Fransk valgfag - Fælles Mål, læseplan og vejledning

På denne side finder du fagformål, introduktion, Fælles Mål, læseplan og vejledning for valgfaget fransk. Målene findes både i printvenlig pdf-version og i excel-version, hvor målene kan eksporteres, fx til en årsplan.

 

Download Fælles Mål og læseplan nedenfor

Fagformål

Eleverne skal i faget fransk udvikle kompetencer til at kommunikere på fransk både mundtligt og skriftligt, så de kan anvende fransk nationalt og globalt i deres aktuelle og fremtidige liv. Eleverne skal samtidig udvikle deres sproglige bevidsthed om fransk sprog og om fremmedsprogsindlæring samt styrke deres kulturelle og interkulturelle forståelse gennem kulturmøder.

Stk. 2. Gennem oplevelse, fordybelse og aktiv medvirken skal elevernes lyst til at bruge sproget personligt og i samspil med andre fremmes. Eleverne skal herved få tillid til egne evner og lyst til at beskæftige sig med fransk sprog og kulturer til fremme af deres videre udvikling.

Stk. 3. Faget fransk skal give eleverne grundlæggende viden om kultur- og samfundsforhold i fransktalende lande og derved styrke deres internationale og interkulturelle forståelse.

Introduktion

Faget fransk som valgfag kan udbydes i Folkeskolen fra 7.-9. klasse. Undervisningen omfatter et trinforløb: 7.–9. klasse. Forløbet kan afsluttes med folkeskolens afgangsprøve i fransk.

Undervisningen i fransk bygger på en interkulturel og kommunikativ tilgang, som skal udvikle elevernes evner til sproglig og kulturel interaktion med andre både i klassen og i det frankofone og globale fællesskab. Udgangspunktet er, at man altid kommunikerer om noget med nogen.

Undervisningen bygger på elevernes erfaringer med at kommunikere og lære fremmedsprog på baggrund af deres førstesprog samt primært fagene dansk og engelsk. Elevernes fransktilegnelse kan beskrives som sprog på vej, og derfor skal undervisningen befordre elevernes lyst til at turde bruge fransk. Midlet hertil er en veltilrettelagt undervisning med klare mål for hver enkelt elevs læring inden for fællesskabet.

Fælles Mål bygger på et kommunikativt sprogsyn, hvor sproget ses som et middel til kommunikation med fokus på såvel receptive aktiviteter – at lytte og læse – som produktive aktiviteter – at tale og skrive.

I faget fransk lægges der vægt på den internationale dimension med fokus på eleveres viden om frankofone lande, familietraditioner og skoleliv. Der lægges også vægt på, at eleverne tilegner sig viden om frankofone kulturer og hverdagsliv, og udvikler åbenhed og nysgerrighed over for at forholde sig til egne og andres forestillinger om hinanden.

Undervisningen skal i videst muligt omfang foregå på fransk, herunder også mimik og gestik, men undervisningen rummer også områder, fx kultur og samfund og forklaringer om sprogregler og grammatik, hvor det vil være hensigtsmæssigt at kunne bruge dansk.

Undervisningen skal i hele forløbet omfatte samtlige tre centrale kompetenceområder og kompetencemål. Områderne er indbyrdes afhængige og bør derfor integreres i de enkelte undervisningsforløb.

Mundtlig kommunikation betegner, hvad eleverne er i stand til at foretage sig på fransk i forhold til at lytte og forstå, samtale og præsentere – også i forhold til en mundtlig præcision.

Skriftlig kommunikation betegner, hvad eleverne er i stand til at foretage sig på fransk i forhold til at læse, forstå og skrive, bl.a. ved at inddrage medier – også i forhold til en skriftlig præcision.

Kultur og samfund reflekterer fagets kulturskabende indhold med det overordnede mål, at eleverne lærer at forstå og indgå i møder med andre kulturer.

Undervisningen tilrettelægges med udgangspunkt i kompetenceområderne. Læseplanen beskriver undervisningens progression i fagets trinforløb og danner grundlag for en helhedsorienteret undervisning.

Det er væsentligt, at der i det enkelte undervisningsforløb arbejdes med flere færdigheds- og vidensmål på tværs af kompetenceområderne. Det skal endvidere tilstræbes, at undervisningen tilrettelægges, så den vekselvirker mellem den enkeltfaglige fordybelse og det tværfaglige arbejde.

Undervisningen skal tilrettelægges, så den imødekommer målsætningerne om en længere og mere varieret skoledag, jf. lov nr. 1640, heriblandt varieret og anvendelsesorienteret undervisning, bevægelse, åben skole og understøttende undervisning.

Læs mere i vejledeningen for valgfaget fransk under relaterede moduler.