Menu
• Indhold
 

Forløb 1: Storbyen

Udspil: Storbyen
 

Hent hele forløbet som pdf-fil:
» Udspil: Storbyen (pdf)

Storbyens kultur er et konkret og fascinerende sindbillede på den moderne verden, som nutidens elever bliver voksne i. Storbyen som fænomen indbyder til at blive betragtet gennem massevis af perspektiver såvel praktiske som teoretiske. I dette forløb gives konkrete anvisninger på, hvordan eleverne kan anvende viden fra alle tre videnskabelige hovedområder i deres arbejde med forskellige aspekter af storbyens kultur og udvikling.

Det er formålet med forløbet, at elever opnår indsigt i, at de forskellige fag kan bidrage på hver deres måde til forståelsen af storbyen som komplekst fænomen. Her forstået som den rent fysiske by, dens historiske udvikling og menneskers drømme og forestillinger om storbyen.

Klassen fokuserer på en bestemt storby, men beskæftiger sig også mere abstrakt med storbyen som fænomen.

De opnåede kompetencer vil eleverne med fordel kunne anvende som perspektiv på en eventuel senere studierejse til storbyen.

 

Tidsforbrug, organisering og indhold

Sammenlagt strækker forløbet sig over halvandenuges undervisning.

 

Fase 1

For at sikre, at eleverne bliver bekendt med forskellige arbejdsformer, får en fagvidenskabelig tilgang og det nødvendige faglige grundlag på plads, består forløbets første fase af en lærerstyret introduktion i de deltagende fag, som med fordel kan omfatte en ekskursion til en by eller bydel i omegnen.

Derefter kommer de mere elevstyrede faser, 2 og 3, som ligger i den egentlige projektuge. Her er elevernes arbejde organiseret i matrixgrupper.

 

Fase 2

I anden fase – første del af matrixgruppearbejdet – opbygger hver gruppe viden om den valgte storby inden for hver deres faglige felt. Hver gruppe beskæftiger sig med en konkret synsvinkel, og som fokus for arbejdet udvælges fire monumenter, som hver for sig repræsenterer en betydningsfuld periode i byens udvikling.

 

Fase 3

I tredje fase – anden del af matrixgruppearbejdet – samles eleverne i nye grupper. Hvert gruppemedlem er nu ”ekspert” inden for sit eget felt. I denne afsluttende fase skal eleverne samarbejde om at anvende deres forskelligartede faglige viden som basis for et fabulerende essay med fokus på storbyens historiske udvikling: ”Hvorfor ser byen i dag ud, som den gør?”