Menu
CFU logo © CFU
 
• Indhold

Gymnasie-IT, tysk fagmodul, kapitel 3: Landeskunde

 

IT i tysk

Kapitlet er delt op på følgende underemner:

  • Generelle ressourcer til Landeskunde
  • Historiske sider f. eks om Forbundsrepublikkens historie
  • Informationer om tysksprogede lande og byer, det virtuelle DDR
  • Nyhedsstof i aviser, magasiner, tidsskrifter og pressemeddelelser
  • Politik i form af hjemmesider fra politiske partier og fra Forbundsdagen
  • Uddannelsesinstitutioner, universiteter og skoler og deres undervisning
  • Museer med gennemgang af udstillinger, web-gallerier m.m.

Generelle ressourcer til Landeskunde

Til brug i tyskundervisningen findes der et utal af generelle ressourcer på Internettet fx:

  • Die Erlangerliste er særdeles anbefalelsesværdig:
  • Som tysklærer skal man være opmærksom på, at der også uden for Tyskland findes servere med omfattende ressourcer i form af tekstbanker, billeddatabaser og frem for alt undervisningsprojekter til brug i tyskundervisningen. Fx har flere amerikanske universiteter meget store og fine samlinger. Et eksempel herpå er professor Andreas Lixls hjemmeside på universitetet i Greensbro i North Carolina.

Tysklands historie

En fornem hjemmeside over tysk historie i det 20. århundrede findes på adressen www.dhm.de/lemo/, hvorfra det er muligt at gå ind kronologisk under eksempelvis Kaiserreich, Weimarerrepublik Nationalsozialismus etc. Det er muligt at arbejde i 3D, hvilket kræver en hurtig maskine, da det ellers afvikles for langsomt. Man kan her finde historiske oversigter, indledninger, biografier m.v. Man kan også lytte til historiske taler samt se på talrige billeder til tysk historie.

På Universitetet i Erlangen opbygger man en samlet oversigt over link til tysk historie ordnet kronologisk efter perioder. Herfra er det også muligt at gå ned i de enkelte Länders historie, hvis man gerne vil vide mere om fx Preussen.

Arbejder man på klassen med at give eleverne en generel oversigt over tysk historie i det 20. århundrede, kan man f. eks lade eleverne arbejde parvis med enkelte årtier og dernæst præsentere resultatet i plenum i form af oversigter og stikord til den enkelte periode. En anden mulighed er at støtte gennemgangen af en litterær tekst fra fx 1930’ erne med at lade eleverne undersøge væsentlige karakteristika for perioden ved hjælp af en af ovennævnte adresser.

Lande og byer

Aktuelt kendskab til de tysksprogede landes kultur og samfundsforhold er en vigtig del af tyskundervisningen. På Internet findes utallige www-sider om Østrig, Schweiz og Tyskland, herunder de enkelte delstater, hovedstæder og byer. Fælles for de fleste af denne type informationer er, at de er officielle i den forstand, at det er offentlige myndigheder, der er ansvarlige for vedligeholdelsen af oplysningerne, der kan hentes i form af statistik, tekster og billeder.
Den tyske forbundsregerings hjemmeside www.bundesregierung.de er særdeles informativ med mange relevante oplysninger så som:

  • Bundesregierung aktuell Pressemitteilungen og aktuelle Berichte.
  • Themen A-Z: Arbeitsmarkt, Aufbau Ost, Ausbildung etc.
  • Schwerpunkte: Rechtsextremismus, Atomausstieg, Regierungserklärungen
  • Nachrichten aus den Bundesministerien
  • Dokumentation: Reden, Publikationen, Bilder, Grundgesetz, Grundrechte

På tilsvarende vis findes der gode informative sider om Schweiz på adressen www.admin.ch og om Østrig på adressen www.oesterreich.com

I forskellige sammenhænge kan det være relevant at lade eleverne arbejde med de enkelte delstater i Forbundsrepublikken Tyskland. Informationer af den type findes på nationale www-servere eller hos de enkelte delstater, byer med mere. Adressen www.magicmaps.de er et interaktivt kort over de enkelte delstater, hvorfra der kan vælges videre til enkelte byer. Samtidig får man en oversigt over de vigtigste www-servere i området, således man hurtigt kan få overblik over officielle web-sider, der redigeres og vedligeholdes professionelt. Arbejdes der på denne måde kan man ligeledes skaffe sig et overblik ved hjælp af listesøgning via de store søgerobotter. Her kan man med fordel bruge den tyske variant af søgerobotten Yahoo. Listesøgningen har sine fordele, når det gælder overblik. Til gengæld vil man ofte med denne metode skulle lede for længe efter noget konkret. Et eksempel på elevers arbejde med tyske byer og delstater findes på adressen

Har man brug for at supplere informationer og oplysninger med geografiske kort, findes der mange gode muligheder på nettet. Man kan naturligvis ved diverse udvidede søgninger finde frem til det relevante, men det er også muligt at klikke sig frem til det ønskede sted eller område via interaktive kort, der virker på samme måde som den danske Kraks kortdatabase på adressen www.krak.dk Et godt eksempel herpå er www.mapquest.com, hvor man kan finde frem til netop det land, den by eller de gader, man har brug for, fx i forbindelse med planlægningen af en studierejse.

Det virtuelle DDR

Man skal være opmærksom på, at der udover officielle databaser med lødige oplysninger findes private af mere eller mindre seriøs karakter. Der er ikke noget i vejen for at sidstnævnte kan være af høj kvalitet, men under alle omstændigheder er det nødvendigt at undervise eleverne i kildekritik. Et eksempel på denne problemstilling er fx de sider der findes om EX-DDR på Internet. Talrige hjemmesider giver sig ud for at være talerør for det gamle DDR, og det er mulig at finde hjemmesider for fx SED, Stasi, FDJ, Die Nationale Volksarme med mere. Her er bedrageriet naturligvis så tykt, at det er til at tage og føle på, og de omtalte sider er faktisk ganske morsomme og heller ikke uden pædagogisk værdi. DDR lever altså videre på Internettet. Da muren faldt i DDR, var der næppe mange østtyskere der kendte til Internettets eksistens. Nu kan man bl.a. læse om Freie deutsche Jugend, og DDR' s folkehær har fået sin egen side på. Har man interesse for østtyske varer f. eks tøfler af kameluld, kan disse bestilles hos Ossi-Versand www.ossiversand.via.t-online.de/aaProbeshop/ På websiden kan man hente firmaets katalog. En hjemmeside for Trabbi entusiaster findes på adressen www.trabinet.de En særlig søgemaskine til DDR forhold findes på: www.ddr-suche.de

On-line aviser

For blot få år siden var det nødvendigt at bestille et bundt tyske aviser på banegårdskiosken, når man sammen med klassen ønskede at arbejde med nyhedsstof i sprogundervisningen. Det er slut. Nu er det muligt for tysklæreren at orientere sig i de store tyske aviser on-line på nettet. Det giver mange fordele. Man kan hurtigt søge på konkrete nyheder og eventuelt sammenligne dem i flere aviser. Desuden er on-line aviser i "luften" før den trykte avis er på gaden, i reglen aftenen før den trykte udkommer om morgenen. Tysklæreren kan derfor møde op næste morgen i klassen med helt friske informationer fra en tysk avis. I praksis kan man nå at sakse eller skal vi sige "klippe klistre" en artikel, forsyne den med gloser og dele den ud på papir. Artiklen kan naturligvis også gemmes som fil, evt. i beskåret tilstand, da mange tysksprogede artikler er for lange til vore elever. Oftest lader man dog eleverne selv finde artiklen på skærmen, hvis da ellers EDB-lokalet er ledigt.

Arbejdet med aktuelt stof kan gribes an på mange måder. Fx kan man lade eleverne sammenligne samme nyhed i en dansk on-line avis og en tysk. Øvelsen kan også bruges til at undersøge forskellige tyske avisers observans og lødighedsniveau. Endelig kan man lade eleverne selv optræde som journalister, og med afsæt i en aktuel artikel lade dem skrive videre inden for samme emne, gerne med avisopsætning i spalter, journalistiske overskrifter m.m. Denne arbejdsform praktiseres bl.a. på cd-rommen "Deutsche Themen" som er udviklet i Danmark af UNI-C. I forbindelse med den mundtlige dimension kan man lade grupperne fremlægge deres version af en bestemt begivenhed eller deres anmeldelse af samme film.

Ikke kun de store aviser som Die Welt, Frankfurter Allgemeine, Süddeutsche Zeitung og boulevard avise Bild Zeitung er på nettet. Langt hovedparten af tyske aviser har egen hjemmeside. Der findes flere lister over tyske aviser på nettet fx kan man søge på de.yahoo.com og bruge listesøgning under Nachrichten und Medien.

TV udsendelser og film
Gode indslag i tyskundervisningen ikke mindst nu, hvor de fleste danskere via parabol, antenneforening eller Internet har mulighed for at se tysk TV. På nettet findes hos Goethe Instituttet www.goethe.de/z/dws/desindex.htm en fremragende "Hinweise zum Einsatz von aktuellen TV-Sendungen im Deutschunterricht"

 

Radioudsendelser

de.yahoo.com kan man finde en oversigt over tyske radiostationer. Det er muligt at modtage helt aktuelle radioudsendelser fx fra Deutsche Wellew/. For at kunne afspille lyd fra computeren kræver det, at der er installeret lydkort på maskinen. Derudover får man brug for programmet Real Audio for at kunne modtage radioudsendelser streaming, som det hedder i fagsproget. Du kan downloade Real Audio programmet her.


Politik og samfundsforhold

En særdeles central adresse til denne overskrift er www.bundestag.de Herfra kan man finde officielle pressemeddelelser og naturligvis følge lovgivningsarbejdet. Man har også adgang til en omfattende dokumentserver, hvorfra man kan hente love, forordninger med mere i fuldtekst i PDF format.

De politiske partier har været hurtige til at se de muligheder, der er på Internettet, og de præsenterer ikke blot sig selv, men også deres lokalafdelinger på nettet. Deler man klassen ind i grupper, kan de på skift påtage sig rollen som fremlægger af et politisk parti, dets ideer og holdninger. Den mundtlige dimension i faget kan støttes ved, at man lader eleverne præsentere de forskellige partier på tysk foran en storskærm. Fra den tyske forbundsdags hjemmeside er der direkte omstilling til de enkelte partiers hjemmesider.

Uddannelsesinstitutioner

Mange tysklærere offentliggør deres projekter og undervisningsforløb på nettet. Man kan derfor ved søgning på universiteter og skoler få indblik i den daglige undervisning og dermed inspiration til egen undervisning. Et generelt index til uddannelse er Der deutsche Bildungsserver, som findes på adressen http://dbs.schule.de/db/listen.html. Her kan man dels søge på eksisterende projekter, ligesom man også kan offentliggøre sine egne, hvis man har lyst til det. Også det tyske skolenet www.schulweb.de er en meget fin hjemmeside med masser af informationer. Det er muligt via et kort at klikke sig ind på oversigter over skoler i bestemte delstater og byer. Man kan også søge på skoleblade, skoleradio, ekskursioner m.m.

Søger man imidlertid inspiration til et helt bestemt projekt i tyskundervisningen vil det være mere relevant at foretage en kontrolleret emnesøgning på MetaGer, Google eller Yahoo.


Museer og web-gallerier

De fleste større museer har etableret egne hjemmesider, hvor de præsenterer deres udstillinger. I forbindelse med planlægning af et besøg på Deutsches Museum i forbindelse med en ekskursion, kan man med fordel lade eleverne gå på virtuel oplevelse hjemmefra. Også de specielle web-gallerier, der rummer digitale billeder af tysk kunst, er et godt supplement til fx periode- og stilgennemgang, se fx Hamburger Kunsthalle på adressen www.hamburger-kunsthalle.de/ og Haus der Kunst München på adressen www.hausderkunst.de

Haus der Geschichte har på adressen www.hdg.de/film/class125_id1000717.html under overskriften geteilt - vereint en 50 Jahre deutsche Kinogeschichte in Filmplakaten og under samme overskrift findes en meget morsom virteul udstilling af "50 Jahre deutsche Frage in Karikaturen des Hauses der Geschichte" Måske er denne virtuelle udstilling trods alt mest interessant for læreren. 


Artikeloversigt:

Listen nedenfor er en oversigt over de artikler, som kan anvendes i forbindelse med arbejdet med kapitlet.

Artikler
Kapitel 1 Landeskunde
Øvelser

Indholdsfortegnelse
Kapitel 1 Litteratur Supplerende links til inspiration:
Øvelser
Kapitel 2 Sprog
Øvelser
Kapitel 3 Landeskunde
Øvelser