Udveksling - Tønder Gymnasium
Læs om, hvordan en udveksling mellem en 2. g klasse på Tønder gymnasium og en skole i Sydtyskland forløb.
Udveksling
Udveksling
Igennem flere år har Tønder Gymnasium haft en fast aftale om udveksling med et gymnasium fra den sydtyske by Staufen. I dette skoleår er det den nuværende 2. b, der har deltaget i udvekslingen.
Eleverne havde ikke selv valgt, at deres studierejse i gymnasiet skulle være en udveksling. Mens de andre klasser drog til en europæisk hovedstad, skulle 2.b indkvarteres privat i en mindre sydtysk by, dog var der et 3-dages ophold i Strasbourg, hvor eleverne boede på hotel. Da eleverne første gang blev informeret om lærernes beslutning om udvekslingen, var der en modstand.
Modstanden mod denne form for studierejse blev dog hurtigt vendt til noget positivt. Det var i hvert fald den mening, som de syv elever, der blev interviewet til dette tema, tilkendegav. Eleverne oplevede en fantastisk gæstfrihed hos de tyske værter. Én af grundene til successen var, at lærerne så vidt muligt havde fundet danske og tyske elever, der passede sammen.
Selv om de tyske elever i gennemsnit var ét år yngre end de danske, gav det ingen problemer. Eleverne fra Tønder havde på forhånd frygtet, at tyskerne ville gøre nar af den måde, danskerne talte tysk på. Det skete ikke - tværtimod var de meget imponerede over, at de danske elever var så gode til tysk og roste dem ofte. Alle eleverne oplevede, at deres tyskfærdigheder fik et stort løft. Hjemme i familierne talte kun få af de voksne engelsk, så danskerne blev tvunget til at tale tysk. De voksne i familerne var meget interesserede i at få noget at vide om Danmark, så eleverne blev virkelig udfordret til at tale tysk og formidle informationer om Danmark.
De tyske elever var samlede fra flere forskellige klasser, så det havde ikke været muligt at lave et fælles fagligt projekt i forbindelse med udvekslingen.
Der havde været mail- og brevkontakt før udvekslingen, hvor eleverne præsentere sig selv. De danske elever lavede en webside om sig selv i skolens FirstClass-system. Nogle af de danske faglærere prøvede på at skabe en sammenhæng mellem deres fag og udvekslingen. I faget dansk læste eleverne "Intet nyt fra vestfronten". I fagene tysk og fransk arbejde man med emnet "Alsace/Elsass. I fransk læste eleverne bl.a. om Tomi Ungrere. Tomi var otte år, da krigen startede, og man oplever krigen i Alsace set med hans øjne.
Eleverne oplevede nogle forskelle mellem Tyskland og Danmark:
- Tyskerne boede i store huse
- Tyskerne kørte i store biler
- Få af de tyske elever havde TV på deres værelse
- Der var kun ca. 15 elever i de tyske klasser
- Skolen var under dansk standard mht. teknologi

Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS

