Udviklingsprojekter
Om
Mål
Udviklingsprojektets overordnede mål er at bidrage til videreudviklingen af det naturvidenskabelige grundforløb (nv-forløbet) som en solid introduktion til de naturvidenskabelige fag. Dette mål søges nået ved, at projektet i samarbejde med et netværk af lærere udvikler materialer til flerfaglige forløb samt opsamler erfaringer med disse.
Hvem kan deltage
Lærere, der underviser i nv i efteråret 2007, og som har lyst til at indgå i et netværk af nv-lærere, kan deltage. Dog kan man kun deltage, såfremt man deltager sammen med mindst én kollega fra ens egen skole – og kun såfremt man sammen med disse kollegaer fra egen skole dækker et flerfagligt delforløb i samme 1.g-klasse.
Indhold
Arbejdet i projektet består af deltagelse i møder, kurser og løbende erfaringsudveksling på den tilknyttede Skolekom -konference kombineret med planlægning og gennemførsel af et flerfagligt delforløb på egen skole. Det nærmere indhold vil afhænge af deltagernes interesser og ideer.
Projektets første møde vil være startmødet onsdag den 16. maj 2007 kl. 10.00 til 16.00 på Sct. Knuds Gymnasium i Odense. Her vil deltagernes ønsker til flerfaglige forløb blive afdækket. Ud fra resultaterne af projektarbejdet i sidste skoleår kan der peges på følgende emner:
- Brintsamfundet/ fremtidens energi
- Sundhedsteknologi
- Et andet flerfagligt forløb, som deltagerne selv udpeger
Af hensyn til muligheden for vidensdeling skolerne imellem er det en forudsætning for valget af et givet emne, at flere af de deltagende skoler ønsker at arbejde med dette.
I begyndelsen af skoleåret 2007/2008 afholdes et internatkursus, hvor der bl.a. er mulighed for at arbejde med afprøvning af det eksperimentelle udstyr. Der vil også blive inddraget andre emner, som deltagerne peger på. Datoen for internatkurset vil blive fastlagt i forbindelse med startmødet.
Projektets tilbud
Projektet arrangerer startmødet og internatkurset og skaffer undervisere og oplægsholdere. Deltagelse i mødet og i kurset er gratis for deltagerne.
Der er mulighed for, at projektet indkøber eksperimentelt udstyr, f.eks. brintbiler, til skolernes afvikling af projekterne.
Til projektet er der knyttet en Skolekom-konference. På konferencen lægger man løbende sine halv-færdige og helt færdige materialer. Det er et krav, at alle deltagere jævnligt orienterer sig på denne konference. Materiale fra det foregående skoleår, hvori man kan hente inspiration, ligger allerede på konferencen.
Forventninger til deltagerne og skolerne
Det forventes, at hver deltagende lærer får 40 timer til kurser/møder og forsøgsreduktion fra sin skole. Endvidere forventes skolen at betale transportudgiften til startmødet og til internatkurset samt at sørge for, at hver af de deltagende lærere har en Skolekom-adresse. De deltagende lærere forventes
- at deltage i startmødet onsdag den 16. maj og i internatkurset
- i forbindelse med startmødet og senest inden sommerferien at vælge et forløb, jf. ovenstående
- at gennemføre forløbet i undervisningen
- jævnligt at orientere sig på Skolekom-konferencen samt at bidrage til erfaringsudvekslingen på denne
- at deltage i evalueringen af indsatsområdet

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg
