erhverv, arbejdsløse, unge med forskellig etnisk baggrund etc. Undersøgelsen kunne bl.a. have til formål at afdække
a) hvilken rolle den store historie spiller for valg af livsstrategier
b) hvilken rolle religion spiller i livshistorie og livsstrategi
c) hvilken rolle den sociale baggrund har for livshistorie og livsstrategi
I de særfaglige forløb vil religion kunne gennemgå et naturfolk, fx kikuyuerne, til belysning af, hvordan identiteten defineres af kollektivet, dvs. slægten og stammen, og hvordan ritualer og myter socialiserer individet. Efterfølgende kan man gennemgå religionskritik og sekularisering som kendetegn for det moderne samfund, ligesom man kan gennemgå afsekularisering og fundamentalisme som kendetegn ved det senmoderne samfund. I historie gennemgås eksempelvis Danmarks historie efter 1945 med henblik på velfærdssamfundets opståen og udvikling, herunder den økonomiske og bevidsthedsmæssige udvikling. Centrale samfundsfaglige emner i forløbet kunne være identitetsdannelse og socialisation, normer og roller samt livsstile.
Arbejdsformer: Udover klasseundervisning kan der indgå feltarbejde, interviewundersøgelser, indsamling af andet materiale, fortrinsvis som gruppearbejde.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

