Velkommen til Den russiske Glosetræner
Dette program fra Russisklærerforeningen hjælper dig med at indlære de mest almindelige russiske gloser.
Den russiske glosetræner
Hvad er Den russiske Glosetræner?
Glosetræneren tilbyder dig at lære russiske gloser trinvis. Hvert trin indeholder lidt over 400 ægte russiske ord og 150-180 ord, der er gennemsigtige på det pågældende niveau (fx атом = atom). Hver glose findes på dansk, på russisk og som en russisk lydfil.
Gloserne er først og fremmest udvalgt efter et frekvensprincip og skulle dække dine vigtigste læse- og kommunikationsbehov. Med disse gloser kan du ikke alt, men de vil udgøre et solidt grundlag for at arbejde videre med russisk.
Hvad kan Den russiske Glosetræner?
Gloserne kan trænes med svar i form af skrift eller multiple choice, og du kan vælge at gå fra russisk til dansk (nemmest), fra dansk til russisk eller fra russisk lyd til dansk/russisk.
De fleste gloser har en række oplysninger om bøjning, syntaks og synonymer i en grammatikrude, som kommer frem, når man har svaret rigtigt på glosen.
Du kan træne gloserne i oversættelsessætninger. Også her kan man vælge, om man vil arbejde fra dansk til russisk eller fra russisk til dansk.
Endelig kan du teste din kunnen på hvert af de 6 niveauer inden for hver øvelsestype.
Hjælpefunktioner i Den russiske Glosetræner
Der er to hjælpefunktioner. Dels kan du slå ord, du mangler, op i den tilknyttede elektroniske ordbog. Dels kommer der, når du oversætter sætninger, automatisk en hjælpsom grammatikrude til en af gloserne til syne.
Hvad husker Den russiske Glosetræner?
Glosetræneren husker, hvilke gloser du allerede har været igennem i en bestemt øvelse på et bestemt niveau. Du kan således afbryde arbejdet og vende tilbage senere uden at skulle begynde forfra. Det gælder så længe du arbejder fra en bestemt maskine.
Hvis du registrerer dig som bruger (identificerer dig over for programmet) vil glosetræneren kunne huske, hvad du tidligere har lavet, lige meget hvilken maskine du bruger.
Hvordan kommer jeg i gang med Den russiske Glosetræner?
For at arbejde med glosetræneren skal du downloade rusglo.exe-filen
Læg rusglo.exefilen på dit skrivebord og dobbeltklik på den. Så installerer den sig og kobler op til databasen med gloser, lydfiler og sætninger. Første gang tager det lidt tid at hente materialet. Når filerne i databasen senere opdateres af forfatterne, henter glosetræneren selv nyeste version. Glosetræneren fungerer hurtigt og smidigt over nettet, selv på en modemforbindelse.
Husk at vælge niveau, øvelsestype og tastaturlayout i rullemenuerne.
Den russiske glosetræner i skolens netværk
På din skole er der formentlig spærringer, som betyder, at du ikke får lov til selv at installere et program. Kontakt din datavejleder om installeringen. På skoler bør man altid lade eleverne registrere sig som brugere. Derved undgår man, at programmet skal gemme oplysninger i den enkelte maskines registreringsdatabase, hvilket elevbrugere ikke vil få lov til.
Kan Den russiske Glosetræner køres fra cd-rom eller harddisken?
Ja. Hvis du har en langsom forbindelse, hvor du betaler minuttakst, vil du måske foretrække at downloade såvel exe-filen som det bagvedliggende materiale og køre det fra harddisken eller fra en cd-rom. (Den downloadfacilitet er ikke klar endnu, men kommer snart).
Hvis du kører programmet fra cd-rom/hardisk, skal du være opmærksom på, at du så selv skal ind og downloade en ny version med jævne mellemrum for at have nyeste opdaterede og fejlrettede version.
Hvem har lavet Den russiske Glosetræner?
Gloseudvalg, grammatikruder og sætninger er lavet af: Birgitte Hertz, Jette Wilms Jensen, Kirsten Holm Hansen, Henrik Lærkes og Henrik Møller.
Materialet er kontrolleret af Lena Krasnova, Skandinavisk Institut ved Sankt Petersborgs Statsuniversitet – sponsoreret af RLF
Lyden er indtalt af Ljudmila Trier.
Programmeringen er foretaget af Jens Jakob Jensen, Ozwix Data. Programmering og lydindspilning er støttet af Programstøtteordningen i Undervisningsministeriet.
EMU har stillet serverplads til rådighed.
Hvad hvis du finder fejl i Den russiske Glosetræner?
Fejl i fx oversættelser af gloser eller sætninger bedes meldt til: henrik.laerkes@skolekom.dk
Du bedes meddele niveau og glose/sætning, hvor du fandt fejlen, og hvad fejlen bestod i. Dermed hjælper du os alle til at få en så fejlfri glosetræner som muligt.
Henrik Lærkes

Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS

