
· Utålmodighed over nettet
I en mundtlig samtale ansigt-til-ansigt er der almindeligvis en forventning om, at man svarer, når der bliver talt til én. Ved en brevveksling kan man derimod nemt komme til at vente et par dage på at få svar, og ofte meget længere.
Når man kommunikerer over nettet, forskudt i tid, befinder svartiden sig et udefineret sted mellem disse to. Måske bliver beskeden læst allerede få sekunder efter at man har sendt den, men man kan ikke være sikker. En reaktion kan derfor komme inden for alt mellem ‘med det samme’ og ‘et par dage’ til måske ‘slet ikke’ – og denne ubestemmelighed kan afføde en utålmodig venten-på-svar, der allerede kan starte allerede få minutter efter, at man har sendt en besked afsted.
I de forskellige kommunikationsformer er der således forskellige tærskler for, hvornår de kommunikerende bliver utålmodige. Deltagerne i en online diskussion kan komme til at bruge megen energi bare på at checke ind og se om der er nogen, der har reageret på deres indlæg. Det kan medføre skuffelse over, at ‘der er alligevel aldrig nogen, der bruger det’.
Der kan dog også ske det modsatte, at man bliver ‘overloadet’ med indlæg. Her er reaktionen ikke utålmodighed over manglende deltagelse, men snarere uoverkommelighed i forhold til den store deltagelse.
Den hurtige kommunikation over nettet kan altså paradoksalt nok komme til at skabe større utålmodighed hos deltagerne. Det betyder, at en klar aftale mellem deltagerne – som foreslået ovenfor (Klare aktivitetskrav) – om, hvilke forventninger de finder rimelige at stille til hinanden om deltagelse og svartider, kan være frugtbart for forløbet af projektarbejdet.