Sprogtræning
Til træning af gloser og strukturer har computeren den store fordel, at arbejdet foregår i elevens eget tempo, evt. kombineret med billeder og lyd. Der er udgivet en del cd’er til sprogtræning, og der er også steder på nettet, hvor man kan træne basisordforrådet med illustrationer.
Når man er begyndt at læse autentiske tekster, kan læreren få brug for at lave sine egne øvelser, der knytter an til det ordforråd og de kommunikative kompetencer, der kan trænes med udgangspunkt i den konkrete tekst. I den situation kan det blive relevant at bruge forfatterprogrammer, der består i en "skal", hvori læreren kan indbygge sine øvelser.
Træning af grammatik og ordforråd
De første programmer, der blev udviklet til computerne i salig RC-Piccolines tid, var træningsprogrammer til gloser og grammatik. Pædagogikken deri bestod i fuldstændig det samme som de flash-cards og grammatiktræningsbøger, der fandtes og findes den dag i dag. Nye ord eller grammatiske regler præsenteres, og eleverne skal nu sige/skrive glosen eller indsætte det rigtigt bøjede ord i en sætning, hvor det mangler.
Den slags træning er stadig nyttig i forskellige faser af læringen, og computerens specielle fortrin er, at
- alle elever er aktiveret hele tiden
- hver elev arbejder i sit eget tempo
- enhver får umiddelbar og diskret feedback
- man kan få online-hjælp i mange programmer.
DOS-programmer af denne type som Calis og En directo findes sikkert på mange skoler og er gode som støtte til indlæring af nye strukturer og bearbejdning af problemer, som eleven afdækker i sin mundtlige eller skriftlige formulering.
Et nyere produkt er cd-rom'en RealTime Spanish, som i en række kapitler fører den studerende rundt i Spanien med små dialoger til still-billeder. Herudover indsætningsopgaver i et grammatisk emne til hvert kapitel.
Cd-udgivelser til sprogtræning
Amtscentrene for undervisning anskaffer løbende multimedieprogrammer til sprogundervisningen. Det er derfor en god idé at henvende sig dér, for at se på mulighederne, før man anskaffer nyt software til skolen. I det følgende kommenteres kort nogle cd-rom’er til spanskundervisningen, og under "Undervisningsmaterialer" på www.sp.gymfag.dk er der desuden link til Ana Almansas oversigt over multimedieprogrammer.
Language explorer: Træning af basisordforråd ordnet efter emner, med forskellige typer af spil, der tester indlæringen.
Eurotalk: Træning af ordforråd ordnet efter emner, med forskellige typer af spil, der tester indlæringen. Der findes cd-rom’er til flere niveauer.
Triple Play Plus: Træning af lytteforståelse og indlæring af ordforråd med mange forskellige typer af aktiviteter.
Games in Spanish: Fornøjeligt træningsprogram for nybegyndere med billeder og forskellige spilprægede aktiviteter.
Realtime Spanish: En "rundrejse" til forskellige steder i Spanien. Med små dialoger, stillbilleder og mange sproglige opgaver, både lytteforståelse, ordforråd og grammatik.
Sprogtræning med Internet
På Internet kan man også finde sprogtræning – se herom på Infoguide for spansk, under Undervisning > Online-øvelser: http://www.infoguide.dk//CategoryProcessor.pub?catid=1254. Nogle web-steder giver umiddelbar feedback, andre skal læreren have en udskrift af.
Nogle web-steder præsenterer opgaver til udskrift på papir, det gælder fx Español urgente: come.to/carmona.
Den elektroniske øvebog "Más arriba", www.trentu.ca/spanish/masarriba, giver både glosetræning og øvelse i strukturer.
På Internet kan man også finde grammatikopgaver for viderekomne, fx opgaverne fra Ursinus College: mld.ursinus.edu/~jarana/Ejercicios.
Mulighederne for at anvende Internet til sprogtræning er sat i system gennem "International Tandem Network". Et projekt, hvor der arbejdes med par-arbejde for sprogindlæring, oprindelig face-to-face, nu også baseret på e-mail. En række universiteter i europæiske lande, deriblandt Aalborg (DK), Aarhus (DK) og Oviedo (E) samarbejder med det formål at udvide netværket og at udvikle didaktiske materialer til brug for tandempartnere, organisatorer og fremmedsprogslærere.
Det elektroniske tandem-netværk består af et stadigt voksende antal to-sprogede delnet, der danner rammen for et samarbejde mellem studerede med forskellige modersmål med henblik på gensidig hjælp ved sprogindlæringen. Til hvert delnet hører:
- adgangen til den centrale tandempartnerformidling
- et to-sproget diskussionsforum, hvor deltagerne kan diskutere alt muligt, bede hinanden om gode råd etc.
- en database, hvor deltagerne dels kan hente undervisnings- og indlæringsmaterialer, men hvor de også har mulighed for selv at offentliggøre tekster, fx kulturelt baggrundsstof eller to-sprogede tekster fremstillet i samarbejde med tandempartneren.
Hvert delnet ledes af to eller flere koordinatorer: de hjælper deltagerne, modererer forumdiskussionerne, træffer afgørelse om databasernes indhold, opretter nye fora etc.
Ole Lauridsen, IT-Vest, har erfaringer med dette EU-LINGUA-støttede projekt, som kaldes "International E-Mail Tandem Network". På projektets hjemmeside kan man hente modeller for træningsforløb efter tandem-princippet: www.hum.au.dk/mirror/tandem/learning/idxdan11.html
Forfatterprogrammer
Til glosetræning kan man bruge det gratis program Glosetrainer, som kan hentes på www.languages.dk/kasoft.htm. Dette program præsenterer en glose på dansk eller det andet sprog, og eleven skal så skrive oversættelsen. Eleven kan hele tiden se, hvor godt han/hun klarer sig.
Lone Ambjørn og Georg Beyer Clausen har lavet computerprogrammet gtPlus, som kan bruges til:
"Træning af ordforråd, der relaterer til det pågældende emneområde. Til dette formål anvendes det computerstøttede gloseværktøj gtPlus (Ambjørn/Clausen 1998), der i stedet for at rumme et præprogrammeret, niveaubestemt ordforråd, giver brugeren vejledning i opbygning af et individuelt glosekartotek, der således skræddersys efter individuelle behov og interesser. De udvalgte og indskrevne gloser trænes efter den såkaldte intervalmetode, der er baseret på indlæringspsykologiske principper. Grundideen bag denne metode er direkte gloseindlæring via gentagelser med stadigt længere tidsintervaller (Mondria/Mondria-De Vries 1994)note 3." (Citat fra artikel i "Sprogforum" nr. 14).
gtPlus findes til en række sprog. For nærmere information: http://gbcdesign.dk/
Hot Potatoes fra USA på http://hotpot.uvic.ca// (som omtales i det generelle sprogmodul), Quia: http://www.quia.com/ og Clic fra Barcelona på www.xtec.es/recursos/clic byder på forskellige opgavetyper: eleven skal enten skrive det manglende ord i en sætning, ordne en samling ord, så de danner en sætning, eller udfylde en krydsord.


Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

