Menu
• Indhold
 

Forløb 3: Teknologiudvikling

Om

Styr på teenagere

Far Ted med to af sine fire børn, Noah og Ciarra i Burr Ridge, Illinois. Faderen bruger GPS-teknologi i børnenes mobiltelefoner til at holde styr på, hvor de befinder sig. Ciarra opfatter tele-fonen som en tryghed, mens Noah, 15, mener, at det giver forældre for meget kontrol – han er et par gange blevet ”fanget” på steder, hvor han ikke skulle være.

 

"Teknologiudvikling" og fag

Forløbet "Teknologiudvikling" er et flerfagligt forløb i almen studieforberedelse til første år på STX, hvor følgende fag kan indgå:

  • Fysik
  • Matematik
  • Samfundsfag
  • Historie
  • Sprogfagene
  • Historie og samfundsfag, som vil kunne bidrage til at knytte teknologiudvikling sammen med den generelle samfundsudvikling
  • Teknologi (i stedet for historie), hvis forløbet gennemføres på HTX grundforløb.

I forløbet gives konkrete forslag til, hvorledes eleverne i almen studieforberedelse på STX og i grundforløbet på HTX kan beskæftige sig med et af det moderne samfunds teknologiske landvindinger:
Kommunikationsteknologien i det 21. århundrede.

 

It-anvendelse

Forløbet er tænkt som et it-baseret forløb med brug af:

  • Konferencesystemer
  • Informationssøgning.

Herunder brug af:

  • Informationsdatabaser
  • Digitale præsentationer
  • Digital kommunikation.
 

Deltagelse af andre fag

Forløbet kan perspektiveres og samlæses med de humanistiske fag eller fortrinsvis med de naturvidenskabelige og samfundsvidenskabelige fag. Her giver forfatterne et bud på konkrete forslag til fag fra alle de tre videnskabelige områder:

  1. Matematik og fysik fra naturvidenskaberne
  2. samfundsfag fra samfundsvidenskaberne med forslag til teknologihistorie og teknologi
  3. Engelsk og dansk fra de humanistiske områder.

Men temaet er også anvendeligt i andre fag:

  • Religion
  • Filosofi
  • Klassiske sprog
  • Kommunikation og it
  • Innovation og informationsteknologi.

Hvis forløbet anvendes på grundforløbet på HTX, skal teknologilæreren være opmærksom på, at der ikke gives vejledning til egentlige produkter ud over forsøgsopstillinger og laboratorieforsøg i fysik.

Undervisningsmetoder vil veksle mellem lærerstyrede forelæsninger, laboratorieforsøg og elevarbejde i grupper. Forløbet er velegnet til arbejde med matrixgrupper. Anvendelsen af matrixgrupper i almen studieforberedelse er beskrevet grundigt i forløbet Storbyen under Generelle didaktiske overvejelser.

Almen studieforberedelse og grundforløbet på HTX består i høj grad af et samarbejde mellem flere fag for at give eleverne såvel studiekompetencer som sociale kompetencer, samtidig med at de særfaglige kompetencer og mål fastholdes. En af metoderne til at opnå disse fælles kompetencer er ved at anvende it til at understøtte læringsprocessen. Forløbet lægger derfor op til, at eleverne anvender it til at understøtte hele læringsprocessen. Det er vigtigt at fastholde sin særfaglighed og ikke inddrage for mange fag i forløbet, idet ingen fag bør blive perifere i forhold til den overordnede målsætning.

Se forløbet Udvandring, afsnittet Læringsmetoder i forløbet for uddybning.

 

Kildekritisk arbejde

Forløbet giver anvisninger på, hvordan eleverne kan arbejde kildekritisk med digitale medier og informationsdatabaser som Faktalink. Faktalink er udarbejdet af Dansk Bibliotekscenter. Gratis adgang til databaserne fås via SkoDa-abonnement.