Spring til sidens indholdSpring til sidens menuSpring til sidens bund• Top
• Indhold

EU, klima og energi lægger op til tværfaglig undervisning

 

Erfaringer med materialer fra Det Økologiske Råd

Part 0

Gymnasielærere har gode erfaringer med materialer fra Det Økologiske Råd

Af Lene Lindkvist Okholm, Det Økologiske Råd

I november og december 2006 valgte en 1.g klasse på Ordrup Gymnasium i Gentofte at arbejde med temaet EU, klima og energi. Temaet foregik i et tværgående samarbejde mellem fagene fysik og samfundsfag og forløb over ca. 14 undervisningstimer.

I fysik havde klassen indledende bl.a. arbejdet med lys og bølgelængder samt været en tur på H. C. Ørstedsværket i København for at lave forsøg med energi i forskellige gasser. Videre havde klassen fået en god introduktion til drivhuseffekten af deres lærer Sheela Kirpekar.

I samfundsfag havde klassen spillet et rollespil omkring de forskellige interesser, der findes omkring formuleringen af en global miljøpolitik. Klassen havde taget udgangspunkt i faktuelle oplysninger fra Det Økologiske Råds hæfte om EU og Klima. Repræsentanterne i rollespillet var fra USA, Danmark, et udviklingsland, EU og FN. Ifølge samfundslærer Kjeld Mazanti var rollespillet en stor succes:
 - "Der kom en meget spændende, engageret og "realistisk" diskussion ud af spilet, hvilket igen førte til et tema om beslutningsprocesser", fortæller Kjeld Mazanti. Herudover havde klassen diskuteret sociale konsekvenser af klimaforandringer; migration mm.

Ved evalueringen af det tværfaglige forløb tilkendegav eleverne, at det havde været et spændende forløb, som de synes, at de havde fået meget ud af. Især emnets aktualitet og de mange forskellige arbejdsmetoder havde været inspirerende. Videre synes de, at det var spændende at diskutere og blive provokeret - for det bliver man, som fysiklærer Sheela Kirpekar siger, af og til også, når man arbejder med sådan et tværgående emne. 
 
- "Jeg kunne godt forestille mig at lave sådant et forløb igen - evt. mellem andre fag. Emnet EU, klima og energi lægger i den grad op til gode fagkombinationer og fysik og samfundsfag, som vi har kørt det på tværs af, har været en rigtig god kombination. Det er godt med mange forskellige vinkler på tingene samt kombinationen af mange arbejdsmetoder; teori, forsøg, oplæg udefra m.m. - på tværs af fagene.
- Jeg vil også forsøge at finde tid til at arbejde videre med de overordnede emner igen på et senere tidspunkt - f.eks. i tilknytning til at klassen ser Al Gores film "En ubekvem sandhed"", siger Sheela Kirpekar. 

Som materiale til temaet havde klassen, som nævnt, i samfundsfag læst Det Økologiske Råd's EU-debathæfte. Hæftet var ifølge lærerne godt, især fordi at det er let tilgængeligt skrevet og fyldt med illustrative figurer og grafer.

Det Økologiske Råd's debathæfte om EU's energipolitik er gratis og fås ved henvendelse til info@ecocouncil.dk eller tlf. 3315 0977. Se også Det Økologiske Råd's hjemmeside: www.ecocouncil.dk

Bæredygtighed på EMU Natur og miljø

Se flere materialer om Bæredygtighed på EMU Natur og miljøs sider om Bæredygtighed

Klima og klimaændringer på EMU Natur og miljø

Se flere materialer om Klima og klimaproblemer på EMU Natur og Miljøs sider om Klimaproblemer