Menu
CFU logo © CFU
 
• Indhold

Los indígenas americanos

Paradigmatisk eksempel på undervisningsforløb til Spansk på B- og A-niveau på HF, STX og HHX med idéer til links og materiale fra infoguiden og materialeplatformen.

Mål

Gennem analysearbejdet med et udvalg af tekster i forskellige genrer erhverver eleverne sig viden om indfødte amerikanske kulturer og analyserer og forholder sig til de oplysninger, teksterne indeholder.

Eleverne skal mundtligt og skriftligt på spansk kunne fremstille emnets problemstillinger og perspektivere dem. Gennem arbejdet med forskellige teksttyper bliver eleverne bevidste om og kan redegøre for sproglige forskelligheder.

Om Mål

Paragdigmatiske eksempler

Se andre paragdigmatiske eksempler på undervisningsforløb fra fagkonsulenten.

Læs mere om Paragdigmatiske eksempler

Indiansk familie © Peter Bondo - UNI-C

Materiale

Der vælges et udvalg af tekster om og af indianske kulturer.

Der findes flere udgivne danske antologier til emnet, og det har været tema for flere Operation Dagsværk-aktioner. Sværhedsgraden afhænger meget af den konkrete tekst. Nogle tekster kan måske bygge videre på et ordforråd fra overgangs- eller begyndertekster, der beskriver mange hverdagssituationer i fx Mellemamerika med madlavning, indkøb på markedet, dyreliv osv. Billedmateriale, tv-udsendelser osv. er et godt og helt nødvendigt supplement.

Emnet kan udbygges i retning af et større religiøst emne med inddragelsen af katolicismen og den protestantiske mission i Mellemamerika. Det rummer også muligheder for et samarbejde med engelsk med inddragelsen af indianske kulturer i de engelsktalende områder i Amerika.

Om Materiale

Materialeplatformen

Tilrettelæggelse

2./3.g. Emnet er tænkt som et fleksibelt emne, der kan bruges over flere år i en dynamisk proces. Nogle tekster er ret lette, fx korte myter, og emnet kan således påbegyndes et stykke tid efter begynderfasen. Man kan vende tilbage til emnet en eller to gange, når eleverne har flere forudsætninger, og så uddybe med sværere tekster og mere komplicerede baggrundsforhold.

Der gives en grundig introduktion til mundtlig litteratur og til de indianske kulturer i det hele taget. Det er vigtigt at eleverne har øje for de genremæssige forskelle mellem mundtlig og skriftlig litteratur, sagprosa og fiktion.
Højkulturerne i Mellemamerika og Andesbjergene er veldokumenterede og giver masser af billedmuligheder.
Læreroplæggene holdes fortrinsvis på spansk og bygger på det allerede lærte ordforråd. Emnet kan forberedes ved allerede i begynderfasen at vælge nogle småtekster, der skildrer livet på landet i Mellemamerika eller Andesområdet, så har klassen allerede et ordforråd og viden om dagligliv.
Pga. teksternes indbyrdes forskelle i genre, geografisk oprindelse osv. kan der være stor uensartethed, men man kan oftest uddrage nogle fælles linjer i dem, fx hvad angår spørgsmålet om integration i det omgivende samfund, religiøs identitet, traditioner, kønsroller, dagligliv osv.
Det er vigtigt også at bruge andre tekstformer end den skrevne. Indianernes hverdag og kultur adskiller sig på mange punkter radikalt fra elevernes verden, så video, film og billeder giver form på et ellers vanskeligt begribeligt univers.
Det skriftlige arbejde kan hjælpe med at sammenholde disse fællestræk.
Helt fra begynderniveauet kan små dialoger og hverdagssituationer danne udgangspunkt for samtaleøvelser. Gennem mundtlige oplæg i grupper eller i klassen trænes den mundtlige fremstilling.

 

Evaluering

Lytteforståelse kan evalueres ved en forståelsestest efter sekvenser af lydbånd eller videoudsendelser uden undertekst. Tilsvarende kan også laves efter et læreroplæg på spansk.
Elevernes mundtlige redegørelse kan evalueres både efter fagligt indhold og efter sproglige kriterier, fx efter en fremlæggelse i klassen. Skriftlige opgaver kan evalueres ud fra samme kriterier.
Samtalefærdighed kan evalueres ud fra bundne situationsøvelser, der kan bygge på parallelsituationer ud fra de læste tekster.
Emnets specifikke ordforråd kan testes gennem ordlister der skal oversættes eller beskrivelsesøvelser ud fra parallelbilleder.

Om Evaluering

EMU - Evaluering og kvalitetsudvikling

Temaafsnit fra EMU med inspiration til evaluering og kvalitetsarbejde inden for de gymnasiale uddannelser.

Læs mere om EMU - Evaluering og kvalitetsudvikling

Eksamensspørgsmål

De eksisterende antologier rummer mange tekster, så det vil være ret let at finde og reservere nogle som gode tekster til eksamen.