Kristendom, tematisk
Formålet med dette forløb er, at eleverne får indsigt i kristendommens rolle i førmoderne, traditionelle samfund og i moderne, sekulariserede samfund, så de kan forholde sig til og diskutere kristendommens betydning i forbindelse med centrale aktuelle problemstillinger og anvende fagets terminologi og metoder i denne sammenhæng.
Til forløbet afsættes 21-23 lektioner à 60 minutter.
1. Kristendom og modernitet
Der læses en tekst af en modernitetsteoretiker, fx Anthony Giddens, En løbsk verden. Hans Reitzels forlag 2000, uddrag af kapitlet "Tradition". Denne tekst, som eleverne ofte vil finde svær, gennemgås som klasseundervisning.
Derefter arbejder eleverne med dåbsritualet eller nadverritualet i grupper. Eleverne skal bestemme, hvilket fænomen teksten repræsenterer, og undersøge, hvilke oplysninger teksten giver om kristendom. Både kristendommens grundfortælling / mytiske side og ritualside udfoldes i ritualet. Endvidere skal de diskutere, hvilken betydning ritualet har for kristne i henholdsvis et førmoderne og moderne samfund.
Eleverne arbejder i grupper og skriver om ritualet. Det færdige produkt lægges ind i klassens rum på skolens it-platform. Læreren kommenterer det kort der og bruger gruppernes svar som udgangspunkt for en opsamling i klassen i den efterfølgende time.
Til dette anvendes 3-4 undervisningstimer.
2. Kristendommens formative periode
Der læses bibelske tekster. Hovedvægten er på NT-teksterne. Man kan fx læse et helt evangelium, således at tekstens genre bliver tydelig. Den gammeltestamentlige jødedom gennemgås med udgangspunkt i baggrundsstof, men der læses enkelte GT-tekster, der belyser kristendommens rødder i GT.
Der lægges vægt på at forstå den nytestamentlige kristendom i dens historiske og førmoderne sammenhæng. Man kan vægte gennemgangen forskelligt, alt efter hvilke emner man senere vil tage op. Hvis man læser et helt evangelium, kan man læse dele af det intensivt og udarbejde gruppearbejdsspørgsmål til disse afsnit.
Også her kan eleverne besvare spørgsmålene skriftligt og lægge det ind på deres it-platform.
Som afslutning på NT-gennemgangen er det en god idé at sætte eleverne til at udarbejde en begrebsliste, der dels dækker de centrale kristne begreber, man har arbejdet med, dels dækker de religionsfaglige begreber, man har brugt i analysen. Begreber defineres og diskuteres, således at de aktivt kan bruges i det følgende.
Til dette anvendes 7 undervisningstimer.
3. Udvalgte temaer
Derefter udvælger man i samarbejde med klassen 2-3 temaer, der er paradigmatiske i den forstand, at de forholder sig til epokale nøgleproblemer og viser, hvordan man med religionsfaglig viden kan få indsigt i disse problemer. Temaer belyses først og fremmest med moderne tekster (ikke kun danske), men det er væsentligt at inddrage tekster, der giver et konkret eksempel på, hvordan problemstillingen er blevet behandlet af kristne ned gennem historien.
Her følger nogle få eksempler:
- Stat og kirke: Forholdet mellem stat og kirke i det moderne og sekulariserede samfund kan fx diskuteres med udgangspunkt i artikler, som Viborgs biskop Karsten Nissen har skrevet, bl.a. med reference til Grosbøll-sagen.
- Etik: Med udgangspunkt i fx tekster af Roskildes biskop Jan Lindhardt kan man diskutere kristendommens betydning i og bidrag til debatten om etiske emner. Det kan være en god idé at tage udgangspunkt i et konkret etisk problem. Det kan fx være medicinsk etik, vielse af homoseksuelle, næstekærlighed og ulandshjælp, men det er også væsentligt at diskutere, hvordan kristendom principielt forholder sig til etik.
- Religion som national identitetsmarkør i det 21. århundrede: Man kan fx læse prædikener af Søren Krarup om sammenhængen mellem kristendom og danskhed.
- Jesus-figuren på film: Med udgangspunkt i fx Mel Gibsons The Passion of the Christ (2004), Denys Arcands Jesus fra Montreal (1989) eller Pier Paolo Pasolinis Matthæusevangeliet (1964) diskuteres tolkninger af Jesus-figuren. Det vil være naturligt at inddrage anmeldelser og analyser af den valgte film og berøre den debat, som filmen gav anledning til. Det er vigtigt, at kerneteksterne i temaforløbene er større tekster, der udfolder et klart standpunkt i forhold til det valgte tema. Det vil være oplagt at inddrage en kontrasttekst til de tekster, der er nævnt ovenfor. Avisartikler, der behandler dagsaktuelle vinkler på temaet, kan evt. inddrages som perspektivering.
De danske tekster skal perspektiveres ved at inddrage et eksempel på, hvordan de nævnte problemstillinger behandles i en europæisk eller global sammenhæng. Det er her oplagt at fastholde det konkrete eksempel: Hvordan forholder en sydamerikansk katolik sig til det valgte etiske problem, eller hvordan forholder en serbisk ortodoks sig til spørgsmål om religion som identitetsmarkør?
Hvis man vælger at inddrage tekster, der behandler det samme tema, fra andre af de læste religioner, kan man få en yderligere perspektiveringsmulighed og endvidere få flere timer til at arbejde med det valgte tema.
Til dette anvendes 6-8 undervisningstimer.
4. Ekskursion
Forløbet kan afsluttes med et besøg i en kirke. Man kan fx bede præsten om at gennemgå kirkerummets indretning og kæde det sammen med den kristne grundfortælling og ritualerne. Og man kan bede præsten om derefter at holde et kort oplæg om et selvvalgt aktuelt emne eller om et af de temaer, man har arbejdet med i klassen.
Inden ekskursionen inddeles eleverne i grupper, og de udstyres med et observationsskema, som de kan udfylde med udgangspunkt i præstens gennemgang af kirkerummet og kirkebygningen. Endvidere skal eleverne tage noter til præstens oplæg. Optegnelserne bruges som udgangspunkt for efterbehandling af besøget, og eleverne kan evt. udarbejde en lille rapport, der lægges ind på skolens it-platform.
Som optakt til besøget i kirken kan man evt. vise billeder fra en billedudsmykket middelalderkirke eller fra Viborg Domkirke, hvor der er et storslået frelseshistorisk billedprogram: en vandring op gennem kirken er en rituel vandring fra skabelse til paradis.
Til dette anvendes 4 undervisningstimer.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

