Sekularisering

Formål
  at introducere til religionsfagets genstandsområde og metode
  at kursisterne får viden om sekulariseringsprocessen og dens betydning for den udbredte holdning til religion / religionens funktion i Vesteuropa.
  at kursisterne forstår at sekulariseringsoptikken ikke er eneherskende synsvinkel, men at det senmoderne samfund på en række punkter oplever en afsekularisering.

Forløb og materialer
Forløbet kan tage udgangspunkt i statistiske tabeller, der belyser forskydninger i danskernes religiøsitet over en 20-årig periode. Procentvise forskydninger omkring brug af ritualer, troens indhold ser måske kedeligt ud på overfladen, men faktum er, at tallene inviterer kursisterne til fortolkninger og årsagsforklaringer og således aktiverer deres forforståelse omkring religion. Endvidere lægger tal, der viser at troen på den personlige gud mister terræn, samtidig med at brugen af overgangsritualer stiger, op til en kort introduktion af fx Ninian Smarts model over de centrale religiøse dimensioner - så er der taget hul på det faglige begrebsapparat.

Begreberne sekularisering og afsekularisering kan indledningsvis indkredses ved at tage udgangspunkt i tre forskellige måder at forholde sig til religion på: den traditionelle, den moderne og den senmoderne. Den traditionelle udtrykkes fx i salmen Du gav mig, oh Herre hvor hele tilværelsen: natursyn, arbejde, livets opståen og etik - som en selvfølge tolkes ud fra kristendommen. Den moderne i form af tekstuddrag der udtrykker religionskritik, ateisme og humanisme (fx Malinowski: Bøn til Vor Herre eller uddrag fra I.P. Jacobsens Niels Lyhne). I det senmoderne, specielt i de sidste 10 år, er religionen igen blevet tydelig i det offentlige rum: tørklædedebat, debat om blasfemiparagraffen, alternative behandlingsformer der trækker på en religiøs tilværelsestolkning, kobling af kristendom og nationalisme. Det er ikke længere en selvfølge, at religion og politik skal adskilles i Vesten. Religion og identitet kobles atter, men religionen er nu en valgt identitetsmarkør. Religio-nerne er ikke længere en autoritet, man indordner sig under, men en del af det senmoderne menneskes selviscenesættelse og måde at agere i samfundet på. Der er rig mulighed for at finde tekster fra dagspressen, der eksemplificerer denne nye brug af religionen.

Disse konkrete udtryk for den traditionelle, den moderne og den senmoderne brug af religion kan sættes ind i en overordnet systematisk sammenhæng, fx ved en kort præsentation af Lars Qvortrups (1)  begreber om det teocentriske, det antropocentriske og det polycentriske samfund.
Efter således at have indkredset vores egen tid gennem konkrete eksempler og markeret forskellen til den traditionelle og den moderne holdning til religion, er tiden inde til en mere dybdegående præsentation af sekulariseringsprocessens idéhistorie. Flere af fagets lærebøger har udmærkede gennemgange af sekulariseringsprocessen. Dette gennemgås sideløbende med udvalgte primærtek-ster og billeder, der markerer et knudepunkt i sekulariseringens historie. Fx billeder fra den tidlige renæssances malerkunst, hvor det nye centralperspektiv viser menneskets og ikke Guds blik på ver-den. Luther og reformationen udtrykker det personlige gudsforhold og varsler dermed individualise-ringen, og kirken mister både religiøs, politisk og økonomisk magt. I Galileis brev til Elia Diodati i 1638 sættes menneskelig iagttagelse over biblens ord om verdens indretning - dermed indføres den moderne skelnen mellem tro og viden, og videnskaben selvstændiggøres fra kirken. Nietzsches Det gale menneske markerer slutpunktet af sekulariseringsprocessen: Gud er død - og mennesket er henvist til på trods at skabe mening i tilværelsen, uden henvisning til Gud.
Religionernes tilbagevenden til den offentlige sfære gennem de sidste tyve år lægger op til en problematisering af den ovennævnte skildring af sekulariseringsprocessen som en lineær bevægelse.

Forløbet kan suppleres med en mindre empirisk undersøgelse i form af spørgeskemaer og interviews blandt forskellige aldersgrupper og livsformer for at afdække, om der er en sammenhæng mellem alder og livsform på den ene side - og holdningen til og brugen af religion på den anden.

Didaktiske principper og arbejdsformer.
Der er tænkt en progression ind i forløbet, således at der tages udgangspunkt i konkrete religiøse udtryk fra Danmark og fra kursisternes samtid. Det er det senmoderne, der skal perspektiveres ved inddragelse af religiøse udtryk fra det traditionelle og det moderne. De konkrete udtryk suppleres efterhånden med tekster af mere abstrakt-filosofisk karakter samt oversigtslitteratur. I det omfang det er muligt, inddrages billeder - fx kan en altertavle fra tiden lige efter reformationen klarere og enklere udtrykke det nye syn på mennesket og kristendommen. Endelig arbejdes der ud fra devisen: bygge op og lave forenklede konstruktioner der giver overblik - for først derefter at nuancere og problematisere (fx sekulariseringens linearitet).

Der veksles mellem gruppearbejde og klasseundervisning. I starten præsenteres kursisterne for en model til tekstlæsning i religion, se under 2.1 (faglige mål). I grupper afprøver kursisterne modellen, og resultatet fremlægges og diskuteres i plenum. De lange idehistoriske linier præsenteres fortrinsvis gennem læreroplæg og klasseundervisning.

Timetal
Forløbet er i denne udformning tænkt som et introduktionsforløb over ca. 15 timer. I løbet af skoleåret kan man vende tilbage og uddybe enkelte positioner: fx Luther i forbindelse med kristendomsundervisningen, eller supplere med eksistentialisme eller sekulær etik efter gennemgangen af de respektive religioner.
--------------------------------------------------

(1) Lars Qvortrup: Det hyperkomplese samfund - 14 fortællinger om informationssamfundet (1998). Endvidere henledes opmærksomheden på: Lars Qvortrup: Hvordan taler religionslærere om Gud og det guddommelige. In: Religion 2004, nr. 1.