Menu
CFU logo © CFU
 
• Indhold

Studieretningsprojektet

Du skal lave studieretningsprojekt. Og hvordan skal det lige gøres? Nogle har let ved at skrive opgaver, for andre kan det være en stor udfordring. Intentionen med denne side er at fortælle lidt om hvordan du kan strukturere processen og komme godt i gang.

Studieretningsprojektet

Om

Find problemstillingen

Du skal finde et emne, der er værd at bruge tid på og undersøge. Det er en god ide i første omgang at søge efter et emne, der interessere dig. Hvis du er optaget af emnet, så bliver det lettere og sjovere når du virkelig skal til at fordybe dig i emnet.

Det er dog også vigtigt at huske på, at emnet skal være overskueligt. Du skal ikke skrive en doktorgrad, eller en bog, ej heller opfinde ny viden om et emne.

Opgaven går mest af alt ud på at du kan bruge flere fags metoder til at undersøge en problemstilling. Metode kommer vi tilbage til.

Hvad er det så du vil undersøge?

Hvad er det for en problemstilling?

Hvis du ikke allerede kender en del til emnet, så er der ikke andet for end at komme i gang med at søge materiale og læse om emnet.

Lav litteraturliste og opdater den hele tiden

Et simpelt råd er: Lav en liste over de bøger, artikler og links du finder.

Hvor var det nu lige jeg læste det? Hvem var det lige, der skrev denne her artikel? Det tager timer at finde ud af, og nogle gange er det umuligt at finde tilbage til titlen på den bog, eller linket til den artikel du læste for en uge siden.

Når du jonglerer med mange informationer og papirer er du ganske enkelt nød til at holde orden i galskaben. Når du får fingre i en ny bog, en artikel, et godt link, eller andet, så opdater listen med det samme.

Det er godt nok bare at have det hele på et normalt word-dokument. Kald det ’litteraturliste’.

Hvis du er lidt IT-tjekket kan du bruge www.delicious.com til at holde styr på dine links. Det tager ikke så lang tid at sætte sig ind i.

Skriv ned hvad du vil undersøge – forslag til let øvelse

Det, du hele tiden skal holde i tankerne er spørgsmålet: ”Hvad er det, jeg vil undersøge?”. Undersøgelsen er omdrejningspunktet for din opgave. I begyndelsen er du givetvis ret usikker på hvad det præcist er du vil undersøge, men med tiden skulle du gerne være i stand til at fortælle det hurtigt og præcist til andre. En måde til at finde ud af det er f.eks. ved at lave denne øvelse:

1. Snakke højt øvelse
Find først et sted hvor du kan være alene uden af blive forstyrret. Find timeren på din mobil. Sæt den på fem minutter og læg mobilen, så du ikke kan se displayet.  Du skal nu fortælle hvad det er du vil undersøge i din opgave. Du skal snakke højt. Du kan prøve at stå op og / eller gå rundt i et rum mens du snakker.

2. Skrive hurtigt øvelsen
Anden del går nu ud på at du igen skal tage din mobil og sætte timeren på 10 minutter. Læg igen mobilen væk, så du ikke bliver distraheret af displayet. Sæt timeren i gang og brug nu tiden på at skrive ned hvad det er du vil undersøge.

Tænk ikke på slåfejl, grammatik, eller noget som helst andet. Prøv at give slip og bare skriv!

Når de ti minutter er gået, så kan du læse og rette i teksten, hvis det er nødvendigt. Pointen med øvelsen er, at du allerede nu har en skitse til en problemformulering. Den er ikke perfekt, men det er en begyndelse. Og ja, det er læreren og ikke dig, der skal lave den endelige problemformulering, men læs videre, så kommer forklaringen.

Og nu til den grimme: Metode

Det er stensikkert, at dine vejledere vil spørge dig hvordan du metodisk vil gribe din undersøgelse an, eller sagt på en anden måde, hvordan du vil bruge samfundsvidenskabelig metode i din undersøgelse.

Det betyder, at du skal både indkredse et interessant emne, finde litteratur om det og være i stand til at skrive dine ideer ned i et relativt klart sprog. Du skal også være i stand til at forklare hvordan du metodisk set vil gribe undersøgelsen an.
Start med at læse den korte, men ganske overskuelige introduktion til metode, som du finder her på samfundsfagssiden.

Når du har læst den, så overvej grundigt hvordan du kan bruge den samfundsfaglige metode til at undersøge det emne du vælger. Skriv dine overvejelser og / eller spørgsmål ned og diskuter dem f.eks. med klassekammerater, der også skriver i bl.a. samfundsfag.

Mød din vejleder

Der er kun afsat en begrænset mængde timer til vejledning, så du skal tænke dig godt om og forberede dig grundigt til hvert møde.

Hvis du har fulgt ovenstående forslag, er du virkelig nået langt allerede og du ligger nu inde med en masse materiale. Find ud af hvordan tingene fungerer på din skole først med hensyn til vejledermøder.

En mulighed er, at du inden mødet sender en mail til vejlederen, hvor du samler de ovenstående dele i ét dokument. Dokumentet bør ikke fylde mere end maksimum 2 sider i notatform, så din vejleder hurtigt kan skimme det. I overskrifter kan det indeholde:

1. Skitsering af emne
2. Litteraturliste indtil nu
3. Overvejelser om metode
4. Spørgsmål til vejleder(e)

Med det i hånd vil det være muligt for din vejleder at give dig en meget bedre vejledning og komme med præcise ideer, og du vil forhåbentlig få meget mere ud af mødet.