Den Transatlantiske Slavehandel - 4. Mellempassagen

I perioden fra cirka 1500-1867 anslår man, at 11-12 millioner afrikanere fra det vestlige og det vestligt-centrale Afrika krydsede Atlanterhavet som slaver. Dette var to-tre gange så mange som de (frivillige) indvandrere fra Europa til Amerika i tiden før 1840. Af de slaver, som kom ombord i Afrika, døde cirka 15 % under den atlantiske overfart og en stor del af de slaver, som kom i land på den anden side af Atlanten døde inden for de første 3 år.
Mellempassagen
© hitchcock.itc.virginia.edu/Slavery/

Oprør på slaveskib.

Oven i de femten procent skal også lægges den store dødelighed blandt de tilfangetagne afrikanere under marchen til kysten og det ofte lange og grumme ophold og opbevaringen i forternes ”slavehuller” eller fængsler før deres endelige transport over havet. Idet man ser på selve overfarten eller den såkaldte ’Mellem Passage’ skal man også betragte selve overfartens varighed (2 til flere måneder) og stederne i Afrika, hvor slaverne blev købt og kom ombord samt længden (helt op til 1 år!), de indkøbte slaver var tvunget til at opholde sig i skibenes skrog før selve overfarten. Samtidig er det klogt at have de tilfangetagne afrikaneres sundhedstilstand på det tidspunkt, hvor de blev købt, in mente. Ved nærmere eftersyn viser det sig nemlig, at en stor del af de indkøbte slaver allerede før påbegyndelsen af overfarten var syge, led af underernæring, af mæslinger og forskellige mangelsygdomme såsom skørbug, som de havde pådraget sig i slavehullerne (jvnf også debatterne i det engelske parlament, som førte til et forbud af slavehandlen). På denne baggrund fremstår lægerne, som vi tidligere omtalte (punkt 3) heller ikke som inkompetente men konfronteret med mange forskellige sygdomsproducerende faktorer, som de slet ikke var herrer over. Således kan vi også konkludere, at slavernes dødelighed under overfarten kun er en del af slaveriets historie og derfor kun toppen af isbjerget, som har mange af sine rødder før selve sejladsen over Atlanterhavet.                                     

Vi kan med fordel forholde os til Mellem Passagen og dødeligheden før, under og efter overfarten ved at se på den danske slavehandel i 1730’erne og 30-40 år senere, i 1760-1770’erne.

’Negotie [handels-] Bogen Holden paa Grevinden af Laurwigen’ i 1733-34 beskriver indkøb langs Vestafrikas kyst af 156 slaver over en 6 måneders periode, september 1733-februar 1734 (jvnf billedet af indkøbene gjort af søsterskibet Laarburg Gallej, 1732 – se også appendiks nedenfor om dødeligheden på Laarburg Gallej). Før skibet nåede tilbage til Christiansand i Norge den 8. oktober 1734 var 45 % eller 18 ud af den oprindelige besætning på 40 døde, især af tropiske sygdomme, og det i løbet af de forgangne 12 måneder. Ifølge en rapport over de døde slaver for perioden oktober 1733-maj 1734, dvs. dækkende både indkøbsperioden og overfarten, er der tale om 51 døde eller 21,98 %, således at 181 slaver gik af borde på St. Thomas i Vestindien. (jvnf. også kostplanen for slaver og besætning, som er afbildet i Svalesen, 1996, siderne 112-113: Et godt indblik i overfarten findes i en lægejournal ført 40 år senere på skibet Christiansborg i 1774-76:

’Om morgenen kommer slaverne op på dækket [fra deres kummerlige opbevaring under dækket, hvor de var stuvet sammen som sardiner i en dåse] for at få frisk luft, deres sår behandles og deres kroppe smøres ind i palmeolie. Af og til bliver de barberet, og om søndagen får de kød og en pibe tobak’.

Da en syg slave begår selvmord ved at springe overbord (et eller andet sted på Atlanterhavet den 17. april 1775) noterer lægen nøgternt, at han snart efter denne begivenhed fortsatte den daglige rutine med at barbere slaverne, ’Doctoren Continuerede med at Barbere Slaverne’.

Kosten, den begrænsede mængde drikkevand til rådighed under overfarten, den meget voldelige, ofte sadistiske, fremfærd og den ganske ubegribelige bortførsel fra det fædrene land og ens familie af, hvad afrikanerne ofte opfattede som hvide kannibaler, førte til mange selvmord og også mange oprør blandt slaverne, især så længe Afrikas kyst stadig var i syne.

Oven i disse forhold beskrev de engelske modstandere af slavehandlen (især William Wilberforce og Thomas Clarkson) indgående de horrible forhold ombord på slaveskibene og manglen på plads og luft for de sammenstuvede og sammenlænkede slaver under dæk, der konstant var søsyge og led af stor tørst (jvnf. debatten af det danske forbud af 1792 vedr. handel med slaver).

Produceret i samarbejde med

Centre for Undervisningsmidler

Centre for Undervisningsmidler har ansat 30 fagredaktører med solidt kendskab til pædagogik og undervisning til at udvikle fagsiderne til de gymnasiale uddannelser på EMU (STX/HF). Fagsiderne udvikles og vedligeholdes i samarbejde med de faglige foreninger og Undervisningsministeriet.

Se mere om samarbejdet her.

CFU findes også på EMUen. Siderne vedligeholdes af CFU selv - se her. Her kan skolerne søge information om landsdækkende aktiviteter, ligesom man kan finde CFU-centrenes lokale websites.

cfu-v1.png