Religionsfilosofisk forløb om gudsbegrebet i vestlig teologi og filosofi.

Formålet er at skabe bevidsthed om det sammensatte i den vestlige verdens gudsbegreb ved at undersøge dets dobbelte oprindelse i græsk tænkning og jødisk-kristen teologi.
Forløbet kan ses som et eksempel på et emne, det vil være naturligt at udfolde i et samarbejde med oldtidskundskab. Også naturvidenskabelige fag som fysik og astronomi (kosmologi) kan med fordel inddrages, ligesom filosofi er en oplagt samarbejdspartner, hvor dette fag indgår i en studieretning.
Tidsforbrug og tekstmængde:
Antallet af timer til forløbet vil være helt afhængigt af, hvorledes det tilrettelægges: hvor mange af emnets aspekter, man vil inddrage, og hvor vidt (og hvor meget) man inddrager andre fag i samarbejdet.
Tekstmængden vil ligeledes afhænge af, hvor mange og hvilke af de foreslåede delemner, man inddrager, om man overlader den græske del til oldtidskundskab, og hvilke og hvor mange af de foreslåede tekster, man lader indgå i forløbet.
Pædagogisk tilrettelæggelse:
På grund af den relativt høje sværhedsgrad i hovedparten af teksterne må der i vid udstrækning blive tale om lærerstyrede og lærertilrettelagte aktiviteter: Klasseundervisning, gruppearbejde med lærerudarbejdede spørgsmål, klassediskussioner etc.

1) Den græske religionskritik.
Udarbejdelsen af et egentligt metafysisk gudsbegreb sker i et opgør med de antropomorfistiske gudsforestillinger i de mytologiske fortællinger om guderne hos Hesiod og Homer, først og fremmest i de kendte fragmenter af Xenophanes (Niels Henningsen: De første græske filosoffer. Det lille Forlag 1994) og i 2. bog af Platons Staten (377c–383c). Det gudsbegreb, som tænkes frem her, er en skikkelsesløs, allestedsnærværende og alvidende gud, der er ren ånd og som sådan immanent til stede i den kosmiske verdensorden.
Klassiske formuleringer af dette gudsbegreb findes (foruden i Xenophanes-fragmenterne) fx i Platons ”Sollignelse” (slutningen af Statens 6. bog, 506b – 511e), i Diotima-talen i Platons Symposion (201e–211e) og i passagerne om ”den ubevægede bevæger” i Aristoteles’ Fysik og Metafysik (De store tænkere. Aristoteles s. 64-66 og s.150 – 153).
Det vil være naturligt at lade oldtidskundskab stå for denne del af forløbet, men teksterne udgør desuden den filosofiske baggrund for den hellenistiske og middelalderlige kosmologi, som kunne inddrages i fysik/astronomi i form af en beskæftigelse med det aristotelisk-ptolemæiske verdensbillede.

2) Den bibelske gudsforstilling.
En gennemgang af (dele af) Exodos-myten i 2. Mosebog kan illustrere en ganske anderledes guds-opfattelse: En Gud, der ikke (som de græske) er antropomorf, men dog i højeste grad personlig. Han optræder som lidenskabeligt handlende, som indgribende vilje, uberegnelig og overraskende. Hvor grækernes metafysiske guddom er intelligibel (fordi den menneskelige fornuft selv er guddommelig), er den bibelske Gud i radikal forstand transcendent og kendes kun gennem sine gerninger i forhold til sit folk og gennem sine lovbud, som skal adlydes ubetinget. Menneskelig visdom kommer til kort over for Gud, ”hans veje er uransagelige”, og hans handlinger vender op og ned på de normer og værdier, der normalt gælder blandt mennesker.
Centrale tekster til belysning af denne gudsforestilling er 2. Mos 3, Salme 2, Salme 9, Salme 33, Salme 139, 1-18, Jobs bog, kap. 38, fødselslegenderne i Luk 1-2 og Matt 1-2, 1. Kor 1-2 m.fl.
Med kristendommens centrale dogme: at Gud bliver menneske i Kristus (inkarnationen), sker et følgesvangert brud med den radikale transcendens i det traditionelle bibelske gudsbillede, uden at denne dog opgives. Dette spændingsfelt giver stof til en væsentlig del af den teologiske refleksion gennem hele kirkens historie frem til i dag.
Tekster: Joh1,1-18; Fil 2,5-11. Den nikænske trosbekendelse (Findes bl.a. i Den danske Salmebogs ritualafsnit om højmesseordningen som alternativ til den almindeligt brugte ”apostolske trosbekendelse”).

3) Gudsbilledet i dag.
I middelalderens kristendom sammentænkes det allerede modsætningsrige kristne og det helt anderledes græske gudsbegreb i de store metafysiske systemer, som skabes af tænkere som Augustin, Anselm af Canterbury og Thomas Aquinas, og både filosofi, videnskab og teologi i det nye Europa efter renæssancen er dybt præget af dette spændingsfyldte gudsbegreb.
I den diskussion mellem videnskab og kristendom, som har stået på siden renæssancen, har det især været de sider af gudsbegrebet, som har deres oprindelse i græsk filosofi, der har været i spil, mens de kristne kirkesamfund har søgt at holde fast (i vekslende grad og på forskellig måde) ved det mangesidede gudsbegreb, de har arvet fra traditionen.
Forløbet kan herfra tage flere retninger. Her skal skitseres to:
a. Naturvidenskab og religion.
I antologien Rummet er blåt og der flyver fugle i det (Gyldendal 1992) findes en række velegnede tekster til belysning af dette emne: et uddrag fra fysikeren Werner Heisenbergs erindringsbog Del og helhed (s. 82- 88), en forelæsning om videnskab og religion af Albert Einstein (s. 89-94) og et svar på sidstnævnte af teologen og filosoffen Paul Tillich (s. 95-98).
I K. E. Løgstrups Ophav og omgivelse (Gyldendal 1984), s. 96-104, skitserer den danske religionsfilosof et naturfilosofisk alternativ til den darwinistiske evolutionslære, der ikke udelukker en religiøs tolkning af evolutionen.
Hvis filosofi er inddraget i et samarbejde om dette emne, kunne dette fag bl.a. bidrage med fremstillinger af rationalismens gudsbegreb (f. eks. Descartes’ Om metoden, 4. del og Leibniz’ Afhandling om metafysikken (De store tænkere. Leibniz)), eller evt. de filosofiske forsøg på at bevise Guds eksistens og kritikken af disse (Anselm, Aquinas, Kant, Kierkegaard m.fl.).
b. Gudsbegrebet i Den danske Folkekirke.
For at illustrere det sammensatte gudsbillede, som rummes inden for Den danske Folkekirkes forkyndelse, kan man blot gå på opdagelse blandt ældre og nye salmer i Den danske Salmebogs nyeste udgave fra 2003. Nogle forslag blot inden for de første 100 af salmebogens 791 numre: 7, 15, 22, 28, 34, 66, 70, 84, 95.
En aktuel diskussion af gudsbilledet i moderne sammenhæng er den debat, der udløstes af et interview i Weekend-Avisen med sognepræst Thorkild Grosbøll d. 23. maj 2003. Centrale tekster i denne debat er uddrag af 1. kapitel i Grosbølls bog En sten i skoen, s. 9-19 (Anis 2003), og Grosbølls langfredagsprædiken fra 1983, optrykt i prædikensamlingen ”På sporet af Gud” (Anis 2004). Et vægtigt modindlæg er biskop Karsten Nissens ”Åbent brev til præster og menighedsråd i Viborg Stift ”, der i lighed med en lang række andre indlæg i debatten kan findes på Kristeligt Dagblads web-portal ”Religion.dk”.